Azazel

(3 Mos 16,8, 10, 26, kun Revised Version her; gengivet “scape-goat” i KJV). Dette ord har givet anledning til mange forskellige opfattelser. Nogle jødiske fortolkere betragter det som navnet på et sted omkring 12 miles øst for Jerusalem, i ørkenen. Andre mener, at det er navnet på en ond ånd, eller endda på Satan. Men når vi husker, at de to bukke tilsammen danner et forbillede på Kristus, på hvem Herren “lagde os alles skyld,” og undersøger dette ords grundbetydning (nemlig “adskillelse”), må den fortolkning bestemt foretrækkes, som ser den ene buk som et billede på den soning, der blev bragt, og den anden, den “for Azazel,” som et billede på virkningen af det store soningsværk (nemlig syndens fuldstændige fjernelse). Den ene buk, som var “for Jahve,” blev ofret som et syndoffer, ved hvilket der blev skaffet soning. Men synderne måtte også synligt bortvises, og derfor blev de symbolsk lagt ved bekendelse på den anden buk, som derefter blev “sendt bort for Azazel” ud i ørkenen. Dette ords form angiver intensitet og betegner derfor syndens totale adskillelse: den blev helt båret bort. Det var vigtigt, at resultatet af de ofre, som ypperstepræsten alene bragte i helligdommen, blev legemliggjort i en synlig handling, og deraf udsendelsen af “syndebukken.” Det var uden betydning, hvad der blev af den, eftersom hele handlingens betydning lå i, at den blev sendt ud i ørkenen, bærende synden bort. Ligesom bukken “for Jahve” skulle vidne om syndens strafskyld og behovet for soningens blod, således skulle bukken “for Azazel” vidne om offerets virkning og resultatet af blodets udgydelse i borttagelsen af synd.