Azazel

a-za'-zel (`aza'zel apopompaios; King James Version Scapegoat, Revised Version, randnote "fjernelse"):

I. ORDETS BETYDNING

1. De steder, der skal behandles

2. De foreslåede fortolkninger

(1) Etymologien

(2) Forklaringen

II. HVAD DER GØRES I FORBINDELSE MED AZAZEL

1. Betydningen af denne handling

2. Den jødiske liturgi

I. Ordets betydning

1. De steder, der skal behandles:

Dette ord findes i forbindelse med ceremonien på forsoningsdagen (se denne). Ifølge 3 Mos 16,8 skal Aron kaste lod om de to bukke, som på menighedens vegne skal tjene som syndoffer (3 Mos 16,5), "det ene lod for Jahve og det andet lod for Azazel." I 3 Mos 16,10, efter at den første buk er blevet udskilt som syndoffer for Jahve, læser vi: "Men den buk, som loddet faldt på for Azazel, skal stilles levende frem for Jahve, for at der kan skaffes soning for ham, for at sende ham bort for Azazel ud i ørkenen." I 3 Mos 16,26 læser vi: "Og den, der slipper bukken løs for Azazel, skal vaske sine klæder og bade sit legeme i vand." Før dette, i 3 Mos 16,21, var der blevet nævnt, hvad der skulle gøres med bukken. Efter renselsen af den (indre) helligdom, af mødeteltet og af alteret skal den levende buk føres frem, "og Aron skal lægge begge sine hænder på den levende buks hoved og over den bekende alle .... deres synder; og han skal lægge dem på bukkens hoved og sende den bort ved en mand, der står rede, ud i ørkenen; og bukken skal bære alle deres misgerninger på sig til et øde land; og han skal slippe bukken løs i ørkenen." Men i dette sidstnævnte og vigtigste sted findes det udtryk, der her behandles, ikke.

2. De foreslåede fortolkninger:

(1) Etymologien.

Nogle har afledt ordet af `az plus 'azal (fortis abiens, "som går bort i sin styrke" eller af en tilsigtet ændring af 'el plus `azaz, robur Dei, "Guds styrke"; sammenlign nedenfor englen i Enoks Bog); mens andre har betragtet ordet som en brudt pluralis af et substantiv i det arabiske `azala og oversat det som "ensomhed", "ørken". Nu er der en tilbøjelighed til at betragte det som en reduplikation fra `azalzel, afledt af roden `azal. Hvis vi accepterer denne opfattelse, skønt den ikke er sikker, og en nøjagtig parallel ikke kan findes, kunne vi ud fra den måde, dette substantiv er dannet på, slutte, at vi her ikke har et abstrakt udtryk foran os (remotio, "fjernelse", eller abitus, "bortgang"), men et konkret substantiv eller et adjektiv, longe remotus ("langt fjernet") eller porro abiens ("som går langt bort").

(2) Forklaringen.

I 3 Mos 16,10; 3 Mos 16,22; 3 Mos 16,26 ville vi have en acceptabel mening, hvis vi betragtede dette ord som udtryk for et bestemt sted i ørkenen. Men denne fortolkning er umulig, eftersom loven i 3 Mos 16 blev givet under ørkenvandringen og derfor forudsatte en stadig ændring af lejren, selv hvis dette kun skulle betragtes som den historiske baggrund. Ved brugen af den samme præposition le- i forbindelse med Jahve og Azazel synes det naturligt at betragte udtrykkene som helt parallelle og tænke på et personligt væsen. Nogle fortolker dette ord som en henvisning til en ørkendæmon (jf. Sl 106,37; 5 Mos 32,17; 3 Mos 17,7; 2 Krøn 11,15; Es 13,21; Es 34,14; Matt 12,43; Luk 11,24; Åb 18,2) og forklarer betegnelsen som "en, der har skilt sig fra Gud," eller "han, der har skilt sig ud," eller "han, der vildleder andre." Men en dæmon af denne art kunne umuligt stilles i modsætning til Jahve på denne måde; og eftersom en af de mest fremtrædende af de faldne engle i Enoks Bog 6,6; 8,1 ff.; 9,6; 10,4 ff.; 13,1 ff.; 69,2, som lærte menneskene krigens og luksusens kunster, åbenbarede hemmeligheder for dem og nu er bundet i ørkenen og dér bevaret til den endelige dom, fordi han hovedsageligt var ansvarlig for ondskabens tilstedeværelse i verden, kaldes Azael (også Azazel eller Azalzel), er det højst sandsynligt, at dette navn blev taget fra 3 Mos 16. I senere tider blev ordet Azazel af mange jøder og også af kristne teologer, såsom Origenes, betragtet som den Satan selv, der var faldet fra Gud. I denne fortolkning ville modsætningen i 3 Mos 16,8, hvis den skal betragtes som en fuld parallelisme, være helt korrekt. Men det må anerkendes, at Satan i Den Hellige Skrift ingen steder kaldes ved navnet Azazel, og lige så lidt betragtes ørkenen som hans faste opholdssted. Imod disse to sidste fortolkninger må vi også minde om, at i det mest betydningsfulde afsnit, nemlig 3 Mos 16,20 ff., findes betegnelsen Azazel slet ikke. Det samme gælder ceremonien i forbindelse med renselsen af spedalske mennesker og huse (3 Mos 14,7; 3 Mos 14,49), som gennemgående minder om 3 Mos 16. På dette sted har vi også den syvfoldige stænkning (jf. 3 Mos 14,16 med 3 Mos 16,14); og desuden bruges to dyr, i dette tilfælde fugle, hvoraf den ene skal slagtes med henblik på stænkning med blodet, men den anden, efter at den er blevet dyppet i blodet fra den, der er blevet slagtet, skal have lov til at flyve bort. På denne måde synes den væsentlige tanke i 3 Mos 16 såvel som i 3 Mos 14 at være fjernelsen af dyret i begge tilfælde, og det er derfor tilrådeligt at fortolke Azazel adjektivisk, dvs. at opgive at finde en fuldstændig parallelisme i 3 Mos 16,8, og at betragte præpositionen i forbindelse med Jahve som brugt anderledes end dens brug med Azazel, og at oversætte således: "Og Aron skal kaste lod om begge bukke, det ene lod [dvs. for den ene buk] for Jahve, og det andet lod for bukken, som er bestemt til at gå langt bort." Om præpositionen le-, brugt sammen med den anden Azazel i 3 Mos 16,10, jf. 2 Mos 21,2. Med denne fortolkning er der stadig en vis hårdhed tilbage for vores sproglige sans, fordi vi ikke kan finde en god oversættelse af adjektivet. Men til fordel for denne fortolkning og imod den personlige fortolkning kan vi også henvise til Septuaginta-oversætternes fornemmelse, som oversætter apopompaios, diestalmenos, og også til Aquilas, som oversætter tragos apoluomenos, apolelumenos, kekrataiomenos, og til Symmachus, som oversætter aperchomenos, aphiemenos. (Den almindelige tanke, som alle disse ord udtrykker, er "fjernelse," "bortsendelse," "løsladelse" eller "afskedigelse.") Det er sandt, at Septuaginta ét sted oversætter eis ten apopompen, hvilket dog også kunne være en abstrakt omskrivning for en forestilling, der, skønt den bruges andre steder, alligevel er klodset. I Vulgata har vi caper emissarius, og Luther siger "der ledige Bock," hvilket sandsynligvis bygger på en forkert etymologi, eftersom `ez kun betyder en ged, eller måske er dette ord "Bock" her blot tilføjet ud fra sammenhængen, og det ganske korrekt, sådan at Luther og Vulgata også kan anføres til fordel for vores fortolkning.

II. Hvad der gøres i forbindelse med Azazel.

1. Betydningen af denne handling:

Begge bukke skal ifølge 3 Mos 16,5 betragtes som ét syndoffer, selv hvis vi fortolker Azazel som en dæmon eller Satan, og vi skal derfor slet ikke forstå det sådan, at der blev bragt et offer til disse væsener. Også dette umuliggøres af hele Det Gamle Testamentes grundtone i almindelighed, ligesom af 3 Mos 16 i særdeleshed, således at de to led i 16,8, der indledes med præpositionen le-, slet ikke ville være væsener af nøjagtig samme betydning. De to bukke repræsenterer så at sige to sider af samme sag. Den anden er nødvendig for at gøre klart, hvad den første, som er blevet slagtet, ikke længere kan fremstille, nemlig bortfjernelsen af synden, og er derfor ganske ofte træffende blevet kaldt hircus redivivus. Men det, der skal fremstilles, får sit udtryk i den ceremoni, der beskrives i 3 Mos 16,20. Hvad end håndspålæggelsens betydning måtte være i andre sammenhænge, om vægten lægges mere på overdragelsen eller på tilegnelsen af ejendommen, er den på dette sted bestemt kun et symbol på overførslen af skyld, som bekendes over bukken og derefter bæres ud i ørkenen af den buk, som skylden er blevet lagt på. For at gøre denne overførsel desto mere indtryksfuld tages begge hænder her i brug, mens der f.eks. i 3 Mos 1,4 kun bruges én hånd. Det, at bukken ledsages af nogen, og at den skal føres til et ubeboet sted, skal angive den absolutte umulighed af dens tilbagevenden, dvs. skylden er fuldstændigt tilgivet og udslettet, en dyb tanke gjort objektivt tydelig på en gennemskuelig måde og uafhængigt af forklaringen af Azazel, som endnu ikke er helt sikker. I den personlige fortolkning kunne vi, ud over tanken om skyldens bortfjernelse, også have en anden tanke, nemlig at Azazel ikke kan gøre Israel nogen skade, men må nøjes med sit krav på en buk, der træder i Israels sted.

2. Den jødiske liturgi:

Handlingerne i forbindelse med Azazel blev, ligesom det også var tilfældet med forsoningsdagen, fortolket mere udførligt af Talmud og de traditioner, der bygger på den (sammenlign forsoningsdagen, afsnit III, 2). Lodderne kunne være lavet af forskellige materialer; i senere tider var de lavet af guld. Måden, hvorpå lodderne blev kastet, blev beskrevet udførligt. Den buk, der skulle sendes ud i ørkenen, blev kendetegnet ved et sort mærke på hovedet, den anden ved et på halsen. På vejen fra Jerusalem til ørkenen blev der opført hytter. På afstand var det muligt at se, hvordan bukken blev kastet baglæns ud fra en bestemt klippe, kaldet Beth-Hadudu (Beth-chadedun, 12 miles øst for Jerusalem). Ved hjælp af signaler med klæder blev der straks sendt besked til Jerusalem, når ørkenen var nået.

Wilhelm Moller