Syndebuk

3 Mos 16,8-26; RV, “bukken for Azazel” (s.d.), navnet på den buk, som blev ført ud i ørkenen på forsoningsdagen (16,20-22). Præsten skaffede soning over syndebukken, lagde Israels skyld på den og sendte den derefter bort, idet bukken bar “alle deres misgerninger på sig til et ubeboet land.”

I en senere periode indførte jøderne en omgåelse eller ændring af Moses’ lov. “Bukken blev ført til et bjerg ved navn Tzuk, beliggende i en afstand af ti sabbatsdagsrejser, eller omtrent seks og en halv engelske mil, fra Jerusalem. På dette sted mente man, at Judæas ørken begyndte; og den mand, under hvis ansvar bukken blev sendt ud, fik, mens han satte den fri, besked på at skubbe det ulykkelige dyr ned ad bjergskråningen, som var så stejl, at den sikrede bukkens død, idet dens knogler blev brækket ved faldet. Grunden til denne barbariske skik var, at syndebukken ved en lejlighed vendte tilbage til Jerusalem efter at være blevet sat fri, hvilket blev anset for et så ondt varsel, at man for fremtiden forhindrede en gentagelse ved bukkens død” (Twenty-one Years’ Work in the Holy Land). Dette bjerg kaldes nu el-Muntar.