Aron

Den ældste søn af Amram og Jokebed, en datter af Levi (2 Mos 6,20). Nogle forklarer navnet som »bjergbo«, andre som »styrkens bjerg« eller »oplyser«. Han blev født i Egypten tre år før sin bror Moses og en række år efter sin søster Mirjam (2,1.4; 7,7). Han giftede sig med Elisheba, datter af Amminadab af Judas hus (6,23; 1 Krøn 2,10), og med hende fik han fire sønner: Nadab og Abihu, Eleazar og Itamar. Da tiden nærmede sig for Israels udfrielse af Egypten, blev han sendt af Gud (2 Mos 4,14, 27-30) for at møde sin bror, som han længe havde været adskilt fra, så han kunne samarbejde med ham om alt det, de skulle gøre for at gennemføre udvandringen. Han skulle være Moses’ »mund« eller »profet«, dvs. tale for ham, fordi han var en mand, der havde let ved at tale (7,1.2.9.10.19). Han var tro mod sin opgave og stod ved Moses’ side i alle hans møder med Farao.

Da de løskøbte stammer kæmpede deres første slag mod Amalek i Refidim, stod Moses på en høj med udsigt over kamppladsen, med Guds stav i sin udstrakte hånd. Ved denne lejlighed blev han bistået af Aron og Hur, hans søsters mand, som holdt hans trætte hænder oppe, indtil Josva og Israels udvalgte krigere vandt sejren (17,8-13).

Senere, da de havde slået lejr foran Sinaj, og Moses på Guds befaling gik op på bjerget for at modtage lovens tavler, fik Aron og hans to sønner, Nadab og Abihu, sammen med halvfjerds af Israels ældste lov til at ledsage ham et stykke af vejen og på afstand se åbenbaringen af Israels Guds herlighed (2 Mos 19,24; 24,9-11). Mens Moses blev på bjerget hos Gud, vendte Aron tilbage til folket; og idet han gav efter for deres råb, enten af frygt, uvidenhed eller karaktersvaghed, lavede han en guldkalv til dem og opstillede den som genstand for tilbedelse (2 Mos 32,4; Sl 106,19). Da Moses vendte tilbage til lejren, blev Aron strengt irettesat af ham for den rolle, han havde spillet i denne sag; men Moses gik i forbøn for ham hos Gud, som tilgav hans synd (5 Mos 9,20).

På bjerget modtog Moses anvisninger om den gudstjenesteordning, der skulle indføres blandt folket; og i overensstemmelse med den blev Aron og hans sønner indviet til præsteembedet (3 Mos 8; 9). Som ypperstepræst indtog Aron herefter den fremtrædende plads, der hørte til dette embede.

Da Israel var nået til Haserot i »Parans ørken«, sluttede Aron sig til sin søster Mirjam i at knurre mod Moses »på grund af den etiopiske kvinde, som han havde giftet sig med«, sandsynligvis efter Sippora var død. Men Herren forsvarede sin tjener Moses og straffede Mirjam med spedalskhed (4 Mos 12). Aron erkendte sin egen og sin søsters skyld, og ved Moses’ forbøn blev de tilgivet.

Tyve år efter dette, da Israels børn havde slået lejr i Parans ørken, sammensvor Kora, Datan og Abiram sig mod Aron og hans sønner; men en frygtelig dom fra Gud ramte dem, og de blev tilintetgjort, og næste dag omkom også tusinder af folket ved en voldsom pest, hvis hærgen kun blev standset ved Arons mellemkomst (4 Mos 16). For at der kunne være yderligere bevis på den guddommelige udvælgelse af Aron til præsteembedet, blev stammernes høvdinge hver især pålagt at bringe Moses en stav med sin stammes navn på. Disse blev sammen med Arons stav for Levis stamme lagt i tabernaklet natten over, og om morgenen viste det sig, at mens de andre stave var uforandrede, havde Arons stav »for Levis hus« sat knopper, blomstret og båret mandler (4 Mos 17,1-10). Denne stav blev siden opbevaret i tabernaklet (Hebr 9,4) som et minde om den guddommelige stadfæstelse af hans udvælgelse til præstedømmet.

Aron var indblandet i sin brors synd ved Meriba (4 Mos 20,8-13), og af den grund fik han ikke lov til at komme ind i det lovede land. Da stammerne kom til bjerget Hor, »ved grænsen til Edoms land«, førte Moses på Guds befaling Aron og hans søn Eleazar op på toppen af dette bjerg, for øjnene af hele folket. Dér tog han Arons præsteklæder af ham og gav Eleazar dem på; og dér døde Aron på bjergets top, 123 år gammel (4 Mos 20,23-29. Jf. 5 Mos 10,6; 32,50), og han blev »samlet til sit folk«. Folket, »hele Israels hus«, sørgede over ham i tredive dage. Af Arons sønner overlevede to ham: Eleazar, hvis familie havde ypperstepræstedømmet indtil Elis tid, og Itamar, i hvis familie ypperstepræstedømmet blev holdt, begyndende med Eli, indtil Salomos tid. Arons to andre sønner var blevet slået ihjel (3 Mos 10,1, 2) for den dristige ugudelighed at frembære »fremmed ild« på røgelsesalteret.

Araberne viser stadig med ærefrygt det overleverede sted for Arons grav på en af bjerget Hors to tinder, markeret af et muslimsk kapel. Hans navn nævnes i Koranen, og i rabbinernes skrifter findes der mange sagnagtige fortællinger om ham.

Han var den første salvede præst. Hans efterkommere, »Arons hus«, udgjorde præstedømmet i almindelighed. På Davids tid var de meget talrige (1 Krøn 12,27). De andre grene af Levis stamme havde underordnede stillinger i forbindelse med den hellige tjeneste. Aron var et forbillede på Kristus i sin officielle rolle som ypperstepræst. Hans præstedømme var en »skygge af himmelske ting« og var bestemt til at få Israels folk til at se frem mod den tid, da »en anden præst« skulle fremstå »på Melkisedeks vis« (Hebr 6,20).