Syndoffer

(Hebr. hattath), loven om det, gives i detaljer i 3 Mos 4-6,13; 9,7-11.22-24; 12,6-8; 15,2.14.25-30; 14,19.31; 4 Mos 6,10-14. På forsoningsdagen blev det frembåret med særlig højtidelighed (3 Mos 16,5, 11, 15). Blodet blev da båret ind i det Allerhelligste og stænket på sonedækket. Syndofre blev også frembåret ved de fem årlige højtider (4 Mos 28, 29) og i forbindelse med præsternes indvielse (2 Mos 29,10-14, 36). Da hvert enkelt menneske, selv det mest private medlem af menigheden, såvel som menigheden som helhed og ypperstepræsten, når han af sin samvittighed blev overbevist om en bestemt synd, var forpligtet til at komme med et syndoffer, ser vi her på indtrængende måde åbenbaret det behov, hvori enhver synder står for Kristi frelse, og nødvendigheden af at gribe til den, så ofte syndens skyld på ny lægger sig på hans samvittighed. Denne troens tilflugt til Kristi fuldkomne offer er den ene vej, der står åben for, at synderen kan opnå tilgivelse og blive genoprettet til fred. Og i selve offeret findes der virkeligheden af den uforlignelige værdi og kostbarhed, som i syndofferet blev så betydningsfuldt fremstillet ved dets blods hellighed og ved den indviede bestemmelse for dets kød. Med henvisning til dette kaldes Kristi blod med eftertryk “det dyrebare blod” og det blod, som “renser fra al synd” (1 Joh 1,7).