Dans

Findes i Dom 21,21, 23; Sl 30,11; 149,3; 150,4; Jer 31,4, 13 osv. som oversættelse af hul, der peger på den hvirvlende bevægelse i orientalske hellige danse. Det er gengivelsen af et ord (rakad’), som betyder at springe eller hoppe af glæde, i Præd 3,4; Job 21,11; Es 13,21 osv.

I Det Nye Testamente er det på samme måde oversættelsen af forskellige græske ord: cirkelbevægelse (Luk 15,25); at hoppe op og ned i fællesskab (Matt 11,17) og af en enkelt person (Matt 14,6).

Det omtales som et symbol på glæde (Præd 3,4. Jf. Sl 30,11; Matt 11:17). Hebræerne havde deres hellige danse, som udtrykte glæde og taksigelse, hvor de optrædende som regel var kvinder (2 Mos 15,20; 1 Sam 18,6).

Den gamle dans var meget forskellig fra den, der er almindelig blandt vestlige nationer. Den var som regel kun kvindernes del (2 Mos 15,20; Dom 11,34; jf. 5,1). Heraf det særlige ved Davids optræden, da han dansede foran Herrens ark (2 Sam 6,14). Kvinderne deltog i den med deres tamburiner. Mikal burde, i overensstemmelse med Mirjams og andres eksempel, selv have ledet kvindekoret i stedet for at holde sig på afstand ved lejligheden og “se ud gennem vinduet.” David ledte koret “utildækket”, dvs. kun iført efoden eller linnedkjortlen. Han tænkte kun på Guds ære og glemte sig selv.

Fra at være forbeholdt lejligheder med religiøs gudsdyrkelse og fest kom den gradvist til at blive praktiseret i almindeligt liv ved glædesanledninger (Jer 31,4). Kønnene dansede blandt jøderne altid hver for sig. Herodias’ datter dansede alene (Matt 14,6).