Sang

(shir, shirah): Foruden den store samling af hellige sange, som findes i Salteren, samt de lyriske udbrud, præget af stærk religiøs følelse, ved store nationale anledninger, er det naturligt at tro, og vi har vidnesbyrd der viser, at hebræerne havde et stort antal folkelige sange af verdslig art. Højsangen (se denne) beviser i sig selv dette. Sandsynligvis er den allerældste sang eller sangstump i Det Gamle Testamente den »Til brønden« (4 Mos 21,17). W. R. Smith (Religions of the Semites, 167) betragter denne påkaldelse af vandene om at stige op som i sin oprindelse næppe blot en poetisk figur. Han sammenligner med det, Cazwini 1, 189, fortæller om brønden i Ilabistan: »Når vandet svigtede, blev der holdt en fest ved dens kilde med musik og dans for at få den til at flyde igen.« Hvis sangen imidlertid havde sin oprindelse i en tidlig form for religiøs tro, må den senere være blevet verdsliggjort.

Men det er i overskrifterne til Salmerne, at vi finder de talrigste spor af hebræernes folkelige sange. Her er der en række ord og udtryk, som man nu mener er navnene på eller begyndelsesordene i sådanne lyriske sange. I King James Version indledes de med præpositionen »on«, i Revised Version (British and American) med »set to«, dvs. »til melodien af«. Vi giver en liste:

(1) Aijeleth Shahar i KJV, Aijeleth hash-shahar i RV (British and American), 'ayyeleth ha-shachar. Titlen betyder (RV, randnote) »Morgenens hind«, men om den oprindelige sang med dette navn var en jagtsang eller en morgensang, er det nytteløst at gætte på. Se HIND OF THE MORNING.

(2) Al-taschith (KJV), Al-tashheth (RV), 'al-tashcheth, dvs. »Ødelæg ikke«, Salmerne 57-59; 75, citeres tilsyneladende i Es 65,8, og i så fald må det henvise til en vinhøstsang.

(3) Jonah elem rehokim eller Yonath'elem rechoqim (Sl 56), RV's randnote »Den tavse due hos dem, der er langt borte«, eller – med en lidt anderledes læsning – »Duen ved de fjerne terebinter«.

(4) Machalath (Sl 53) og Machalath le`annoth (Sl 88). Machalath kan betyde »sygdom« og være det første ord i en sang. På den anden side kunne det betyde en molagtig toneart eller rytme. Det er også blevet anset for at betegne et musikinstrument.

(5) Muthlabben (Sl 9) har givet anledning til mange formodninger. Bogstaveligt kan det betyde »Dø for sønnen« eller »Sønnens død«. En gammel tradition henførte ordene til Goliat (død ved sønnens hånd [?]), og de er blevet anvendt på Absaloms skæbne. Sådanne gætterier behøver kun at blive nævnt for at vise deres værdiløshed.

(6) Endelig har vi Shoshannim = »Liljer« (Salmerne 45; 69), Shushan `Edhuth = »Vidnesbyrdets lilje« (Sl 60); og Shoshannim `Edhuth = »Liljer, et vidnesbyrd« (Sl 80), sandsynligvis at forklare på samme måde som de andre.

Musikken, som disse sange blev sunget til, er uigenkaldeligt gået tabt, men den var uden tvivl af meget lignende karakter som arabernes i dag. Mens templets musik sandsynligvis var langt mere udførlig og havde et større omfang, både i toner og i følelsesudtryk, var den folkelige sang næsten sikkert begrænset i omfang til ganske få toner, gentaget igen og igen i lange recitationer eller ballader. Dette er karakteristisk for nutidens arabiske spillemænds fremførelser. Melodierne er klagende, selv om flertallet af dem står i durtonearter, fordi 7. trin er sænket, som i ægte skotsk musik. Arabisk musik er desuden kendetegnet ved stor variation og vægt i rytmen, hvis forskellige slags har særlige navne.

Se SPIRITUAL SONGS.

James Millar