Daniel

dan'-yel (daniye'l, dani'-el, "Gud er min dommer"; Daniel):

(1) En af Davids sønner (1 Krøn 3,1).

(2) En levit af Itamars slægt (Ezra 8,2; Neh 10,6).

(3) En profet fra Nebukadnesars og Kyros' tid, helten i og forfatteren til Daniels Bog.

1. Tidligt liv:

Vi ved intet om Daniels tidlige liv ud over det, der er nedskrevet i bogen, som bærer hans navn. Her siges det, at han var en af de unge mænd af kongelig eller fornem slægt, som blev ført bort som fanger af Nebukadnesar i kong Jojakim af Judas tredje år. Disse unge mænd var uden lyde, smukke, kyndige i al visdom, udstyret med kundskab og med forståelse af videnskab, og sådanne som havde evne til at gøre tjeneste i kongens palads. Kongen befalede, at de skulle undervises i kaldæernes kundskab og sprog; og han fastsatte til dem en daglig portion af kongens mad og af den vin, han drak. Efter at være blevet ernæret sådan i tre år skulle de træde frem for kongen. Ashpenaz, hofmarskallen eller overhovedet for eunukkerne, i hvis hænder de var blevet betroet, gav efter en skik på den tid hver af disse unge mænd et nyt og babylonisk navn. Til Daniel gav han navnet Belteshazzar.

På babylonisk var dette navn sandsynligvis Belu-lita-sharri-usur, som betyder: "O Bel, beskyt du kongens gidsel," et særdeles passende navn for en i den stilling, Daniel indtog som Jojakims gidsel ved Babylons konges hof. De unge mænd var sandsynligvis fra 12 til 15 år gamle på det tidspunkt, da de blev ført bort som fanger. (Om navneændringer, sammenlign Josef, der blev ændret til Safenat-Panea (1 Mos 41,45); Eljakim til Jojakim (2 Kong 23,34); Mattanja til Sidkija (2 Kong 24,17); og de to navne på ypperstepræsten Johanans bror i Sachau-papyrierne, dvs. Ostan og Anani.)

Da Daniel i sit hjerte havde sat sig for, at han ikke ville gøre sig uren med kongens mad og drikke, bad han Ashpenaz om tilladelse til at spise grøntsager og drikke vand. Ved Guds gunst blev denne anmodning imødekommet, trods Ashpenaz' frygt for, at hans hoved ville være i fare hos kongen på grund af de unge mænds sandsynligt deraf følgende dårlige udseende, når de levede på denne blodfortyndende kost, sammenlignet med det forventede sunde udseende hos de andre i deres klasse. Imidlertid blev der først givet en prøve på ti dage, og da man ved slutningen af denne tid fandt deres ansigter smukkere og deres kød fyldigere end de andre unge mænds, blev tilladelsen gjort permanent; og Gud gav Daniel og hans fæller kundskab og dygtighed i al lærdom og visdom, og Daniel forståelse af alle syner og drømme; således at kongen ved slutningen af de tre år, da han talte med dem, fandt dem langt overlegne i forhold til alle magikerne og besværgerne i enhver sag, der gjaldt visdom og forståelse.

2. Drømmetyder:

Daniels offentlige virksomhed var i overensstemmelse med hans uddannelse. Hans første optræden var som tyder af den drøm, der er nedskrevet i Da 2. Nebukadnesar havde i sin drøm set et syn af en stor billedstøtte, strålende i glans og frygtelig i udseende: dens hoved var af fint guld, dens bryst og arme af sølv, dens bug og lår af kobber, dens ben af jern, dens fødder dels af jern og dels af ler. Han så en sten, der var hugget ud uden hænder, ramme billedstøtten og slå den i stykker, indtil den blev som avner og blev ført bort af vinden; mens stenen, der ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg og fyldte hele jorden. Da kongen vågnede af sin urolige søvn, glemte han, eller foregav at han havde glemt, drømmen, og han tilkaldte Babylons vise mænd både for at de skulle fortælle ham drømmen og give dens tydning. Da de vise mænd sagde, at de ikke kunne fortælle drømmen eller tyde den, så længe den ikke var fortalt, truede kongen dem med døden. Daniel, som ikke synes at have været til stede, da de andre vise mænd var foran kongen, gik, da han blev underrettet om kongens trussel og om, at man var i færd med at forberede drabet på alle Babylons vise mænd, indbefattet ham selv og hans tre fæller, frimodigt ind til kongen og bad om, at han ville fastsætte en tid, hvor han kunne træde frem for at vise tydningen. Så gik han til sit hus, og han og hans fæller bad, og drømmen og dens tydning blev gjort kendt for Daniel. På det fastsatte tidspunkt blev drømmen forklaret, og de fire hebræere blev overøst med rigdom og fik høje stillinger i kongens tjeneste. I kapitel 4 har vi Daniels tydning af Nebukadnesars drøm om det store træ, der blev hugget om på en engels befaling, og som dermed forudskildrede kongens vanvid.

3. Tyder af tegn: Daniels tredje store optræden i bogen er i kapitel 5, hvor han bliver tilkaldt for at forklare den usædvanlige skrift på væggen i Belshazzars palads, som forudsagde det babyloniske riges ende og medernes og persernes komme. For denne tjeneste blev Daniel klædt i purpur, en guldkæde blev lagt om hans hals, og han blev gjort til den tredje hersker i riget.

4. Seer af syner:

Daniel var imidlertid ikke blot en tyder af andre menneskers syner. I de sidste seks kapitler har vi nedskrevet fire eller fem af hans egne syner, som alle beskæftiger sig med åbenbaringer om de store verdensrigers fremtidige historie, især i deres forhold til Guds folk, og med forudsigelser om Messiasrigets endelige sejr.

5. Embedsmand hos kongerne:

Ud over sin virksomhed som seer og tolker af tegn og drømme stod Daniel også højt i den administrative tjeneste under Nebukadnesar, Belsar og Darius Mederen, og måske også under Kyros. Daniels bog, vores eneste pålidelige kilde til oplysninger herom, fortæller ikke meget om hans civile opgaver og virke. Den siger dog, at han var øverste blandt de vise mænd, at han var ved kongens port, og at han var statholder over hele Babylon-provinsen under Nebukadnesar; at Belsar gjorde ham til tredje hersker i sit rige; og at Darius gjorde ham til en af de tre præfekter, for hvem hans hundrede og tyve satraper skulle aflægge regnskab; og at han endog ønskede at sætte ham over hele sit rige. I alle disse stillinger synes han at have ført sig trueligt og klogt.

Mens han var i Darius Medeens tjeneste, vakte han modstand hos de andre præfekter og hos satraperne. Da de ikke kunne finde fejl ved hans embedshandlinger, bevægede de kongen til at give et dekret, tilsyneladende af almindelig form og hensigt, men i virkeligheden rettet mod Daniel alene. De så, at de ikke kunne fremsætte nogen gyldig anklage mod ham, medmindre de fandt den i forbindelse med noget vedrørende hans Guds lov. De fik derfor kongen til at give et dekret om, at ingen måtte fremsætte bøn til nogen anden i tretti dage end til kongen. Daniel, som efter sin vane bad offentligt tre gange daglig, blev grebet under gerningen, anklaget, og i overensstemmelse med dekretet blev han på grund af en medisk og persisk lovs uimodsigelige karakter dømt til at kastes i et løvehul. Kongen var meget bedrøvet herover, men kunne ikke nægte straffeudførelsen. Han udtalte dog over for Daniel sin tro på, at hans Gud, på hvem han kontinuerligt stolede, ville befri ham; og således gik det også til. For om morgenen, da kongen nærmede sig hulets åbning og kaldte på ham, sagde Daniel, at Gud havde sendt sin engel og lukket løvernes munde. Således blev Daniel ført op uskadet, og på kongens befaling blev hans anklager, efter at være kastet ned i løvehuleт, ødelagt, før de nåede jorden.

LITERATUR.

Foruden de kommentarer og andre værker, der nævnes i artiklen om Daniels bog, kan værdifulde oplysninger findes hos Josefus og i Payne Smiths forelæsninger om Daniel.

R. Dick Wilson