Daniel

Gud er min dommer, eller Guds dommer.

Davids anden søn, “født ham i Hebron af Abigail fra Karmel” (1 Krøn 3,1). Han kaldes også Kil’ab (2 Sam 3,3).

En af de fire store profeter, selv om han ikke en eneste gang i Det Gamle Testamente omtales som profet. Hans liv og profetier er nedskrevet i Daniels Bog. Han stammede fra en af Judas fornemme familier (Dan 1,3) og blev sandsynligvis født i Jerusalem omkring 623 f.Kr., under Josijas regering. Ved Nebukadnesars første bortførelse af jøderne (Israels rige var ophørt næsten et århundrede tidligere), eller umiddelbart efter hans sejr over egypterne i det andet slag ved Karkemish, i Jojakims fjerde regeringsår (606 f.Kr.), blev Daniel og tre andre unge adelsmænd ført bort til Babylon sammen med en del af tempelkarene. Dér blev han tvunget til at træde i tjeneste hos kongen af Babylon, og i overensstemmelse med tidens skik fik han det kaldæiske navn Belteshazzar, dvs. “Bels fyrste” eller “Bel beskytte kongen!” Hans opholdssted i Babylon var meget sandsynligt Nebukadnesars palads, som nu identificeres med en masse uformelige høje kaldet Kasr, på flodens højre bred.

Hans oplæring i de vise mænds skoler i Babylon (Dan 1,4) skulle gøre ham egnet til tjeneste for riget. I denne periode udmærkede han sig ved sin fromhed og sin nøje overholdelse af Moseloven (1,8-16), og han vandt tillid og agtelse hos dem, der stod over ham. Den opmærksomhedsvane, han havde tilegnet sig under sin uddannelse i Jerusalem, gjorde ham snart i stand til at mestre kaldæernes visdom og lærdom og endda overgå sine jævnaldrende.

Ved afslutningen af sine tre års disciplin og oplæring i de kongelige skoler udmærkede Daniel sig ved sin dygtighed i sin tids “visdom” og blev ført ud i det offentlige liv. Han blev snart kendt for sin evne til at tyde drømme (1,17; 2,14), steg til rang af statholder over provinsen Babylon og blev “øverste for statholderne” (kald. Rab-signin) over alle Babylons vise mænd. Han gjorde Nebukadnesars drøm kendt og tydede den også; og mange år senere, da han nu var en gammel mand, midt i rædslen og bestyrtelsen på den frygtelige nat med Belshazzars ugudelige fest, blev han tilkaldt på dronningemoderens foranledning (måske Nitokris, Nebukadnesars datter) for at tyde den gådefulde skrift på væggen. Han blev belønnet med en purpurkappe og ophøjet til rang som “tredje hersker”. Pladsen som “anden hersker” blev holdt af Belshazzar, fordi han sammen med sin far, Nabonid, sad på tronen (5,16). Daniel tydede skriften, og “samme nat blev Belshazzar, kaldæernes konge, dræbt.”

Efter indtagelsen af Babylon indsatte Kyros, som nu var herre over hele Asien fra Indien til Dardanellerne, Dareios (se dette), en medisk fyrste, på tronen. I de to år, hans regering varede, beklædte Daniel embedet som den første af rigets “tre præsidenter” og stod således i praksis i spidsen for sagerne; uden tvivl interesserede han sig for udsigterne for de fangne jøder (Dan 9), som han til sidst fik den glæde at se ført tilbage til deres eget land, selv om han ikke vendte tilbage med dem, men stadig blev i Babylon. Hans trofasthed mod Gud udsatte ham for forfølgelse, og han blev kastet i en løvekule, men blev mirakuløst reddet; derefter udstedte Dareios et dekret, som påbød ærefrygt for “Daniels Gud” (6,26). Han “havde fremgang under Dareios’ regering og under perseren Kyros’ regering,” som han sandsynligvis øvede stor indflydelse på i forbindelse med det dekret, der gjorde ende på fangenskabet (536 f.Kr.).

Han fik skænket en række profetiske syner, som åbnede udsigten til en herlig fremtid for Guds folk og må have givet hans sind fred og glæde i hans alderdom, mens han blev på sin post indtil “dagenes ende.” Tidspunktet og omstændighederne ved hans død er ikke nedskrevet. Han døde sandsynligvis i Susa, omkring femogfirs år gammel.

Ezekiel, som var hans samtidige, nævner ham som et forbillede på retfærdighed (14,14.20) og visdom (28,3).