Sangere; sang

sing'-erz, sing'-ing: Sang synes ret tidligt at være blevet et fast erhverv blandt hebræerne. David havde sin trup af "syngende mænd og syngende kvinder" i Jerusalem (2 Sam 19,35), og uden tvivl føjede Salomo flere til deres antal. Es 23,16 antyder, at det ikke var ualmindeligt at høre fremmede kvindelige spillemænd af tvivlsom karakter frembringe "sød melodi" og synge sange langs Judæas gader og veje. Heller ikke templets gudsdyrkelse blev overladt til den sædvanligvis uduelige og ustadige ledelse fra amatørkorledere. De udførlige bestemmelser, der blev udarbejdet for tempelorkestrets og korets sammensætning, omtales under MUSIC (se dette). Man har udledt af Ezra 2,65, at kvinder var med blandt tempelsangerne, men det er fejlagtigt, da de musikere, der nævnes dér, tilhørte den klasse, som blev brugt ved banketter, fester osv. Tempelkoret bestod udelukkende af levitter, idet en god stemme var en væsentlig kvalifikation for et aktivt medlem af denne orden.

Om hebræernes sanglige metode ved vi intet. Wellhausen forestiller sig, at han i skildringen af et assyrisk orkester kan se en af sangerne presse sin strube sammen for at frembringe vibrato; og det er ganske muligt, at gammel og moderne orientalsk vokalbrug lignede hinanden i andre henseender såvel som i denne. Men det er omtrent alt, hvad der kan siges.

På den anden side kan vi ikke gentage for ofte, at vi slet ikke er i stand til at identificere nogen intervaller, skalaer eller melodier som værende brugt i det gamle Israel. Selv de, der hævder, at den tidlige kirke overtog de gregorianske "toner" fra synagogen, indrømmer, at det "bestemt ikke skete uden betydelige ændringer." Og der var naturligvis ikke den mindste slægtskab mellem den hebraiske og den anglikanske chant.

Se MUSIC; PRAISE; SONG; TEMPLE.

James Millar