Dan (1); Dans stamme

(dan, »dommer«; Dan).

1. Navn:

Den femte af Jakobs sønner, den første født af Bilha, Rahels tjenestekvinde, til hvem han som barnet af hendes slavinde juridisk tilhørte. Ved hans fødsel råbte Rakel, hvis barnløshed havde været en stor prøvelse for hende: »Gud har dømt mig .... og givet mig en søn«, så hun kaldte hans navn Dan, dvs. »dommer« (1 Mos 30,6). Han var fuldblodsbror til Naftali. I Jakobs velsignelse genlyder Rahels ord: »Dan skal dømme sit folk« (1 Mos 49,16). Om patriarken Dan optegnes næsten intet. Om hans sønner ved bosættelsen i Egypten nævnes kun én, Husim (1 Mos 46,23). Navnet i 4 Mos 26,42 er Suham.

2. Stammen:

Stammen stod dog på andenpladsen efter talstyrke ved afgangen fra Egypten og stillede 62.700 krigsfolk (4 Mos 1,39); ved anden optælling var de 64.400 stærke (4 Mos 26,43). Standarten for Dans lejr under ørkenvandringsmarchen, som omfattede Aser og Naftali, var på tabernakelets nordside (4 Mos 2,25; 4 Mos 10,25; jf. Jos 6,9 KJV randnote, »forsamlingshost«). Stammens fyrste var Ahiezer (4 Mos 1,12). Blandt spejderne repræsenteredes Dan af Ammiel, søn af Gemalli (4 Mos 13,12). Fra Dans stamme var Oholiab (KJV »Aholiab«) en af de vise og dygtige håndværkere, som var beskæftiget med at bygge tabernaklet (2 Mos 31,6). En, der blev stenkullet for blasfemi, var søn af en danitisk kvinde (3 Mos 24,10). Ved ceremonien med velsignelse og forbandelse stod Dan og Naftali på Ebal-bjerget, mens de øvrige Rahel-stammer stod på Garizim (5 Mos 27,13). Stammens fyrste ved landdeling var Bukki, søn af Jogli (4 Mos 34,22).

3. Territorium:

Det område, der tildeltes Dan, grænsede op til Efraims, Benjamins og Judas område og lå på bjergenes vestlige skrænter. Henvisningen i Dom 5,17: »Og Dan, hvorfor blev han tilbage i skibene?« synes at betyde, at Dan mod vest havde nået havet. Men passagen er vanskeligt at tolke. Vi får at vide, at amoriterne tvang Dans børn ind i bjergene (Dom 1,34), så de fik ikke nydt af den rigeste del af deres ideelle område, sletten mellem bjerget og havet. Josefs hus' stærke hånd holdt amoriterne som tributpligtige, men drev dem ikke ud. Senere finder vi Dan undertrykt af filistrene, mod hvem Samsons heltemodige bedrifter blev udført (Dom 14). Danitternes ekspedition, som optegnes i Dom 18, omtales i Jos 19,47 ff.

4. Daniternes tog:

Historien giver en uvurderlig indsigt i de forhold, der herskede på denne tid. Ønskende en udvidelse af deres område sendte Daniterne spejdere ud, som anbefalede et angreb på Lais, en by ved den nordlige ende af Jordandalenen. Folket, muligvis en koloni fra Sidon, var uforsigtigt i sin sande sikkerhed. Landet var stort, og der var »ingen mangel på noget, der var på jorden.« De 600 mands ekspedition, deres omgang med Mika og hans præst, deres erobring af Lais og deres grundlæggelse af et afgudsbilledskrin med præstelig betjening illustrerer den mærkelige blanding af lovløshed og overtro, som var karakteristisk for tiden. Byen, genopbygget på stedet for Lais, kaldte de Dan – se næste artikel. Måske kan 2 Krøn 2,14 forstås sådan, at Daniterne giftede sig med fønikierne. Delt mellem sin gamle sæde i syd og det nye område i nord bevarede stammen sin plads i Israel et stykke tid (1 Krøn 12,35; 1 Krøn 27,22), men den spillede ingen vigtig rolle i den efterfølgende historie.

Navnet forsvinder fra Krønikernes genealogiske lister; og det nævnes ikke blandt stammerne i Åb 7,5 ff.

Samson var den eneste store mand, som Dan frembringer, og han synes at have legemliggjort stammens ledende karaktertræk: ustabil, samvittighedsløs, voldelig, med en vis sort humor; hemmeligholdende i sine taktikker – »en slange på vejen, en hugorm på stien« (1 Mos 49,17) – men hurtig og stærk i angrebet – »en løveunge, der springer ud fra Bashan« (5 Mos 33,22).

Tillige med Abel blev Dan regnet som en by, hvor de sande skikke fra det gamle Israels tid bevaredes (2 Sam 20,18 Septuaginta).

W. Ewing