Damaskus

da-mas'-kus:

1. Navnet

2. Beliggenhed og naturlige forhold

3. Selve byen

4. Dens historie

(1) Den tidlige periode (til ca. 950 f.Kr.)

(2) Det aramæiske kongerige (ca. 950-732 f.Kr.)

(3) Mellemperioden (732 f.Kr.-650 e.Kr.)

(4) Under islam

1. Navn:

Det engelske navn er det samme som det græske Damaskos. Det hebraiske navn er Dammeseq, men den aramæiske form Darmeseq forekommer i 1 Krøn 18,5; 2 Krøn 28,5. Navnet optræder i egyptiske indskrifter som Ti-mas-ku (16. årh. f.Kr.) og Sa-ra-mas-ki (13. årh. f.Kr.), som W. M. Muller, Asien u. Europa, 227, anser for at repræsentere Ti-ra-mas-ki; ud fra »ra« i denne form konkluderer han, at Damaskus på det tidspunkt var kommet under aramæisk indflydelse. I Tell el-Amarna-brevene forekommer formerne Ti-ma-as-gi og Di-mas-ka. Det arabiske navn er Dimashk esh-Sham (»Damaskus i Syrien«), som sædvanligvis kontrasteres med blot Esh-Sham. Betydningen af navnet Damaskus er ukendt. Esh-Sham (Syrien) betyder »venstre«, i modsætning til Yemen (Arabien) = »højre«.

2. Beliggenhed og naturlige forhold:

Damaskus ligger (33 grader 30' nordlig bredde, 36 grader 18' østlig længde) i det nordvestlige hjørne af Ghuta, en frugtbar slette omkring 2.300 fod (ca. 700 m) over havets overflade, vest for Hermonbjerget. Den del af Ghuta, som ligger øst for byen, kaldes el-Merj, Damaskus’ »england«. Floden Barada (se Asana) løber gennem Damaskus og vander sletten, gennem hvilken også Nahr el-Awaj (se Parpar) løber, nogle få mil syd for byen.

Omgivet på tre sider af nøgne bakker og mod øst, den åbne side, af ørkenen gør dens velvandede og frugtbare Ghuta med dens vandløb og kilder, dens marker og frugthaver, et levende indtryk på ørkenens araber. Den arabiske litteratur er rig på lovprisninger af Damaskus, der beskrives som et jordisk paradis. Den europæiske eller amerikanske rejsende vil ofte føle, at disse lovprisninger er overdrevne, og det er måske kun i forsommeren, at de utallige frugttræers skønhed — abrikoser, granatæbler, valnødder og mange andre — retfærdiggør begejstringen. For at se Damaskus, som araberen ser den, må vi nærme os den, som han gør, fra ørkenen. Barada (Abana) er Damaskus’ livsblod. Den er indespærret i en snæver kløft indtil tæt ved byen, hvor den breder sig i mange kanaler over sletten, kun for nogle få mil længere borte at forsvinde i sumpene ved ørkenens rand; hele dens kraft bruges på at gøre et lille område mellem bakkerne og ørkenen virkelig frugtbart. Derfor er en by på dette sted uundgåelig og varig. Damaskus, næsten forsvarsløs fra et militært synspunkt, er det naturlige marked og værksted for det indre Syrien. I løbet af sin lange historie har den mere end én gang nydt og mistet politisk overhøjhed, men under alle de politiske omskiftelser er den forblevet den syriske ørkens naturlige havn.

3. Selve byen:

Damaskus ligger langs Baradas hovedløb, næsten helt på dens sydlige bred. Byen er omtrent en mile lang (øst til vest) og omkring en halv mile bred (nord til syd). På sydsiden strækker en lang forstad, der for størstedelens vedkommende består af en enkelt gade, kaldet Meidan, sig en mile ud over bymurens linje og ender ved Bawwabet Allah, »Guds port«, udgangspunktet for Haj, den årlige pilgrimsfærd til Mekka. Byen har således omtrent form som en ske med et bredt hoved, hvor Meidan er skaftet. I den græske periode løb en lang gade med søjlegange gennem byen, uden tvivl den »gade, som kaldes Lige« (ApG 9,11). Denne gade, langs hvis forløb man har fundet rester af søjler, løber mod vest fra Babesh-Sherki, »Østporten«.

En del af den kaldes stadig Derb el-Mustakim (»Lige gade«), men det er ikke sikkert, at den har båret navnet gennem alle de mellemliggende århundreder. Den løber mellem de jødiske og kristne kvarterer (henholdsvis på venstre og højre hånd, når man går mod vest) og ender i Suk el-Midhatiyeh, en basar bygget af Midhat Pasha; nord for den ligger det vigtigste muslimske kvarter, hvor citadellet og Den Store Moské findes. Husene har flade tage og er sædvanligvis bygget omkring en gårdsplads, hvor der er en fontæne. Gaderne, med undtagelse af Den Lige Gade, er for det meste smalle og krogede, men på byens vestside findes der nogle gode overdækkede basarer. Damaskus er ikke rig på oldtidsminder.

Omajade-moskeen, eller Den Store Moské, erstattede en kristen kirke, som i sin tid havde indtaget en hedensk tempelplads. Stedet var uden tvivl fra umindelige tider optaget af byens vigtigste religiøse bygning. En lille del af den gamle kristne kirke findes endnu. En del af bymuren er bevaret, med et fundament, der går tilbage til romersk tid, overbygget med arabisk arbejde. Det traditionelle sted for Paulus’ flugt (ApG 9,25; 2 Kor 11,33) og for Naamans hus (2 Kong 2) vises frem for den rejsende, men traditionerne er værdiløse.

Damaskus’ charme ligger i basarernes liv, i mangfoldigheden af typer, man kan se dér — druseren, kurderen, beduinen og mange andre — og i dens historiske forbindelser. Den har altid været en håndværks- og industriby. Vort ord »damask« vidner om dens tekstilindustris berømmelse, og »Damaskus-klingerne« fra korstogstiden var lige så berømte; og skønt Timur (Tamerlan) i 1399 ødelagde våbenhandelen ved at føre våbensmedene bort til Samarkand, er Damaskus stadig en by med travle håndværkere i stof og træ. Dens ælde kaster en romantisk fortryllelse over den. Efter en sporbar historie på femogtredive århundreder er den stadig en folkerig og blomstrende by, og på trods af jernbanens og endog den elektriske sporvogns komme bevarer den stadig Østens præg.

4. Dens historie:

(1) Den tidlige periode (til ca. 950 f.Kr.).

(2) Det aramæiske rige (ca. 950-732 f.Kr.).

Det er uklart, om Rezon selv var grundlægger af en dynasti. Han er blevet identificeret med Hezjon, fader til Tab-rimmon og bedstefader til Ben-hadad (1 Kong 15,18), men denne identifikation, selvom den er naturlig, er usikker. Ben-hadad (Biridri) er den første konge i Damaskus efter Rezon, som vi har detaljeret viden om. Splittelsen af det hebraiske rige gav aramæerne mulighed for at spille de rivaliserende hebraiske stater ud mod hinanden og skiftevis at give deres gunst til den ene og den anden. Ben-hadad blev overbevist af Asa af Juda til at modtage en stor bestikkelse eller tribut fra templets skatte og aflaste Asa ved at angribe det nordlige rige (1 Kong 15,18). Nogle år senere (ca. 880 f.Kr.) besejrede Ben-hadad (eller hans efterfølger?) Omri af Israel, annekterede flere israelitiske byer og sikrede sig ret til at have syriske "gader" (dvs. sandsynligvis en bazar for syriske handlende) i Samaria (1 Kong 20,34). Ben-hadad II (ifølge Winckler er de to Ben-hadader i virkeligheden identiske, men dette synspunkt, selvom det er kronologisk muligt, strider mod 1 Kong 20,34) var Ahabs store modstander. Hans felttog mod Israel er beskrevet i 1 Kong 20,22. Han blev først sejrrig, men blev efterfølgende to gange besejret af Ahab, og efter nederlaget ved Afek var han prisgiven erobreren, som behandlede ham med generøs skaansel og kun krævede genoprettelsen af de tabte israelitiske byer samt retten til at etablere en israelitisk bazar i Damaskus.

Da fjendskeligheder blev fornyet tre år senere, faldt Ahab ved Ramot-Gilead, og hans død befriede Ben-hadad for den eneste nabokonge, der nogensinde kunne udfordre Damaskus' overlegenhed. Yderligere lys kastes på Damaskus' historie på denne tid gennem de assyriske indskrifter. I 854 f.Kr. besejrede assyrerne en koalition af syriske og kanaanitiske stater (herunder Israel) under Ben-hadads ledelse ved Karkar. I 849 og 846 f.Kr. blev der gjort fornyede angreb på Damaskus af assyrerne, som imidlertid ikke opnåede nogen betydelig erobring. Fra denne dato til byens fald i 732 f.Kr. afhang det aramæiske riges magt af Assyriens aktivitet eller passivitet. Hazael, som myrdede Ben-hadad og fratog ham kronen ca. 844 f.Kr., blev angrebet i 842 og 839, men i de følgende tredive år gjorde Assyrien ingen yderligere fremskridt mod vest. Hazael kunne hellige al sin energi til sine vestlige naboer, og Israel led alvorligt under hans hånd. I 803 blev Mari' af Damaskus, som sandsynligvis er identisk med Ben-hadad af 2 Kong 13,3, Hazaels søn, gjort vasalstat under Ramman-nirari III af Assyrien. Dette slag svækkede Aram og gav Jeroboam II af Israel mulighed for at hævne de nederlag, som hans land havde lidt under Hazael. I 773 invaderede Assyrien atter Damaskus' område.

Tiglat-Pilesar III (745-727 f.Kr.) skubbede energisk mod vest, og i 738 betalte Rezin af Damaskus tribut. Et år eller to senere gjorde han opstand og forsøgte i forening med Pekah af Israel at tvinge Juda til at slutte sig til et anti-assyrisk forbund (2 Kong 15,37; 2 Kong 16,5; 2 Kong 16,7)). Hans straf var hurtig og afgørende. I 734 avancerede assyrerne og belejrede Damaskus, som faldt i 732. Rezin blev henrettet, hans rige blev væltet, og byen led den skæbne, som få år senere ramte Samaria.

(3) Mellemperioden (ca. 732 f.Kr.-650 e.Kr.).

Damaskus havde nu mistet sin politiske betydning, og i mere end to århundreder har vi kun en eller to ubetydelige henvisninger til byen. Den nævnes i en indskrift af Sargon (722-705 f.Kr.) som deltagende i et mislykket oprør sammen med Hamat og Arpad. Der er tilfældige henvisninger til den i Jer 49,23 ff. og Ez 27,18; Ez 47,16 ff. I den persiske periode var Damaskus, om end ikke politisk af stor betydning, en velstående by. Det persiske riges omstyrtelse ved Alexander blev snart fulgt (301 f.Kr.) af oprettelsen af det seleukidiske kongerige Syrien, med Antiokia som hovedstad, og Damaskus mistede sin stilling som Syriens vigtigste by. Tyngdepunktet blev flyttet mod havet, og Levantens søhandel blev vigtigere end Damaskus' handel med det indre land. I 111 f.Kr. blev det syriske kongerige delt, og Antiochos Kyzikenos blev konge over Koilesyrien, med Damaskus som hovedstad. Hans efterfølgere, Demetrios Eukairos og Antiochos Dionysos, havde urolige regeringsperioder, idet de blev indviklet i indre konflikter og i krige med partherne, med Alexander Jannæus af Judæa og med Aretas nabatæeren, som fik herredømmet over Damaskus i 85 f.Kr. Tigranes, konge af Armenien, holdt Syrien i nogle år efter denne dato, men blev besejret af romerne, og i 64 f.Kr. annekterede Pompejus endelig landet.

Damaskus' stilling i det første halvandet århundrede af romersk styre i Syrien er uklar. En tid var byen på romerske hænder, og fra 31 f.Kr. til 33 e.Kr. bærer dens mønter navnene Augustus eller Tiberius. Senere var den igen på nabatæernes hænder og blev styret af en ethnark, eller statholder, udnævnt af Aretas, den nabatæiske konge. Denne ethnark indtog en fjendtlig holdning til Paulus (2 Kor 11,32). Senere, på Neros tid, blev den igen en romersk by. I kristendommens tidlige historie spillede Damaskus, sammenlignet med Antiokia, en meget mindre rolle. Men den er mindeværdig i kristen historie på grund af sin forbindelse med Paulus' omvendelse og som stedet for hans tidligste kristne forkyndelse (ApG 9,1-25). Alle Det Nye Testamentes henvisninger til byen vedrører denne begivenhed (ApG 9,1; ApG 22,5-11; ApG 26,12; ApG 26,20; 2 Kor 11,32; Gal 1,17). Senere, under den tidlige byzantinske kejser, fortsatte Damaskus, skønt vigtig som en civilisationens forpost ved ørkenens rand, med at stå tilbage for Antiokia både politisk og kirkeligt. Det var først ved den arabiske erobring (634 e.Kr.), da den gik ud af kristne hænder og vendte tilbage til ørkenen, at den endnu en gang blev en egentlig hovedstad.

(4) Under islam.

Damaskus har nu været en muslimsk by, eller rettere en by under muslimsk styre, i næsten tretten århundreder. I omkring et århundrede efter 650 e.Kr. var den sæde for de umayyadiske kaliffer og nød en fremtrædende stilling i den muslimske verden. Senere blev den fortrængt af Bagdad, og i det 10. århundrede kom den under fatimidernes herredømme i Egypten. Hen imod slutningen af det 11. århundrede trængte seldsjuktyrkerne ind i Syrien og indtog Damaskus. I korstogenes periode spillede byen, selv om den aldrig var af afgørende betydning, en betydelig rolle og var en tid Saladins hovedkvarter. I 1300 blev den plyndret af tatarerne, og i 1399 aftvang Timur den en enorm løsesum og bortførte dens berømte våbensmede, hvorved han berøvede den en af dens vigtigste industrier. Til sidst, i 1516 e.Kr., erobrede de osmanniske tyrkere under sultan Selim Syrien, og Damaskus blev, og er stadig, hovedstad i en provins i Det Osmanniske Rige.

C. H. Thomson