Bacchus

bak'-us Dionusos; senere Bakchos, Bacchusfesten; Dionusia: Vinens gud. Dyrkelsen af ham havde bredt sig over hele den græske og romerske verden århundreder før den kristne tidsregning og var udartet til et orgie af drukkenskab og unævnelig umoral, muligvis under indflydelse af orientalsk Ba’al-dyrkelse, sådan som de hebraiske profeter fordømte den. Man har formodet, at Dionysos oprindelig ikke var en græsk, men en orientalsk guddom. Dyrkelsen af ham var blevet indført i Egypten, måske af ptolemæerne, og Ptolemaios Filopator (222-204 f.Kr.) havde brændemærket jøderne dér med hans emblem, vedbendens tegn. Da Antiokus Epifanes rettede sit angreb mod Jerusalem i året 168 f.Kr., besluttede han at udrydde dyrkelsen af Jahve, som han erkendte var styrken i den jødiske modstand, og at erstatte den med græsk religion. Al dyrkelse af Jahve og overholdelse af jødiske ritualer, såsom sabbatten og omskærelsen, blev forbudt. Hedensk gudsdyrkelse blev indført over hele Judæa, og i templet i Jerusalem blev der på brændofferalteret rejst et alter for Jupiter, “den ødelæggende vederstyggelighed” (Dan 11,31), og en gris blev ofret på det (se ødelæggelsens vederstyggelighed). De umoralske skikke, der i de dage var forbundet med hedensk gudsdyrkelse, fik fodfæste i templet. Da denne Bacchusfest (Dionysos) med al dens løssluppenhed kom, blev jøderne tvunget til at gå i procession til ære for Bacchus (Dionysos), iført kranse af vedbend, gudens emblem (2 Makk 6,7). Nogle år senere, da dyrkelsen af Jahve var blevet genoprettet, truede Nikanor, Demetrios I’s hærfører, under krigen mod Judas Makkabæus præsterne med, at hvis de ikke udleverede Judas som fange, “ville han jævne Guds tempel med jorden, nedbryde alteret og dér opføre et tempel for Bacchus (Dionysos), så alle kunne se det” (2 Makk 14,33).

Se Dionysia.

LITTERATUR.

Cheyne, artikel “Bacchus,” EB; Kent, History of the Jewish People, I, 328-29; Josephus, Ant, XII, v, 4.

T. Rees