Glæde

joi (simchah; chara):

1. Udtryk:

Tanken om glæde udtrykkes i Det Gamle Testamente med en rigdom af synonyme udtryk, som ikke let kan skelnes fra hinanden. Det almindeligste er simchah (1 Sam 18,6 osv.), der i engelske bibeloversættelser gengives på forskellig måde med "joy", "gladness", "mirth"; fra sameah, egentlig "at være lys", "at skinne" (Ordsp 13,9, "De retfærdiges lys glæder sig", bogstaveligt: "er lyst"), men som regel brugt billedligt: "at glæde sig", "være glad" (3 Mos 23,40 og meget hyppigt).

Andre substantiver er masos og sason, begge fra sus, egentlig "at springe", "hoppe", deraf "juble", "glæde sig"; rinnah, "råb", "glæde"; gil, fra verbet gil eller gul, "at gå i en cirkel", deraf "blive ophidset" (danse rundt af glæde), "glæde sig". I Det Nye Testamente er de langt almindeligste chara, "glæde", chairo, "at glæde sig" (sammenlign charis, "nåde"). Men vi har også agalliasis, som udtrykker "overstrømmende glæde", "jubel" (ikke brugt i klassisk græsk, men ofte i Septuaginta; i Det Nye Testamente, Luk 1,14; Luk 1,44; ApG 2,46; Jud 1,24; Hebr 1,9), og det tilsvarende verbum agalliaoo (-aomai), "at juble", "glæde sig overmåde" (Matt 5,12 osv.). I engelske bibeloversættelser har vi undertiden "to joy" (nu forældet som verbum), brugt intransitivt = "at glæde sig" (Hab 3,18; 2 Kor 7,13 osv.).

2. I Det Gamle Testamente:

Foruden glæde i almindelig forstand, som sindets svar på enhver behagelig begivenhed eller tilstand (1 Kong 1,40; Est 8,17 osv.), omtales glæde som en religiøs følelse meget hyppigt i Det Gamle Testamente. Religion forstås som noget, der berører følelseslivets dybeste kilder, herunder følelsen af jublende glæde, som ofte finder ydre udtryk i handlinger som at springe, råbe og synge. Glæde fremstilles gentagne gange som det naturlige resultat af fællesskab med Gud. "I dit nærvær er der fylde af glæde; ved din højre hånd er der herligheder for evigt" (Sl 16,11; sammenlign 16,8.9). Gud er på én gang kilden til (Sl 4,7; Sl 51,12) og genstanden for (Sl 35,9; Es 29,19) religiøs glæde. Udtrykket "glæd jer (vær glade) i Jahve" og lignende udtryk forekommer hyppigt (f.eks. Sl 97,12; Sl 149,2; Es 61,10; Zak 10,7). Mange sider af den guddommelige karakter fremkalder denne følelse, såsom hans kærlige godhed (Sl 21,6; Sl 21,7; Sl 31,7), hans frelse (Sl 21,1; Es 25,9; Hab 3,18), hans love og forskrifter (Salme 12; 119 passim), hans domme (Sl 48,11), hans trøstende ord i mørke dage (Jer 15,15; Jer 15,16). Den grundlæggende kendsgerning, at Gud er suveræn, og at den guddommelige verdensstyrelse er retfærdig, giver de fromme en glædesfyldt følelse af tryghed i livet (Sl 93,1; Sl 96,10; Sl 97,1), som bryder frem i lovsange, hvor selv den livløse natur poetisk opfordres til at tage del (Sl 96,11-13; Sl 98,4-9). Hos dem, der havde sådanne opfattelser af Gud, var det naturligt, at gudstjenesten skulle fremkalde en glædesfyldt ånd ("Jeg vil ofre glædesofre i hans tabernakel", Sl 27,6; sammenlign 1 Krøn 29,9), en ånd, der viser sig rigt i de jublende råb, hvormed religiøse højtider blev fejret, og i trompetlyden, som ledsagede visse ofre (2 Sam 6,15; Sl 33,1-3; 4 Mos 10,10; 2 Krøn 29,27), og især i salmer med lovprisning, taksigelse og tilbedelse (Salmerne 47; 81; 100 osv.). "Glæd jer for Jahve jeres Guds ansigt" er en ofte gentaget vending i Femte Mosebog med henvisning til offermåltidet (f.eks. 12,12). Men glæde er en guddommelig såvel som en menneskelig følelse; for Gud selv fremstilles i Det Gamle Testamente ikke som et stift, upåvirkeligt væsen, men som modtagelig for lyst og smerte. Gud kan tænkes som en, der "glæder sig over sine værker" (Sl 104,31; sammenlign 1 Mos 1,31), og over sit folk "til det gode" (5 Mos 30,9). "Han vil glæde sig over dig (Zion) med glæde; han vil hvile i sin kærlighed; han vil juble over dig med sang" (Zak 3,17). Sådanne ophøjede og levende antropomorfismer er en nærmere tilnærmelse til sandheden end den abstrakte lære om Guds upåvirkelighed, som på grund af platoniske påvirkninger dominerede teologien i de tidlige kristne århundreder.

3. I Det Nye Testamente:

Glædens element i religionen er endnu mere fremtrædende i Det Nye Testamente. Den er den passende respons fra den troende på det »gode budskab om stor glæde«, som udgør evangeliet (Luk 2,10). I de fire evangelier, især Lukas, er dette element iøjnefaldende. Det ses i lovsangene i Luk 1 og 2. Det bliver både eksemplificeret i Jesu liv og karakter og fremsat i hans undervisning. Der er mange antydninger af, at trods de dybe elementer af sorg og tragedie i hans liv var hans sædvanlige fremtræden glad og frydefuld, bestemt ikke dyster eller asketisk: såsom hans beskrivelse af sig selv som brudgom, da han forsvarede sine disciple for ikke at faste (Mark 2,18-20); det faktum, at han kom »spisende og drikkende«, hvilket gav anledning til anklagen om, at han var »en frådser og en vindranker« (Matt 11,19); hans »fryd i Helligånden« (Luk 10,21); det faktum, at hans nærvær viste sig at passe naturligt ind ved selskabelige festligheder (Mark 14,3; Luk 14,1; Joh 12,1) og ved brylluppet i Kana (Joh 2,1); hans omtale af »min glæde« (Joh 15,11; Joh 17,13). Hans undervisning med henblik på hans efterfølgere stemmer overens med dette. De kristne dyder giver dem, som opnår dem, ikke blot salighed, en rolig og fattet tilstand af lykke (Matt 5,3-11), men også en mere overstrømmende glædestilstand, som står i skarp kontrast til hyklernes »bedrøvede ansigt« (Matt 6,16) (»Glæd jer, og jubl højt«, Matt 5,12). Denne ånd afspejles i mange af lignelserne. Opdagelsen af livets sande skat bringer glæde (Matt 13,44). De tre lignelser i Luk 15 åbenbarer glæden i det guddommelige hjerte selv over synderes omvendelse (se især 15,5-7.9.10.22-24.32). Lignelsen om talenterne lægger vægt på »Herrens glæde«, som er belønningen for trofasthed (Matt 25,21; Matt 25,23). Jesus giver sine efterfølgere ikke blot fred (Joh 14,27; Joh 16,33), men del i sin egen glædes fylde (Joh 15,11; Joh 16,24; Joh 17,13), en glæde som er varig, i modsætning til sorgen, som er forbigående (Joh 16,22). I de mørke dage af skuffelse, som fulgte efter korsfæstelsen, kom disciplenes glæde i skygge, men ved opstandelsen (Luk 24,41) og endnu mere på pinsedagen trådte den frem i lyset, og derefter forblev den et markant kendetegn ved den tidlige kirke (ApG 2,46; ApG 8,39; ApG 13,52; ApG 15,3). Paulus taler om glæde som en af Åndens frugter (Gal 5,22) og om »glæde i Helligånden« som et væsentligt kendetegn på Guds rige (Rom 14,17). Denne glæde er forbundet med tro (Fil 1,25), håb (Rom 5,2; Rom 12,12), broderligt fællesskab og medfølelse (Rom 12,15; 2 Kor 7,13; Fil 2,1). At glæde sig i Herren påbydes som en kristen pligt (Fil 3,1; Fil 4,4; jf. 2,17 f; 1 Thess 5,16). I Kristus »glæder den kristne sig med uudsigelig og herliggjort glæde« (1 Pet 1,8), på trods af sine midlertidige trængsler (1 Pet 1,6). Kristen glæde er ikke blot munterhed, der ikke kender til mørke, men er resultatet af troens sejr over ugunstige og prøvende omstændigheder, som, i stedet for at hindre den, faktisk forøger den (ApG 5,41; Rom 5,3 f; Jak 1,2; Jak 1,12; Jak 5,11; 1 Pet 4,13; jf. Matt 5,11; Matt 5,12). Selv vor Herre selv »udholdt korset for den glæde, der lå foran ham, og foragtede skammen« (Hebr 12,2).

D. Miall Edwards