Triumf

tri'-umf (thriambeuo, "at føre i triumf"): Ordet bruges af Paulus til at udtrykke en tanke, der var meget velkendt i oldtiden og for menighederne i Korinth og Kolossæ: "Men tak være Gud, som altid fører os i triumf i Kristus" (2 Kor 2,14); "Da han havde afvæbnet magterne og myndighederne, stillede han dem offentligt til skue og triumferede over dem i det" (Kol 2,15).

En triumf i Rom var en storslået procession til ære for en sejrrig general og den højeste militære udmærkelse, han kunne opnå. Den blev kun bevilget af senatet til en, der havde beklædt embedet som diktator, konsul eller prætor, og efter en afgørende sejr ved den fuldstændige undertvingelse af en provins. I en romersk triumf drog den sejrrige general ind i byen i en vogn trukket af fire heste. Han var kronet med laurbær og havde et scepter i den ene hånd og en laurbærgren i den anden. Foran ham gik senatet og embedsmændene, musikere, byttet fra hans sejr og fangerne i lænker; og efter ham fulgte hans hær til fods, i marchorden. Processionen bevægede sig således frem ad Via Sacra til Capitol, hvor en tyr blev ofret til Jupiter, og laurbærkransen blev lagt i gudens skød. Under triumfindtoget brændte præsterne røgelse, og heraf kommer apostlens henvisning: "For vi er en Kristi velduft for Gud blandt dem, der frelses, og blandt dem, der går fortabt; for den ene en duft fra død til død, for den anden en duft fra liv til liv" (2 Kor 2,15; 2 Kor 2,16). Den røgelse, som for sejrherren var hans triumfs "duft", ville for de elendige fanger være "duften", eller varslet, om en hastigt nærmende død i den romerske arena eller i Tullianums fugtige hvælvinger. Således ville den apostolske evangelieforkyndelses "røgelse", eller indflydelse, for den troende være forsikringen om forløsning gennem Kristus og for den vantro forsikringen om åndelig død.

Efter Antonius' selvmord i Alexandria (30 f.Kr.) lykkedes det Augustus Cæsar at få Kleopatra i sin magt. Hun havde håbet at underlægge sig ham ved sin charme, men uden held. Da hun vidste, at hun var dømt, oprørtes hun ved tanken om at blive ført i triumf til Rom og tog, som traditionen fortæller, sit eget liv ved at lade en asp hugorm bide sig, idet hun sagde: "Jeg vil ikke føres i triumf"; se Shakespeares Antony and Cleopatra, V, ii:

"Vil han da føre mig i triumf? ....

Du, en egyptisk dukke, skal vises frem

i Rom såvel som jeg: håndværksslaver,

med fedtede forklæder, linealer og hamre, skal

løfte os op til beskuelse. ....

Arthur Walwyn Evans