Enbåren

on'-li be-got-'-'n (monogenes): Selv om de engelske ord kun findes 6 gange i Det Nye Testamente, forekommer det græske ord 9 gange og ofte i Septuaginta. Det bruges bogstaveligt om et eneste barn: "hans mors eneste søn" (Luk 7,12); "en eneste datter" (Luk 8,42); "mit eneste barn" (Luk 9,38); "Isak .... hans enbårne" (Hebr 11,17). Alle andre steder i Det Nye Testamente henviser det til Jesus Kristus som "Guds enbårne Søn" (Joh 1,14; Joh 1,18; Joh 3,16; Joh 3,18; Joh 3,1). Også i disse passager kunne det oversættes som "Guds eneste søn"; for vægten synes at ligge på hans eneståendehed snarere end på hans sønneforhold, selv om begge tanker bestemt er til stede. Han er Guds søn i en betydning, som ingen andre er det. "Monogenes beskriver Sønnens absolut enestående forhold til Faderen i hans guddommelige natur; prototokos beskriver den opstandne Kristus' forhold i hans herliggjorte menneskelighed til mennesket" (Westcott til Hebr 1,6). Kristi eneståendehed, sådan som den fremtræder i ovennævnte passager, består af to ting:

(a) Han åbenbarer Faderen: "Intet menneske har nogen sinde set Gud; den enbårne Søn, som er i Faderens favn, han har forklaret ham" (Joh 1,18). Mennesker ser derfor hans herlighed, "herlighed som den enbårnes fra Faderen" (1,14).

(b) Han er frelsens mellemmand: "Gud har sendt sin enbårne Søn til verden, for at vi skulle leve ved ham" (1 Joh 4,9; Joh 3,16); "Den, der ikke tror (på ham), er allerede dømt" (Joh 3,18). Andre elementer i hans eneståendehed kan samles fra andre passager, såsom hans syndfrihed, hans myndighed til at tilgive synder, hans ubrudte fællesskab med Faderen og hans enestående kundskab om ham. At sige, at det er en eneståendehed i natur eller væsen, fører ikke tanken videre, for disse udtryk behøver stadig definition, og de kan kun defineres ud fra hans moralske bevidsthed, hans åbenbaring af Gud og især hans inderlige forening som Søn med Faderen.

Se også avlet; Kristi person; Guds Søn.

Læsemåden "Gud enbåren" i Joh 1,18 i Revised Version-randnoten har ganske vist stærk tekstlig støtte, men er usandsynlig og kan udmærket forklares som skyldig ortodoks iver i modsætning til adoptionismen. Se Grimm-Thayer, Lexicon; Westcott, på stedet

T. Rees