Isak

i'-zak:oIT- (CS:HebrewIT+`iruIT-/CS): Kalebs ældste søn (1 Krøn 4,15); skal sandsynligvis læses Ir, idet stavelsen "-u" er konjunktionen "og", som hører til det følgende ord.

I. NAVN

1. Rod, former, analogier

2. Betydning

II. FAMILIE OG SLÆGT

1. Fødsel og plads i familien

2. Forhold til den religiøse førstefødselsret

3. Ægteskabets betydning

III. LIVSHISTORIE

1. Før ægteskabet

2. Efter ægteskabet

IV. BIBELSKE HENVISNINGER

1. I Det Gamle Testamente

2. I Det Nye Testamente

V. ANDRE OPFATTELSER END DEN HISTORISKE

I. Navn.

1. Rod, former og analogier:

Dette navn har den dobbelte stavemåde, yitschaq og yitschaq (Isaak), svarende til de to former, hvori roden med betydningen "at le" forekommer – en rod, der findes gennem næsten alle de semitiske sprog. På hebraisk har både tsachaq og sachaq deres beslægtede navneord og betyder i den simple stamme "at le", i den intensive stamme "at spøge, lege, danse, kærtegne" og lignende. Navneordet yitshar, der betyder "frisk olie", fra en rod tsahar ("at være lys, iøjnefaldende"), viser, at navneord kan dannes præcis efter modellen yitschaq, som i så fald ville betyde "den leende" eller noget lignende. Alligevel hævder Barth (Die Nominalbildung in den semitischen Sprachen, 154, b og c), at alle egennavne, der begynder med yodh foran roden, i virkeligheden er rene imperfekter, dvs. verbalformer med et subjekt, som må underforstås, hvis det ikke faktisk er til stede. Derfor ville Isak betyde "ler": enten ubestemt, "man ler", eller "han ler", nemlig den, der underforstås som subjekt. Der findes omkring 50 hebraiske navne, som har en lignende form uden ledsagende subjekt. Af disse er rodens betydning undertiden ganske uklar, undertiden passer den til ethvert tænkeligt subjekt. Hvert enkelt er et problem for sig; ved fortolkningen af et af dem er der kun ringe hjælp at hente ved sammenligning med de andre.

2. Betydning:

Hvilket subjekt skal da underforstås ved dette imperfektum-verbum yitschaq? Eller skal der slet ikke indsættes noget bestemt subjekt?

(1) 'El, Gud, kan indsættes: "Gud ler." Et sådant udtryk kunne forstås om den guddommelige velvilje eller om den frygtelige hånlatter over hans fjender (Sl 2,4) eller, eufemistisk, om den guddommelige vrede, det "frygtelige blik", som hos Molok osv. (således Meyer, Israeliten und ihre Nachbarstdmme, 255).

(2) En eller anden menneskelig person: "han ler." Således for eksempel han selv, nemlig barnet, der får navnet; eller faderen; eller broderen (ikke moderen, hvilket ville kræve titschaq). I lyset af disse muligheder vender vi os nu til beretningerne om Isaks fødsel og livsløb og finder følgende subjekter antydet:

(a) faderen, 1 Mos 17,17;

(b) ubestemt, "man ler" (ikke "hun ler", se ovenfor), 1 Mos 18,12-15; 1 Mos 21,6; (c) broderen, 1 Mos 21,9; (d) han selv, 1 Mos 26,8. Af disse steder viser de sidste to verbet i den intensive stamme med betydningen

(c) "spotter" (?), og

(d) "kæler/leger".

Vi finder det samme verbum i disse betydninger i 1 Mos 19,14 og 39,14.17, i fortællingerne om Lot og om Josef, og det er muligt, at det også her i fortællingen om Isak ikke har mere forbindelse med navnet Isak, end det dér har med navnene Lot og Josef. Hvordan dette end forholder sig, er der tydeligvis én fortolkning af navnet Isak, som er påkrævet i to af passagerne og passer lige godt i dem alle, nemlig den med det ubestemte subjekt: "man ler." En overvejelse af de kilder, som disse passager hver især henføres til af dokumenthypotesen, tjener kun til at bekræfte dette resultat.

II. Familie og slægt.

De to ting i Isaks liv, som anses for værdige til udførlig behandling i den hellige beretning, er hans fødsel og hans ægteskab. Hans betydning samler sig faktisk om hans videreførelse af det, der gik forud for ham, til det, der kom efter ham. Derfor er hans stilling i sin fars familie, hans forhold til dens største skat, den religiøse førstefødselsret, og hans ægteskab med Rebekka de emner, der kræver særlig opmærksomhed i denne sammenhæng.

1. Fødsel og plads i familien:

Isaks fødsel fremstilles som særlig i disse henseender: hans forældres alder, hans slægtslinjes renhed og de særlige guddommelige løfter, der ledsager den. Det, der i Abrahams liv markeres ved det guddommelige "kald" bort fra hans fars hus, og det, der i Jakobs liv frembringes gennem en række forsynets indgreb, synes i Isaks tilfælde at blive hans ved fødslen. Hans mor, som ikke blot er af samme stamme som Abraham, men faktisk hans halvsøster, er den lovlige hustru. Som hendes afkom er Isak efter de arvelove, der var anerkendt i deres hjemland, kvalificeret til at blive sin fars arving. Men Ismael har efter disse love et tilsvarende gyldigt krav (se ABRAHAM, iv, 2), og det er kun ved udtrykkelig befaling, at Abraham ledes til at opgive det, der tilsyneladende både var skik og personlig forkærlighed, til at "drive trælkvinden og hendes søn ud" og til at samtykke i ordningen om, at "i Isak skal dit afkom kaldes."

2. Forhold til den religiøse førstefødselsret:

Men Isaks førstefødselsret var af uendeligt større betydning end førstefødselsretten i familien hos nogen anden velhavende mand på den tid. Hele den grænseløse velsignelse, som Abraham drog ud med under Guds ledelse, blev lovet ikke blot ham, men også hans "afkom"; den var grænseløs i tid såvel som i omfang. At arve den var for Isak af større betydning end at arve et hvilket som helst antal tjenere, hjorde eller brønde, som hans far havde erhvervet. En fornemmelse for disse relative værdier synes at have været en del af Isaks åndelige udrustning, og dette, mere end noget andet der fortælles om ham, gør ham til en tiltalende skikkelse på Første Mosebogs sider.

3. Ægteskabets betydning:

At der skulle oprejses et »afkom«, som skulle være bærere af disse løfter, var det vigtigste anliggende i Isaks liv. Ikke ved ægteskab med kana’anæerne, som han levede iblandt, men ved ægteskab med en af hans eget folk, i hvem den udvalgte Guds families adskilthed skulle være lige så synligt legemliggjort som i ham selv – således skulle Isak først og fremmest give arven efter den guddommelige velsignelse videre til en slægt, der var lige så ren som hans egen. Rebekka træder ind i Isaks telt som én, der lige så sandt er udvalgt af Gud, som Abraham selv var det.

III. Livsfortælling.

Før hans ægteskab er Isaks liv en del af fortællingen om Abraham; efter hans ægteskab går det op i fortællingen om hans børn. Det er derfor praktisk at lade hans ægteskab være skillelinjen i beretningen om hans livsløb.

1. Før ægteskabet:

Et barn, hvis komme blev bebudet ved så markante tegn på guddommelig gunst som Isaks, ville, selv bortset fra andre særlige hensyn, være et velkomment og æret medlem af patriarkens husstand. Pagtstegnet, omskærelsen (som Isak var den første til at modtage i den foreskrevne alder af 8 dage), den store fest ved hans fravænning og Ismaels udelukkelse fra arven til fordel for ham er alle tegn på den enestående stilling, som dette barn havde, og de forbereder læseren på at forstå dybden af de følelser, der er forbundet med ofringen af Isak, hvis fortælling følger derefter. Isaks alder på tidspunktet for denne begivenhed oplyses ikke, men den kendsgerning, at han er i stand til at bære brændet til offeret, viser, at han sandsynligvis havde nået sin fulde vækst. Det ene spørgsmål, han stiller sin far, og hans ellers ubrudte tavshed virker sammen om at fremstille ham i et gunstigt lys som eftertænksom, føjelig og tillidsfuld. Den guddommelige indgriben for at frelse drengen, der således var viet til Gud, gør ham på ny til bæreren af pagtens løfte og retfærdiggør dets udtrykkelige fornyelse ved denne lejlighed. Fra dette punkt og fremefter har Isaks biograf tydeligvis hans ægteskab for øje, for de to oplysninger, der går forud for det lange 24. kapitel, hvor Rebekkas udvælgelse og ankomst fortælles, er for det første den korte genealogiske passage, der oplyser læseren om udviklingen i Nakors familie netop frem til Rebekka, og for det andet kapitlet, der fortæller om Saras død og begravelse – en begivenhed, der tydeligt i alles tanker er forbundet med Isaks ægteskab (se 1 Mos 24,3; 1 Mos 24,16; 1 Mos 24,67). Den guddommelige interesse i valget af hende, der skulle være mor til det lovede afkom, er tydelig i hver linje af kapitlet, der dramatiserer Isaks og Rebekkas trolovelse. Deres første møde beskrives ved kapitlets afslutning med den ømme interesse for en sådan scene, som er naturlig for enhver efterkommer af parret, og Isak skildres som en mand med et eftertænksomt sind (1 Mos 24,63) og et kærligt hjerte (1 Mos 24,67).

2. Efter ægteskabet:

Afsendelsen af Abrahams medhustruers sønner til »Østlandet« forbindes med oplysningen om, at Isak arvede alt, hvad Abraham havde; dog er det blevet bemærket, at Abraham, ud over at forsyne dem med gaver, gjorde dem endnu en velgerning ved således at frigøre dem fra fortsat underordning under Isak, klanens kommende overhoved. Efter Abrahams død får vi udtrykkeligt at vide, at Gud »velsignede hans søn Isak« i opfyldelse af det tidligere løfte. Afsnittet med titlen »Isaks toledhoth (slægter)« strækker sig fra 1 Mos 25,19 til 35,29. Ved begyndelsen af dette bor Isak ved Beer-Lahaj-Ro’i (25,11), derefter i Gerar (26,1.6) og »Gerars dal« (26,17), derpå i Be’ersheba (26,23; 28,10), alle lokaliteter i Negeb eller »Sydlandet«. Men efter den lange beretning om Jakobs og hans families skæbne, der strækker sig over mange år, finder vi ved dens slutning Isak boende dér, hvor hans far Abraham havde boet, i Hebron.

I 20 år forblev Isak og Rebekka barnløse; det var først på Isaks bøn, at Gud gav dem deres tvillingesønner. En hungersnød var det sædvanlige signal til udvandring til Egypten (sammenlign 1 Mos 12,10; 1 Mos 42,2); og Isak synes også at have været på vej dertil af samme grund, da han i Gerar af Gud får forbud mod at fortsætte, og der findes her anledning til at forny pagtens løfte til ham om hans arv: land, efterkommere, ære og det guddommelige nærvær (1 Mos 26,1-4).

Men Isak havde også modtaget traditioner af en anden art fra sin far; heller ikke han tøvede med at sige til mændene i Gerar, at hans hustru var hans søster, med samme hensigt om at redde sit eget liv, men uden den samme faktiske begrundelse som i tilfældet med Abrahams tidligere list. Alligevel var hverken Gerars konges opdagelse af denne dobbelthed eller gentagne stridigheder om vand i det tørre land nok til at bringe Isaks stilling blandt de fastboende indbyggere i fare, for hans store husstand og betydelige ressourcer gjorde ham til en værdifuld ven og en farlig fjende.

Den favorisering, som Isak viste den ene søn og Rebekka den anden, kulminerede i den smertefulde scene, da den faderlige velsignelse ved list blev opnået for Jakob, og i Jakobs efterfølgende tvungne fravær fra sit forældrehjem. Esau gav heller ingen trøst til sin far og mor, og inden længe trak også han sig tilbage fra sin fars klan. Brødrenes senere forsoning gjorde det muligt for dem til sidst at forenes om at vise Isak den sidste ære ved hans død. Isak blev begravet i Hebron, hvor hans forældre var blevet begravet (1 Mos 49,31), og hvor hans gravsted stadig æres.

IV. Bibelske henvisninger.

Der er en stor kontrast mellem Abraham og Jakob på den ene side og Isak på den anden med hensyn til deres fremtrædende plads i litteraturen hos det folk, der førte sin afstamning tilbage til dem. Ganske vist indtager Isak, når patriarkerne skal nævnes som gruppe, sin plads i den faste formel »Abraham, Isak og Jakob« eller »Israel« (således 23 gange i Det Gamle Testamente, 7 gange i Det Nye Testamente).

1. I Det Gamle Testamente:

Men bortset fra denne formel omtales Isak i Det Gamle Testamente kun på følgende måde. I Jakobs levetid forbindes Abrahams og Isaks navne gentagne gange på samme måde, som alle tre siden forbindes: de udgør for den tidsalder pagtens dynasti. Men flere gange kalder Jakob Jahve for Isaks Gud (eller Isaks Frygt; se nedenfor), fordi Isak er hans egen umiddelbare forgænger i denne kæde af troende. Isak kaldes Guds »gave« til Abraham i Josvas afskedstale, ligesom Jakob og Esau kaldes Guds »gaver« til Isak (Jos 24,3 f.; jf. Koranen, sura 6 84). »Isaks hus« bruges af Amos som et parallelt udtryk for »Israel«, og »Isaks offerhøje« for »Israels helligdomme« (Am 7,16; Am 7,9), på samme måde som »Jakob« ofte bruges andre steder Septuaginta i Am 7,16 læser »Jakob«). Andre henvisninger til Isak er ganske enkelt til ham som sin fars søn eller sine børns far.

2. I Det Nye Testamente:

Han står stærkere i Det Nye Testamente. For ud over de genealogiske henvisninger mindes Isaks betydning som den første, der modtog omskærelsen på den 8. dag (ApG 7,8); hans stilling som den første af den udvalgte sæd fremstilles (Rom 9,7); det bemærkes, at han avlede to sønner, der var så forskellige i deres forhold til løftet som Esau og Jakob (Rom 9,10); de forhold, at han var arving til løftet, et barn født i høj alder og, skønt kun én, far til et utalligt afkom, betones i Hebr (11,9-12), som også finder den dybere betydning i hans ofring og tilbagegivelse til hans far (11,17-19; jf. Jak 2,21); og i samme sammenhæng bemærkes den tro på Gud, der ligger i Isaks velsignelse af sine sønner. Men Isak får mere opmærksomhed end noget andet sted i det berømte afsnit i Gal (4,21-31), hvor Paulus bruger Isak og hans mor som allegoriske fremstillinger af kristne, der retfærdiggøres ved tro på Guds løfte og er de fribårne arvinger til hele den åndelige arv, som ligger i dette løfte. Selv Isaks forfølgelse fra Ismaels side har sit modstykke i den holdning, som fjenderne af Paulus' evangelium indtog over for ham, hans læresætninger og hans omvendte.

V. Andre syn end det historiske.

Filon, den fremmeste allegoriserende fortolker af de bibelske fortællinger, har ikke meget at sige om Isak, som han kalder »den selvoplærte natur«. Men moderne kritikere har opløst hans personlighed ved at fremstille ham som personifikationen af en etnisk gruppe. »Hele Israel,« skriver Wellhausen (Prol., 6. udgave, 316), »grupperes sammen med Edoms folk under det gamle navn Isak (Am 7,9; Am 7,16) .... stoffet her er ikke mytisk (som i 1 Mos 1-11), men nationalt.« Og ligesom Israel plus Edom havde ringe eller ingen betydning i nationale skikke eller politiske begivenheder, når det på den ene side sammenlignes med Israel alene (= Jakob) og på den anden side med Israel plus Edom plus Moab og Ammon (= Abraham), således er også Isaks skikkelse farveløs og hans historie kort, sammenlignet med de markante skikkelser Jakob på den ene side og Abraham på den anden side og de udførlige fortællinger om deres liv.

Andre forskere vil ikke vide af dette nationale syn, fordi de mener, at Isak er navnet på en gammel guddom, Be'ershebas lokale numen. Stark, som andre har fulgt, foreslår at tolke den vending, der oversættes »Isaks Frygt« i 1 Mos 31,42; 1 Mos 31,53, som navnet på denne gud, brugt af hans dyrkere: Skrækken Isak, Isak den frygtelige gud. Om betydningen af Isak i så fald, se ovenfor under I, 2, (1). Meyer (loc. cit.) forsvarer overførslen af navnet fra en gud til helten i en myte ved at sammenligne ofringen af Isak (»den eneste fortælling, hvor Isak spiller en selvstændig rolle«!) med den græske myte om Ifigenias ofring (Hesiod, Euripides osv.), hvor et tilnavn til en gudinde (Ifigenia), identificeret med Artemis, er gået over på det tiltænkte offer, som Artemis reddede fra døden.

De nyeste kritiske udtalelser forkaster begge de foregående syn på Isak som værende i strid med dataene i 1 Mosebog. Således skriver Gunkel (Schriften des Altes Testament, 5te Lieferung, 1910, 41): »Helt tydeligt er navnene Abraham, Isak og alle patriarkkvinderne ikke stammenavne. .... Tolkningen af skikkelserne i 1 Mosebog som nationer giver på ingen måde en generel nøgle.« Og igen: »Imod hele antagelsen om, at de vigtigste patriarkskikkelser oprindeligt er guder, må det frem for alt bemærkes, at navnene Jakob og Abraham gennem babylonisk materiale viser sig at være personnavne i almindelig brug, og samtidig at sagaerne om dem på ingen måde kan forstås som ekkoer af oprindelige myter. Selv Wincklers mere end dristige forsøg på at forklare disse sagaer som oprindelige kalendermyter må betegnes som en fuldstændig fiasko.« Alligevel er Gunkel og dem, der deler hans standpunkt, omhyggelige med at skelne deres eget syn fra »apologeternes« og indrømme intet mere end den nøgne kendsgerning, at der uden tvivl engang har været personer ved navn Abraham, Isak osv. For disse kritikere er Isak ganske enkelt et navn, omkring hvilket der har krystalliseret sig kredse af folkefortællinger, som har deres paralleller i andre lande og sprog, men som sammen med et hebraisk navn også har fået lokal farve og betydning på læberne af skiftende hebraiske fortællere, sagabyggere og til sidst samlere og redaktører; »Enhver, der kender sagaernes historie, er sikker på, at sagaen ikke er i stand til gennem så mange århundreder at bevare et sandt billede« af patriarkerne.

Se også ABRAHAM, slutningen.

J. Oscar Boyd