Isak

Latter. (1) Israel, eller tistammeriget (Am 7,9, 16).

Abrahams eneste søn med Sara. Han var den af de tre patriarker, der levede længst (1 Mos 21,1-3). Han blev omskåret, da han var otte dage gammel (4-7); og da han sandsynligvis var to år gammel, blev der holdt en stor fest i forbindelse med, at han blev vænnet fra.

Den næste mindeværdige begivenhed i hans liv er den, der knytter sig til Guds befaling til Abraham om at bringe ham som offer på et bjerg i Morijas land (1 Mos 22). Da han var fyrre år gammel, blev Rebekka valgt til hans hustru (1 Mos 24). Efter sin fars død og begravelse bosatte han sig ved Beer-Lahaj-Ro'i (25,7-11), hvor hans to sønner, Esau og Jakob, blev født (21-26); den førstnævnte synes at have været hans yndlingssøn (27.28).

På grund af hungersnød (1 Mos 26,1) drog Isak til Gerar, hvor han gjorde brug af bedrag om sit forhold til Rebekka og efterlignede sin fars handlemåde i Egypten (12,12-20) og i Gerar (20,2). Filisterkongen irettesatte ham for hans undvigende tale.

Efter at have opholdt sig en tid i filistrenes land vendte han tilbage til Be'ersheba, hvor Gud gav ham en ny forsikring om pagtens velsignelse, og hvor Abimelek sluttede en fredspagt med ham.

Den næste hovedbegivenhed i hans liv var velsignelsen af hans sønner (1 Mos 27,1). Han døde i Mamre, “gammel og mæt af dage” (35,27-29), hundrede og firs år gammel, og blev begravet i Makpelas hule.

I Det Nye Testamente henvises der til, at han blev “ofret” af sin far (Hebr 11,17; Jak 2,21), og til, at han velsignede sine sønner (Hebr 11,20). Som løftets barn stilles han i kontrast til Ismael (Rom 9,7, 10; Gal 4,28; Hebr 11,18).

Isak er “på én gang et modstykke til sin far i enkel gudsfrygt og renhed i livet og en kontrast i sin passive karaktersvaghed, som i det mindste delvis kan være udsprunget af hans forhold til sin mor og hustru. Efter uddrivelsen af Ismael og Hagar havde Isak ingen konkurrent og voksede op i skyggen af Saras telt, formet til kvindelig blødhed ved sin vanemæssige underordning under hendes stærke, kærlige vilje.” Hans liv var så stille og begivenhedsløst, at det blev tilbragt “inden for en kreds på få mil; så ufordærvet, at han lod Jakob narre sig snarere end at mistro hans forsikring; så øm, at moderens død var en gennemtrængende sorg i årevis; så tålmodig og mild, at fred med naboerne var ham kærere end selv en så eftertragtet ejendom som en brønd med levende vand, gravet af hans egne mænd; så storslået lydig, at han stillede sit liv til sin fars rådighed; så fast i sin tillid til Gud, at hans største anliggende gennem livet var at ære det guddommelige løfte, der var givet til hans slægt.”, Geikies Hours, etc.