Avlet

be-got'-'-n (yaladh; "at bære", "bringe frem", "avle"; betegner det fysiske forhold mellem en af forældrene og et barn, 1 Mos 3,16; 1 Mos 4,18): Brugt metaforisk om Guds forhold til Israel (5 Mos 32,18) og til den messianske konge (Sl 2,7); (gennao, "at avle" eller "bære"): bruges almindeligvis om en far (Matt 1,1-16); sjældnere om en mor (Luk 1,13; Luk 1,57); bruges metaforisk om at forårsage eller frembringe moralske og åndelige relationer og tilstande (1 Kor 4,15; Filem 1,10); om den nye fødsel ved Helligånden (Joh 3,3). Mennesker, der adlyder og elsker Gud som sønner, er avlet af ham (Joh 1,13; 1 Joh 2,29; 1 Joh 3,9; 1 Joh 4,7; 1 Joh 5,1; 1 Joh 5,4; 1 Joh 5,18; jf. 1 Pet 1,23). Bruges især om Guds handling, hvorved han gør Kristus til sin Søn: "Du er min Søn; i dag har jeg avlet dig" (Sl 2,7), citeret i ApG 13,33 med henvisning til hans opstandelse (jf. Rom 1,4). Det samme sted anføres (Hebr 1,5) som bevis for Kristi sønlige værdighed, der overgår englene, idet "han har arvet et mere fremragende navn end de", dvs. navnet søn; og igen (Hebr 5,5) om Gud, der skænker Kristus præsteembedets herlighed.

Kommentatorer er uenige om, hvorvidt handlingen, hvorved Sønnen avles i disse to passager, er

(a) den evige avling, eller

(b) inkarnationen i tiden, eller

(c) opstandelsen og himmelfarten.

Den umiddelbare sammenhæng i Hebr 1,5 (se Hebr 1,3) synes at tale for den sidste opfattelse (Westcott). Den første opfattelse ville ikke være fremmed for forfatterens tanke: sammenlign med Hebr 5,5 Hebr 6,20, "en ypperstepræst til evig tid" (Alford). Forfatteren til Hebræerbrevet tænker på Kristi evige og væsentlige sønforhold som virkeliggjort i historien ved hans himmelfart til "Majestætens højre hånd" (Hebr 1,3). Og det, der betones, er sønforholdets kendsgerning og status snarere end tidspunktet for avlingen.

T. Rees