Guds Søn

Flertalsformen, “Guds sønner,” bruges (1 Mos 6,2, 4) om Sets fromme efterkommere. I Job 1,6; 38,7 anvendes dette navn på englene. Hoseas bruger udtrykket (1,10) om det nådige forhold, som mennesker står i til Gud.

I Det Nye Testamente betegner dette udtryk ofte det forhold, vi føres ind i til Gud ved adoption (Rom 8,14, 19; 2 Kor 6,18; Gal 4,5, 6; Fil 2,15; 1 Joh 3,1, 2). Det forekommer syvogtredive gange i Det Nye Testamente som den særlige titel for vor Frelser. Han bærer ikke denne titel som følge af sin mirakuløse fødsel, heller ikke af sin inkarnation, sin opstandelse eller ophøjelse til Faderens højre hånd. Dette er en titel, der angår natur, ikke embede. Kristi sønneforhold betegner hans lighed med Faderen. At kalde Kristus Guds Søn er at hævde hans sande og egentlige guddommelighed. Treenighedens anden Person er, på grund af sit evige forhold til den første Person, Guds Søn. Han er Guds Søn med hensyn til sin guddommelige natur, mens han med hensyn til sin menneskelige natur er Davids Søn (Rom 1,3, 4. Jf. Gal 4,4; Joh 1,1-14; 5,18-25; 10,30-38, som beviser, at Kristus var Guds Søn før sin inkarnation, og at hans krav på denne titel er et krav på lighed med Gud).

Når dette ord bruges med henvisning til skabninger, hvad enten mennesker eller engle, står det altid i flertal. I ental bruges det altid om Treenighedens anden Person, med den ene undtagelse Luk 3,38, hvor det bruges om Adam.