Guds sønner (Det Nye Testamente)

1. Nytestamentlige udtryk:

To græske ord oversættes med "søn", teknon, huios; begge ord betegner sønneforhold ved afstamning. Det første angiver, at sønneforholdet er opstået ved fysisk afstamning, mens det sidste fremstiller sønneforholdet mere fra den juridiske side end ud fra slægtskabsforholdet. Johannes, som lægger særlig vægt på sønneforhold ved fødsel, bruger teknon, mens Paulus, når han betoner sønneforholdet fra den juridiske side, med henvisning til adoption, som var almindelig blandt romerne, men næppe, om overhovedet, kendt af eller praktiseret blandt jøderne, bruger ordet huios (Joh 1,12; Rom 8,14; Rom 8,16; Rom 8,19; Gal 4,6; Gal 4,7; Gal 4,1; Gal 4,2).

2. Nytestamentlig lære:

Mennesker er ikke af natur Guds sønner, i hvert fald ikke i den betydning, hvori de troende på Kristus kaldes sådan. Af natur er de, der står uden for Jesus Kristus, "vredens børn" (Ef 2,3), "ulydighedens" børn (Ef 2,2), ikke ledet af Guds Ånd (Rom 8,14), men af ulydighedens ånd (Ef 2,2-4). Mennesker bliver Guds sønner i genfødelsens og adoptionens betydning ved at tage imod Jesus Kristus som Herre og frelser (Joh 1,12; Gal 3,26). Det universelle broderskab, som Det Nye Testamente lærer, er det broderskab, der bygger på troen på Herren Jesus Kristus som verdens guddommelige og eneste frelser. Og det samme gælder Guds universelle faderskab. Det er sandt, at alle mennesker er "hans afkom" (ApG 17,28) i den betydning, at de er Guds skabte børn; men at Det Nye Testamente gør en meget klar og markant forskel mellem sønneforhold i kraft af skabelsen og sønneforhold ved troen på Herren Jesus Kristus, kan der ikke med rimelighed være tvivl om.

Sønneforholdet er den troendes nuværende eje i Kristus (1 Joh 3,2). Det vil blive fuldendt ved vor Herres andet komme (Rom 8,23), da den troende vil aflægge sin inkognito, på grund af hvilken verden måske ikke har erkendt hans sønneforhold (1 Joh 3,1; Joh 3,2), og fuldt og herligt blive åbenbaret som Guds søn (2 Kor 5,10). Det er endnu ikke blevet synligt, det er endnu ikke blevet åbenbaret, hvad vi skal blive; åbenbaringen af Guds sønner er forbeholdt en kommende dag, hvor det skal træde frem.

Sønneforholdets velsignelser er for talrige til at nævne, bortset fra på den korteste måde. Hans sønner er genstand for Guds særlige kærlighed (Joh 17,23) og hans faderlige omsorg (Luk 12,27-33). De har familienavnet (Ef 3,14; Ef 3,1); familieligheden (Rom 8,29); familiekærligheden (Joh 13,35; Joh 13,1); en sønlig ånd (Rom 8,15; Gal 4,6); en familietjeneste (Joh 14,23; Joh 15,8). De modtager faderlig tugt (Hebr 12,5-11); faderlig trøst (2 Kor 1,4) og en arv (Rom 8,17; 1 Pet 1,3-5).

Blandt vidnesbyrdene om sønneforholdet er: at blive ledt af Ånden (Rom 8,14; Gal 5,18); at have barnlig tillid til Gud (Gal 4,5); at have fri adgang (Ef 3,12); at have kærlighed til brødrene (1 Joh 2,9-11; Joh 5,1) og lydighed (1 Joh 5,1-3).

William Evans