Herodes

her'-ud: Navnet Herodes (Herodes) er velkendt i jødernes og den tidlige kristne kirkes historie. Selve navnet betyder "heroisk", et navn der ikke helt passer på familien, som var kendetegnet ved list og skurkagtighed snarere end ved heltemod. Den herodianske families skæbne er uløseligt forbundet med de sidste opblussen af jødedommens flamme som national magt, før den for altid blev slukket i den store jødiske oprørskrig i 70 e.Kr. Den herodianske families historie mangler ikke elementer af storhed, men hvad disse elementer end var, og hos hvem de end fandtes, blev de i hvert tilfælde formørket af den uudholdelige egoisme, som vansirede familien fra rod til gren. Nogle af de herodianske fyrster var unægtelig begavede; men disse evner, brugt forkert, efterlod ingen spor til gavn for Israels folk. Om næsten alle kongerne af Herodes' hus kan det med sandhed siges, at da de døde, "gik de bort uden at være ønsket", ikke savnet, ikke begrædt. Hele familiens historie er en historie om uophørlige stridigheder, mistanke, intriger og rystende umoral. I det skæbnesvangre og aftagende lys fra herodianernes herredømme levede og døde Kristus, og under det blev den kristne kirkes grundvolde lagt.1 Kor 11,19 m; Gal 5,20 randnote, hvor det vises, at det griber forstyrrende ind i den enhed i tro og det interessefællesskab, som hører kristne til. Da der kun findes én sandhedens norm og ét mål for alt kristent liv, bliver ethvert vilkårligt valg, der afviger fra det, som var fælles for alle troende, en inkonsekvens og en synd, der må advares imod. Ellicott definerer ved Gal 5,20 med rette "kætterier" (King James Version, English Revised Version) som "en mere forværret form af dichostasia" (American Standard Revised Version "partier") "når splittelserne har udviklet sig til særskilte og organiserede partier"; således også 1 Kor 11,19, oversat af Revised Version (britisk og amerikansk) med "fraktioner". I 2 Pet 2,1 kan overgangen mod den senere kirkelige betydning spores. De "ødelæggende kætterier" (Revised Version randnote, English Revised Version randnote "fortabelsens sekter") er dem, der er skyldige i vildfarelser både i lære og liv, meget udførligt beskrevet gennem hele kapitlet, og som i en sådan færd skilte sig ud fra kirkens fællesskab.

1. Familiens afstamning:

Herodianerne var ikke af jødisk slægt. Herodes den Store fremmede udbredelsen af legenden om familiens afstamning fra en berømt babylonisk jøde (Ant., XIV, i, 3), men den har intet historisk grundlag. Det er sandt, at idumæerne på den tid nominelt var jøder, eftersom de blev undertvunget af Johannes Hyrkanos i 125 f.Kr. og indlemmet i det asmoneiske kongerige gennem en påtvungen omskærelse, men det gamle nationale fjendskab bestod (1 Mos 27,41). Den herodianske familie udsprang fra Antipas (død 78 f.Kr.), som blev udnævnt til statholder over Idumæa af Alexander Jannæus. Hans søn Antipater, som efterfulgte ham, besad al den snuhed, opfindsomhed og tøjlesløse ærgerrighed, som kendetegnede hans søn Herodes den Store. Han havde et åbent blik for to ting--den romerske magts uovervindelige styrke og den ynkværdige svaghed i det forfaldne asmoneiske hus, og på disse to faktorer byggede han sine forhåbningers hus. Han valgte snedigt Hyrkanos II's side i hans indbyrdes krig med sin bror Aristobulos (69 f.Kr.) og fik ham til at søge romernes hjælp. Sammen støttede de Pompejus' krav, og efter dennes nederlag benyttede de sig af Cæsars storsind til at underkaste sig ham efter Pompejus' knusende nederlag ved Farsalos (48 f.Kr.). Som belønning modtog Antipater prokuratorembedet over Judæa (47 f.Kr.), mens hans uskyldige nar, Hyrkanos, måtte stille sig tilfreds med ypperstepræsteembedet. Antipater døde for en snigmorders hånd (43 f.Kr.) og efterlod fire sønner, Fasael, Herodes den Store, Josef, Færoras, og en datter, Salome. Den anden af disse sønner løftede familien til dens højeste tinde af magt og herlighed. Færoras var nominelt hans medregent og, i besiddelse af sin fars snuhed, holdt han sig oppe til det sidste og overlevede sin grusomme bror, men han spiller en lille rolle i familiehistorien. Han, såvel som hans søster Salome, viste sig at være en endeløs kilde til besvær for Herodes ved de endeløse familiestridigheder, som de gav anledning til.

2. Herodes den Store:

Med et andet miljø og med en anden karakter kunne Herodes den Store have været værdig til det tilnavn, som han nu kun bærer som en hyldest af tom smiger. Det, vi ved om ham, skylder vi hovedsagelig Josefus' udtømmende behandling af emnet i hans Antiquities og Jewish War, samt Strabon og Dio Cassius blandt klassikerne. Vi kan sammenfatte vores lille skitse af Herodes' liv under overskrifterne (1) politisk virksomhed, (2) vidnesbyrd om talent og (3) karakter og hjemmeliv.

(1) Politisk virksomhed.

Antipater havde store ambitioner for sin søn. Herodes var kun en ung mand, da han begyndte sin karriere som statholder over Galilæa. Josephus' udsagn om, at han kun var "femten år gammel" (Ant., XIV, ix, 2) er åbenbart en fejl fra en eller anden afskriver, fordi vi bliver fortalt (XVII, viii, 1), at "han fortsatte sit liv til meget høj alder." Det var 42 år senere, så Herodes må på dette tidspunkt have været mindst 25 år gammel. Hans aktivitet og succes med at rense sit område for farlige røverbander og hans endnu større succes med at indsamle det altid velkomne tributum til den romerske regering skaffede ham yderligere magt ved hoffet. Hans fremgang blev hurtig. Antonius udnævnte ham til "tetrarke" over Juda i 41 f.Kr., og selvom han af omstændighederne blev tvunget til midlertidigt at overlade sit område til partherne og Antigonus, viste det sig i sidste ende at være en velsignelse i forklædning. I dette sidste anfald af det døende asmoneiske hus erobrede Antigonus Jerusalem med storm, og Fasael, Herodes' ældste bror, faldt i hans hænder. Sidstnævnte var statholder over byen, og da han forudsagde sit skæbne, tog han sit eget liv ved at slå sine hjerner ud mod fængslets mure. Antigonus gjorde sin bror Hyrkan, som blev taget til fange samtidig, ude af stand til nogensinde at beklæde det hellige embede igen ved at skære hans ører af (Ant., XIV, xiii, 10). I mellemtiden var Herodes i Rom, og gennem gunsten fra Antonius og Augustus opnåede han Judas krone i 37 f.Kr. Hans hjertes varme ambition var nu opfyldt, selvom han bogstaveligt talt måtte skabe sit eget imperium med sværdet. Han gjorde kort proces med opgaven, banede sig vej tilbage til Juda og erobrede Jerusalem med storm i 37 f.Kr.

Den første handling i hans regeringstid var udryddelsen af det asmoneiske hus, som Herodes selv var beslægtet med gennem sit ægteskab med Mariamne, Hyrkanos' barnebarn. Antigonos blev dræbt, og sammen med ham 45 af hans vigtigste tilhængere. Hyrkanos blev kaldt tilbage fra Babylon, hvortil han var blevet forvist af Antigonos, men ypperstepræstedømmet blev overdraget til Aristobulos, Herodes' svoger, som dog snart blev offer for kongens mistanke og frygt (Ant., XV, iii, 3). Disse overgreb mod det reneste blod i Judæa forvandlede den kærlighed, Mariamne engang havde næret til Herodes, til bittert had. Jøderne, som var loyale mod makkabæernes dynasti, anklagede Herodes ved det romerske hof, men han blev summarisk frikendt af Antonius. Hyrkanos, lemlæstet og hjælpeløs som han var, fulgte snart Aristobulos på dødens vej, 31 f.Kr. (Ant., XV, vi, 1). Da Antonius, som altid havde været Herodes' ven, blev besejret af Augustus ved Actium (31 f.Kr.), vendte Herodes sig hurtigt mod de magter, der nu rådede, og vandt kejserens gunst ved snedig smiger og rettidig støtte. Hans riges grænser blev nu udvidet af Rom. Og Herodes viste sig opgaven voksen. Ved en afgørende sejr over araberne viste han, sådan som han havde gjort under sin tidligere styrelse i Galilæa, hvilken slags mand han var, når han blev vækket til handling. Araberne blev fuldstændig knust og underkastede sig betingelsesløst Herodes' magt (Ant., XV, v, 5). Af frygt for at lade en rest af den asmoneiske magt være i live ofrede han Mariamne, sin hustru, det eneste menneske han nogensinde synes at have elsket (28 f.Kr.), sin svigermor Alexandra (Ant., XV, vii, 8), og til sidst, kort før sin død, endda sine egne sønner med Mariamne, Alexander og Aristobulos, 7 f.Kr. (Ant., XVI, xi, 7). I sin efterligning af romernes vaner og livsanskuelser krænkede og trodsede han uophørligt sine jødiske undersåtter ved at indføre romerske lege og hedenske templer i sit rige. Hans indflydelse på de yngre jøder i denne henseende var skadelig, og langsomt opstod et særskilt parti, dels politisk, dels religiøst, som kaldte sig det herodianske parti: jøder i ydre religiøse former, men hedninger i deres klædedragt og i hele deres livssyn. De var en bitter forargelse for resten af folket, men var forbundet med farisæerne og saddukæerne i deres modstand mod Kristus (Matt 22,16; Mark 3,6; Mark 12,13). Forgæves forsøgte Herodes at vinde jøderne ved kongelig velgørenhed i hungersnødens tid og ved at give efter, hvor det var muligt, for deres bitre fordomme. De så i ham kun en tronraner på Davids trone, opretholdt af den hadede romerske undertrykkers stærke arm. Utallige sammensværgelser blev lagt mod hans liv, men med næsten overmenneskelig snuhed afværgede Herodes dem alle (Ant., XV, viii). Han udplyndrede sit eget folk, for at han kunne give overdådige gaver til romerne; han skånede ikke engang kong Davids grav, som folket nærede en næsten afgudisk ærefrygt for, men røvede dens skatte (Ant., XVI, vii, 1). Herodes' sidste dage blev forbitret af endeløse hofintriger og sammensværgelser, af en næsten vanvittig mistænksomhed fra den aldrende konges side og af stadig tydeligere tegn på folkets uro. Ligesom Augustus selv var Herodes offer for en uhelbredelig og afskyelig sygdom. Hans sind blev mere pirreligt, efterhånden som lidelsen skred frem, og han gjorde både sig selv og sit hof usigeligt ulykkelige. Det billede, Josefus tegner (Ant., XVII), er livagtigt og tragisk i sin levende skildring. I sit sidste testamente forblev han tro mod sin livslange kryben for den romerske magt (Ant., XVII, vi, 1). Så stor blev hans lidelse mod slutningen, at han gjorde et frugtesløst selvmordsforsøg. Men tro mod sin karakter var en af hans livs sidste handlinger en befaling om at henrette hans søn Antipater, som havde tilskyndet til mordet på sine halvbrødre Alexander og Aristobulos, og en anden befaling om efter hans død at dræbe en række fornemme mænd, som var skyldige i et mindre urolighedsudbrud i Jerusalem, og som var indespærret i hippodromen (Ant., XVI, vi, 5). Han døde i det 37. år af sin regering, 34 år efter at han havde indtaget Jerusalem og dræbt Antigonos. Josefus skriver dette gravmæle: »Han var en mand med stor grusomhed mod alle mennesker uden forskel og en slave af sine lidenskaber, men hævet over hensynet til, hvad der var ret. Alligevel blev han begunstiget af lykken så meget som nogen mand nogensinde blev; for fra at være en privatmand blev han konge, og skønt han var omgivet af titusinde farer, slap han ud af dem alle og fortsatte sit liv til en meget høj alder« (Ant., XVII, viii, 1).

(2) Vidnesbyrd om begavelse.

Herodes den Stores liv var ikke en tilfældig kæde af gunstige hændelser. Han var uden tvivl en begavet mand. I en familie som Antipus' og Antipaters måtte begavelse nødvendigvis være arvelig, og Herodes arvede den i højere grad end nogen af sine brødre. Hele hans liv viser i ikke ringe grad statskunst, organisationsevne og kløgt. Han kendte mennesker, og han vidste, hvordan han skulle bruge dem. Han vandt romerske kejseres varmeste venskab og havde en evne til under alle forhold at overbevise romerne om retfærdigheden i sin sag. I sine egne besiddelser var han som Ismael: hans hånd var mod alle, og alles hænder var mod ham; og dog holdt han sig ved magten i en hel generation. Hans statholderskab i Galilæa viste, hvilken slags mand han var: en mand med jernhård beslutsomhed og stor feltherreevne. Hans erobring af Judæa beviste det samme, ligesom hans arabiske krig gjorde det. Herodes var født til at lede mennesker. Under andre omgivelser kunne han have udviklet sig til en virkelig stor mand, og havde hans karakter svaret til hans evner, kunne han have gjort store ting for det jødiske folk. Men Herodes' langt største talent var hans særlige arkitektoniske smag og kunnen. Her minder han én om de gamle egyptiske faraoner. I strid med jødedommens love, som han foregav at adlyde, byggede han i Jerusalem et prægtigt teater og et amfiteater, hvis ruiner stadig findes. Det ene lå inde i byen, det andet uden for murene. Således indførte han i den asketiske sfære af det jødiske liv grækernes og romernes letfærdige ånd. For at opveje dette grove brud på alle den ortodokse jødedoms grundsætninger forsøgte han at formilde nationen ved at genopbygge Zerubbabels tempel og gøre det mere prægtigt, end selv Salomos tempel havde været. Dette arbejde blev udført et sted mellem 19 f.Kr. og 11 eller 9 f.Kr., selv om hele arbejdet ikke blev færdigt før under Albinus' prokuratur, 62-64 e.Kr. (Ant., XV, xi, 5, 6; XX, ix, 7; Joh 2,20). Det var så overvældende smukt, at det blev regnet blandt verdens undere, og Josefus bliver ikke træt af at beskrive dets herligheder (BJ, V, v). Selv Titus søgte at skåne bygningen under det endelige angreb på byen (BJ, VI, iv, 3). Desuden genopbyggede og forskønnede Herodes Strutos Tårn, som han opkaldte efter kejseren: Cæsarea. Han brugte 12 år på dette vældige værk, hvor han byggede et teater og et amfiteater og frem for alt udførte det tilsyneladende umulige ved at skabe en havn, hvor der ikke før var nogen. Dette blev opnået ved at anlægge en enorm mole langt ud i havet, og arbejdet var så holdbart, at rester af det kan ses den dag i dag. Romerne satte så stor pris på det arbejde, Herodes havde udført, at de gjorde Cæsarea til hovedstad for det nye styre, efter at den herodianske magt var ophørt. Desuden genopbyggede Herodes Samaria, til jødernes fuldstændige afsky, og kaldte byen Sebaste. I selve Jerusalem byggede han de tre store tårne, Antonia, Fasaelus og Mariamne, som overlevede selv katastrofen i år 70 e.Kr. Overalt i Herodes' rige fandtes vidnesbyrd om denne byggeiver. Antipatris blev bygget af ham på stedet for det gamle Kapharsaba, ligesom fæstningen Fasaelus nær Jeriko, hvor han var bestemt til at opleve så megen lidelse og til sidst dø. Han rakte endda ud over sit eget område for at tilfredsstille denne byggemani i Askalon, Damaskus, Tyrus og Sidon, Tripoli, Ptolemais, ja endog i Athen og Lakedaimon. Men netop den universelle karakter af disse foretagender fremkaldte det bitreste had mod ham fra de snæversynede jøders side.

(3) Karaktertræk og familieliv.

Herodes' personlighed var imponerende, og han besad stor fysisk styrke. Hans intellektuelle evner lå langt over det almindelige; hans vilje var ukuelig; han besad stor takt, når han fandt det passende at bruge den; i sit livs store kriser var han aldrig i vildrede om, hvad han skulle gøre; og ingen har nogensinde beskyldt Herodes den Store for fejhed. Der var i ham to forskellige personligheder, som det var tilfældet med Nero. To kræfter kæmpede i ham om herredømmet, og den lavere vandt til sidst fuldstændig kontrol. I den første del af hans regeringstid var der tegn på storsind, på store muligheder i manden. Men hans livs bitre erfaringer, de endeløse hvisken og advarsler ved hans hof, jødernes uforsonlige ånd samt bevidstheden om hans egen uret forvandlede ham til en jødisk Nero: en tyran, som badede sit eget hus og sit eget folk i blod. Dæmonerne i Herodes' liv var jalousi over magten og mistanke, dens nødvendige ledsager.

Han var legemliggørelsen af brutal lyst, som igen blev byrden i hans børns liv. Historien fortæller om få mere umoralske familier end Herodes' hus, som ved indbyrdes ægteskaber mellem dets medlemmer gjorde stamtræet så indviklet, at det blev en sand gåde. Da disse ægteskaber næsten alle var inden for de slægtskabsgrader, der var forbudt efter jødisk lov, forbitrede de Israels folk endnu mere mod den herodianske familie. Da Herodes kom på Judæas trone, var Fasael død. Josef, hans yngre bror, var faldet i kamp (Ant., XIV, xv, 10), og kun Feroras og Salome var i live. Den første delte, som vi har set, nominelt regeringen med Herodes, men var af ringe betydning og viste sig kun som en torn i kødet på kongen ved sin endeløse indblanding og sine intriger. Til ham blev indtægterne fra området øst for Jordan tildelt. Salome, hans søster, stod altid til halsen i den herodianske families intriger, men hun havde en rævs list og formåede at få Herodes til at tro på hendes uforanderlige loyalitet, selv om kongen havde dræbt hendes egen svigersøn og hendes nevø, Aristobulus, hans egen søn. Herodes' testamente, der blev udfærdiget kort før hans død, er et overbevisende bevis på hans agtelse for sin søster (Ant., XVII, viii, 1).

3. Herodes Antipas:

Herodes Antipas var søn af Herodes den Store og Maltake, en samaritansk kvinde. Halvt idumæer, halvt samaritaner havde han derfor ikke en dråbe jødisk blod i sine årer, og "Galileas hedninger" syntes at være et passende rige for sådan en fyrste. Han regerede som "tetrak" af Galilea og Peræa (Luk 3,1) fra 4 f.Kr. til 39 e.Kr. Det billede, evangelierne giver os af ham, er langt fra tiltrækkende. Han er overtroisk (Matt 14,1), listig som en ræv (Luk 13,31) og fuldstændig usædelig. Johannes Døberen kom ind i hans liv gennem en åben irettesættelse af hans grove umoralitet og trodsighed over for Moselovens befalinger (3 Mos 18,16), og betalte for sit mod med sit liv (Matt 14,10; Ant, XVIII, v, 2).

Ved sin fars død anfægtede han, skønt han var yngre end sin bror Arkelaos (Ant., XVII, ix, 4 f; BJ, II, ii, 3), Herodes' testamente, som havde givet den anden den største del af herredømmet. Rom opretholdt dog testamentet og tildelte ham "tetrarkiet" Galilæa og Peræa, sådan som det var blevet udskilt til ham af Herodes (Ant., XVII, xi, 4). Opdraget i Rom sammen med Arkelaos og Filip, hans halvbror, søn af Mariamne, Simons datter, optog han mange af romernes smagsretninger og ynder og langt flere af deres laster. Hans første hustru var en datter af Aretas, konge af Arabien. Men han sendte hende tilbage til hendes far i Petra for Herodias' skyld, hans bror Filips hustru, som han havde mødt og forført i Rom. Da sidstnævnte var datter af Aristobulos, hans halvbror, og derfor hans niece, og samtidig hustru til en anden halvbror, var forbindelsen mellem hende og Antipas dobbelt syndig. Aretas gengældte denne fornærmelse mod sin datter med en ødelæggende krig (Ant., XVIII, v, 1). Herodias havde en skadelig indflydelse på ham og beherskede helt hans liv (Matt 14,3-10). Han efterlignede sin fars eksempel i en mani for at opføre bygninger og forskønne byer. Således byggede han Sepphoris' mur og gjorde stedet til sin hovedstad. Han ophøjede Betsajda til rang af by og gav den navnet "Julia" efter Tiberius' datter. Et andet eksempel på denne nedarvede eller tillærte byggemani var det arbejde, han udførte i Betharamphtha, som han kaldte "Julias" (Ant., XVIII, ii, 1). Hans indflydelse på sine undersåtter var moralsk dårlig (Mark 8,15). Hvis hans liv var mindre præget af uhyrligheder end hans fars, var det kun på grund af de uundgåelige begrænsninger, han var underlagt. Det sidste glimt, evangelierne giver af ham, viser ham for os i den sidste tragedie i Kristi liv. Han er da i Jerusalem. Pilatus havde i sin rådvildhed sendt Frelseren bundet til Herodes, og mandens fuldstændige uduelighed og letsind afsløres i den beretning, evangelierne giver os om hændelsen (Luk 23,7-12; ApG 4,27). Den tjente dog til at slå bro over fjendskabets kløft mellem Herodes og Pilatus (Luk 23,12), som begge skulle fratages deres magt og dø i skammeligt eksil. Da Gajus Caligula var blevet kejser, og da hans intrigante yndling Herodes Agrippa I, Antipas' bitre fjende, var blevet gjort til konge i 37 e.Kr., fik Herodias Herodes Antipas til at ledsage hende til Rom for at kræve en lignende gunst. Agrippas rænker og anklagen for højforræderi, som blev rejst mod ham, blev dog hans undergang, og han blev forvist til Lyon i Gallien, hvor han døde i stor elendighed (Ant., XVIII, vii, 2; BJ, II, ix, 6).

4. Herodes Filip:

Herodes Filip var søn af Herodes den Store og Kleopatra fra Jerusalem. Ved sin fars død arvede han Gaulonitis, Trakonitis og Paneas (Ant., XVII, viii, 1). Han var Filip, tilsyneladende fuldstændig forskellig fra resten af den herodianske familie: tilbagetrukken, værdig, mådeholden og retfærdig. Han var også helt fri for sine brødres intrigante ånd, og det er kun rimeligt at antage, at han arvede denne fuldstændig uherodianske karakter og tilbøjelighed fra sin mor. Han døde i år 34 e.Kr., og hans område blev tre år senere givet til Agrippa I, hans nevø og Aristobulos' søn, sammen med Lysanias' tetrarki (Ant., XVIII, iv, 6; XIX, v, 1).

5. Herodes Arkelaos:

Herodes Arkelaos var Herodes den Stores ældste søn med Malthake, samaritaneren. Han var en mand med voldsomt temperament, der i høj grad mindede om hans far. Opdraget som alle de herodianske fyrster i Rom var Arkelaos fuldt fortrolig med livet og vilkårligheden ved det romerske hof. I de sidste dage af hans fars liv anklagede Antipater, som tydeligvis stræbte efter at udrydde alle tronarvingerne, ham og Filip, hans halvbror, for forræderi. Begge blev frikendt (Ant., XVI, iv, 4; XVII, vii, 1). Ved hans fars testamente tilfaldt den største del af det herodianske rige ham med titlen "etnark". Testamentet blev anfægtet af hans bror Antipas ved det romerske hof. Mens sagen var uafgjort, pådrog Arkelaos sig jødernes had ved den hårdhændede undertrykkelse af et oprør, hvor omkring 3.000 mennesker blev dræbt. De modsatte sig derfor hans krav i Rom, men Arkelaos modtog, trods al denne modstand, romersk støtte (Ant., XVII, xi, 4). Det er meget snedigt blevet foreslået, at denne episode kan være grundlaget for Kristi lignelse, som findes i Luk 19,12-27. Da Arkelaos først var blevet indsat med regeringen over Judæa, styrede han med hård hånd, så både Judæa og Samaria snart var i en kronisk tilstand af uro. De to folk, hvor bittert de end hadede hinanden, blev venner i denne fælles krise og sendte en delegation til Rom for at klage over Arkelaos' opførsel, og denne gang havde de held. Arkelaos blev advaret af en drøm om den kommende katastrofe, hvorefter han straks drog til Rom for at forsvare sig, men helt forgæves. Hans regering blev taget fra ham, hans ejendele blev alle konfiskeret af den romerske magt, og han selv blev forvist til Vienne i Gallien (Ant., XVII, xiii, 2, 3). Også han udviste noget af sin fars smag for arkitektur ved opførelsen af et kongeligt palads i Jeriko og af en landsby, opkaldt efter ham selv, Arkelais. Han var først gift med Mariamne og efter sin skilsmisse fra hende med Glafyra, som havde været hustru til hans halvbror Alexander (Ant., XVII, xiii). Den eneste omtale af ham i evangelierne findes i Matt 2,22.

Om Herodes, søn af Herodes den Store og Mariamne, Simons datter, ved vi intet bortset fra, at han giftede sig med Herodias, datter af hans afdøde halvbror Aristobulos. Han kaldes Filip i Det Nye Testamente (Matt 14,3), og det var fra ham, Antipas lokkede Herodias bort. Hans senere historie er helt ukendt, ligesom historien om Herodes, bror til tetrarken Filip og den ældste søn af Herodes den Store og Kleopatra fra Jerusalem.

7. Herodes Agrippa II:

Herodes Agrippa II var søn af Herodes Agrippa I og Cypros. Da hans fader døde i 44 e.Kr., var han kun 17 år gammel og anset for for ung til at overtage regeringen af Judæa. Claudius placerede derfor landet under en prokurators varetægt. Agrippa havde fået en kongelig uddannelse på kejserens egen palads (Ant., XIX, ix, 2). Men han havde ikke helt glemt sit folk, hvilket bevises ved hans forbøn for jøderne, da de bad om at få tilladelse til at have de officielle overpriestertøjer i sin varetægt, indtil da i romernes hænder og kun brugt ved særlige lejligheder (Ant., XX, i, 1). Ved sin onkel Herodes af Kalcis' død gjorde Claudius Agrippa II til "tetrark" over området i 48 e.Kr. (BJ, II, xii, 1; XIV, iv; Ant, XX, v, 2). Som Josephus fortæller os, gik han ind for jødernes sag når som helst han kunne (Ant., XX, vi, 3). Fire år senere (52 e.Kr.) udvidede Claudius Agrippas herredømme ved at give ham de gamle "tetrakier" fra Filip og Lysanias. Selv i Kalcis havde de kaldt ham konge; nu blev det hans officielle titel (Ant., XX, vii, 1). Senere (55 e.Kr.) føjede Nero nogle galiløiske og peræiske byer til hans område. Hans hele karriere viser den overvejende indflydelse af det hasmonæiske blod, som også viste sig i hans faders karriere. Hvis den herodæiske smag for arkitektur her og der kommer til udtryk (Ant., XX, viii, 11; IX, iv), er der en fuldstændig mangel på den kolde foragt, hvormed Heroderne generelt behandlede deres underdanere. Agripperne er jøder.

Herodes Agrippa II optræder i Det Nye Testamente i ApG 25,13; ApG 26,32. Paulus kalder ham dér "konge" og henvender sig til ham som til en, der kender Skrifterne. Som Felix' svoger var han en begunstiget gæst ved denne lejlighed. Hans forhold til sin søster Berenike var en skandale blandt både jøder og hedninger (Ant., XX, vii, 3). Ved den jødiske nations fald gik Herodes Agrippas rige under. Da Agrippa vidste, hvor nytteløs modstand var, advarede han jøderne mod at gøre oprør mod Rom, men forgæves (BJ, II, xvi, 2-5; XVII, iv; XVIII, ix; XIX, iii). Da krigen begyndte, stillede han sig modigt på Roms side og kæmpede under dets faner; han blev såret af en slyngesten under belejringen af Gamala (BJ, IV, i, 3). Den tale, hvormed han søgte at overtale jøderne til ikke at gøre oprør, er et mesterværk i sin art og blev historisk (BJ, II, xvi). Da det uundgåelige indtraf, og da Herodes Agrippa II's rige sammen med den jødiske nation var blevet ødelagt, huskede romerne hans loyalitet. Sammen med sin søster Berenike flyttede han til Rom, hvor han blev prætor og døde i år 100 e.Kr., 70 år gammel, i begyndelsen af Trajans regeringstid.

LITTERATUR.

Josephus, Josephus, Antiquities og BJ; Strabo; Dio Cassius. Blandt alle moderne værker om emnet er Schurer, The Jewish People in the Time of Jesus Christ (5 bd.) måske stadig det bedste.

Henry E. Dosker