Herodes den Store

(Matt 2,1-22; Luk 1,5; ApG 23,35), søn af Antipater, en idumæer, og Kypros, en araber af fornem slægt. I året 47 f.Kr. gjorde Julius Cæsar Antipater, en “snedig idumæer,” til prokurator over Judæa; han delte sine områder mellem sine fire sønner, idet Galilæa tilfaldt Herodes, som senere blev udnævnt til tetrark over Judæa af Markus Antonius (40 f.Kr.) og også til konge over Judæa af det romerske senat.

Han havde et hårdt og grusomt sindelag. “Han var brutal og fremmed for al menneskelighed.” Skræmt af nyheden om en, der var “født som jødernes konge,” sendte han folk ud og “dræbte alle børnene i Betlehem og i hele egnen deromkring, fra to år og derunder” (Matt 2,16). Han elskede pragt og brugte store summer på at genopbygge og udsmykke byerne i sit rige. Han genopbyggede byen Cæsarea (se dette) ved kysten og også byen Samaria (se dette), som han kaldte Sebaste til ære for Augustus. Han genopbyggede Jerusalems ødelagte tempel, et arbejde der blev påbegyndt i 20 f.Kr., men først blev færdigt efter Herodes’ død, sandsynligvis ikke før omkring 50 e.Kr. (Joh 2,20). Efter en urolig regeringstid på syvogtredive år døde han i Jeriko under store smerter både på krop og sind, 4 f.Kr., dvs. ifølge den almindelige kronologi i det år, hvor Jesus blev født.

Efter hans død blev hans rige delt mellem tre af hans sønner. Af disse fik Filip landet øst for Jordan, mellem Cæsarea Filippi og Betabara; Antipas fik Galilæa og Peræa, mens Arkelaos fik Judæa og Samaria.