Herlighed

(Hebr. kabhod; gr. doxa).

Overflod, rigdom, skat, og deraf ære (Sl 49,12); herlighed (1 Mos 31,1; Matt 4,8; Åb 21,24, 26).

Ære, værdighed (1 Kong 3,13; Hebr 2,7 1 Pet 1,24); om Gud (Sl 19,1; 29,1); om sindet eller hjertet (1 Mos 49,6; Sl 7,5; ApG 2,46).

Pragt, stråleglans, majestæt (1 Mos 45,13; Es 4,5; ApG 22,11; 2 Kor 3,7); om Jehova (Es 59,19; 60,1; 2 Thess 1,9).

De herlige moralske egenskaber, Guds uendelige fuldkommenheder (Es 40,5; ApG 7,2; Rom 1,23; 9,23; Ef 1,12). Jesus er “glansen af Faderens herlighed” (Hebr 1,3; Joh 1,14; 2,11).

Himlens salighed (Rom 2,7, 10; 5,2; 8,18; Hebr 2,10; 1 Pet 5,1, 10).

Udtrykket “Giv Gud ære” (Jos 7,19; Jer 13,16) er en hebraisk talemåde, der betyder: “Bekend dine synder.” Jødernes ord til den blinde mand: “Giv Gud lovprisningen” (Joh 9,24), er en besværgelse om at bekende. De svarer til: “Bekend, at du er en bedrager,” “Giv Gud æren ved at tale sandheden;” for de nægtede, at der var sket et mirakel.