Herodes’ tempel

Templet, som de hjemvendte landflygtige opførte efter deres tilbagekomst fra Babylon, havde stået i omkring fem hundrede år, da Herodes den Store blev konge over Judæa. Bygningen havde lidt betydeligt under naturligt forfald såvel som under fjendtlige hæres angreb, og Herodes, som ønskede at vinde jødernes gunst, foreslog at genopbygge det. Dette tilbud blev accepteret, og arbejdet blev påbegyndt (18 f.Kr.) og gennemført med stor møje og udgift og i en overordentlig pragtfuld skala. Hoveddelen af bygningen blev fuldført på ti år, men opførelsen af de ydre forgårde og udsmykningen af hele anlægget fortsatte i hele den periode, hvor vor Herre levede på jorden (Joh 2,16, 19-21), og templet blev først færdigt i 65 e.Kr. Men det fik ikke lov at bestå længe. Inden for fyrre år efter vor Herres korsfæstelse blev hans forudsigelse om dets ødelæggelse opfyldt (Luk 19: 41-44). De romerske legioner indtog byen Jerusalem med storm, og på trods af Titus’ ihærdige bestræbelser på at bevare templet satte hans soldater ild til det flere steder, og det blev fuldstændig ødelagt (70 e.Kr.) og blev aldrig genopbygget.

Flere rester af Herodes’ statelige tempel er ved nyere undersøgelser kommet for dagens lys. Det havde to forgårde, den ene kun bestemt for israelitterne, og den anden, en stor ydre forgård, kaldet “hedningernes forgård,” bestemt til brug for fremmede fra alle folkeslag. Disse to forgårde var adskilt af en lav mur, som Josefus siger, omkring 4 1/2 fod høj (ca. 1,4 m), med tretten åbninger. Langs toppen af denne skillemur var der med regelmæssige mellemrum anbragt søjler med en indskrift på græsk, som erklærede, at ingen fremmed, under dødsstraf, måtte gå fra hedningernes forgård ind i jødernes. Ved indgangen til en gravplads ved det nordvestlige hjørne af Haram-muren fandt M. Ganneau i 1871 en sten, indmuret i muren, med følgende indskrift med græske majuskler: “Ingen fremmed må gå inden for skillemuren og indhegningen omkring helligdommen. Den, der gribes, vil selv være ansvarlig for sin død, som vil følge.”

Der kan ikke være tvivl om, at den sten, der således blev fundet, var en af dem, der oprindelig var anbragt på grænsemuren, som adskilte jøderne fra hedningerne, og som Josefus omtaler.

Det er vigtigt at lægge mærke til, at det ord, der i indskriften er gengivet med “helligdom,” blev brugt i en særlig betydning om den indre forgård, israelitternes forgård, og det er det ord, der gengives med “tempel” i Joh 2,15 og ApG 21,28, 29. Når Paulus taler om den adskillende mellemmur (Ef 2,14), hentyder han sandsynligvis til denne skillemur. Inden for denne skillemur stod selve templet, som bestod af: (1) kvindernes forgård, 8 fod (ca. 2,4 m) højere end den ydre forgård; (2) 10 fod (ca. 3 m) højere end denne forgård lå Israels forgård; (3) præsternes forgård, igen 3 fod (ca. 0,9 m) højere; og til sidst (4) tempelgulvet, 8 fod (ca. 2,4 m) over dette; altså i alt 29 fod (ca. 8,8 m) over niveauet for den ydre forgård.

Toppen af Morija bjerg, hvor templet stod, er nu optaget af Haram esh-Sherif, dvs. “den hellige indhegning.” Denne indhegning er omkring 1.500 fod (ca. 457 m) fra nord til syd, med en bredde på omkring 1.000 fod (ca. 305 m), og dækker i alt et område på omkring 35 acres (ca. 14 ha). Omtrent midt i indhegningen er der en hævet platform, 16 fod (ca. 4,9 m) over det omgivende område, belagt med store stenfliser, hvorpå den muhammedanske moské står, som kaldes Kubbet es-Sahkra, dvs. “Klippens kuppel,” eller Omars moské. Denne moské dækker stedet for Salomos tempel. I midten af kuplen findes en nøgen, fremspringende klippe, den højeste del af Morija (q.v.), 60 fod gange 40 fod (ca. 18 × 12 m), som rager 6 fod (ca. 1,8 m) op over moskéens gulv og kaldes sahkra, dvs. “klippe.” Over denne klippe stod brændofferalteret. Det var jebusitten Araunas tærskeplads. Den nøjagtige placering på denne “hellige indhegning,” som templet indtog, er endnu ikke endeligt fastslået. Nogle hævder, at Herodes’ tempel dækkede stedet for Salomos tempel og palads og desuden indhegnede en firkant på 300 fod (ca. 91 m) ved det sydvestlige hjørne. Tempelforgårdene antages således at have optaget den sydlige del af “indhegningen” og i alt at have dannet en firkant på mere end 900 fod (ca. 274 m). Andre hævder, at Herodes’ tempel optog en firkant på 600 fod (ca. 183 m) i den sydvestlige del af “indhegningen.”