Hoved

hoved (ro'-sh, aramæisk re'sh, og i særlig betydning gulgoleth, bogstavelig talt "kranium", "afhuggede hoved" (1Kron 10,10), deraf Golgata (Matt 27,33; Mark 15,22; Joh 19,17); mera'ashah, bogstavelig talt "hovedstøtte", "pude", "understøtning" (1Kong 19,6); qodhqodh, bogstavelig talt hovedets krone ({{5Mos.28.35}}; {{5Mos.33.16}}; {{5Mos.33.20}}; 2 Sam 14,25; Es 3,17; Jer 48,45); barzel, "øksens blad" ({{5Mos.19.5}}, RV randnote "jern"; 2Kong 6,5); lehabhah, lahebheth, "spydets blad" (1 Sam 17,7); kephale): Det først nævnte hebraiske ord og dets aramæiske form forekommer hyppigt både i deres bogstavelige og overført betydning. Vi kan skelne følgende betydninger:

1. Brugt om mennesker:

Med en let betydningsudvidelse betyder "hoved" stundom personen selv. Dette gælder alle steder, hvor det siges, at ondskab vender tilbage eller bliver gengældt over en persons hoved (se nedenfor).

2. Brugt om dyr:

Ordet bruges også i forbindelse med slangernes hoved (1Mos 3,15), det rituelle offerdyrs – vædder, tyr og ged – hoved (2Mos 29,10; 2Mos 29,15; 2Mos 29,19; 3Mos 4,4; 3Mos 4,24), leviathans hoved (Job 41,7, hebraisk 40,31).

3. Hoveddelen:

Det bruges også om toppen eller højdepunktet af en ting, som kapitælen på en søjle eller pille (2Mos 36,38; 2Mos 38,28; 2Kron 3,15); på bjerge (2Mos 19,20; {{4Mos.21.20}}; Dom 9,7; Am 1,2; Am 9,3); på en kejserstab (Est 5,2); på en stige (1Mos 28,12); på et tårn (1Mos 11,4).

4. Begyndelse, kilde, oprindelse:

Som fjerde betydning forekommer ordet (Ordsp 8,23; {{Præd.3.11}}; Es 41,4) i betydningen begyndelsen af måneder (2Mos 12,2), af floder (1Mos 2,10), af gader eller veje (Es 51,20; Ez 16,25; Ez 21,21).

Som fører, fyrste, anfører, høvding, kaptajn (eller som adjektiv med betydningen fornemst, øverst), oprindelig: "den der står i spidsen"; jf. "Gud er med os i vores spids" (2Kron 13,12); "Ved du ikke, at Herren vil tage din mester fra dit hoved?" (2Kong 2,3); "hovedsten" RV "topsten", dvs. den øverste sten (Zak 4,7).

5. Fører, fyrste:

Israel kaldes folkenes hoved ({{5Mos.28.13}}); "Syriens hoved (hovedstad) er Damaskus, og Damaskus' hoved (fyrste) er Rezin" (Es 7,8); "deres fødres huse hoveder", dvs. klannernes ældste (2Mos 6,14); jf. "stammers hoveder" ({{5Mos.1.15}}), også "anfører", bogstavelig talt hoved ({{4Mos.14.4}}; {{5Mos.1.15}}; 1Kron 11,42; Neh 9,17)). Udtrykket "hoved og hale" (Es 9,14; Es 19,15) forklares af rabbinerne som betydende folkets høje og lave; jf. "palmeblad og siv" (Es 9,14), "føddernes hår .... og skæg" (Es 7,20), men jf. også Es 9,15. I Det nye testamente finder vi Kristi bemærkelsesværdige udtalelse om at være "kirkens hoved" (Ef 1,22; Ef 5,23), "hver mands hoved" (1Kor 11,3), "alle magters og potentaters hoved" (Kol 2,10), "legemets hoved, kirken" (Kol 1,18; jf. Ef 4,15)). Sammenhængen i 1Kor 11,3 er meget instruktiv for en rigtig forståelse af dette udtryk: "Jeg vil nemlig have jer til at vide, at hver mands hoved er Kristus, og kvinden har manden til hoved, og Kristus har Gud til hoved" (jf. Ef 5,23)). Her henvises klart til Kristi herredømme over hans kirke, ikke til Kristus og hans kirke værende ét, medens Ef 4,16 taler om kirkens afhængighed af Kristus. Disse steder bør derfor ikke presses til at omfatte tanken om, at Kristus er hans folks intellektuelle center, hans folks hjerne, hvorfra medlemmerne styrkes passivt, thi i den jødiske tankegang var hjertet, ikke hovedet, sædet for intellektet.

Se HJERTE.

6. Forskellige brugsområder:

Idet hovedet er den vigtigste del af det fysiske menneske, siges ulykke og velsignelse at komme over en persons hoved (1Mos 49,26; {{5Mos.33.16}}; Dom 9,57; 1 Sam 25,39; 2Kron 6,23; Ez 9,10; Ez 11,21; Ez 16,43; Ez 22,31). Af denne grund lægges hænderne på hovedet af en person, over hvilken velsignelser påkaldes (1Mos 48,14; 1Mos 48,17; 1Mos 48,18; Matt 19,15) og på offerdyret, over hvilket synder lægges (2Mos 29,15; 3Mos 1,4; 3Mos 4,29; 3Mos 4,33)). Ansvar for en gerning siges også at hvile på gerningspersonens hoved (2 Sam 1,16; 2 Sam 3,29; 1Kong 8,32; Sl 7,16; Apg 18,6)). Bibelen lærer os at gengælde godt for ondt (Matt 5,44), eller i den meget idiomatiske hebraiske stil at "stænke gløder på (hans) hoved" på modstanderen (Ordsp 25,22; Rom 12,20)). Denne frase er dunkel i sin oprindelse, men helt klar i sin betydning og anvendelse (jf. Rom 12,17; Rom 12,19; Rom 12,21)). Jøden var tilbøjelig til at sværge ved sitt hoved (Matt 5,36), som den moderne orientaler sværger ved sit skæg. Hovedet siges at være under et løfte ({{4Mos.6.18}}; {{4Mos.6.19}}; Apg 18,18; Apg 21,23), fordi nazirængelubdet let kunne genkende på hovedet.

Der er talrige idiomatiske udtryk forbundet med hovedet; af dem nævner vi følgende: »det grå hoved« betegner alderdom (se HAIR); »at runde hovedets hjørner« osv. (3 Mos 19,27; sammenlign også 5 Mos 14,1; Am 8,10), sigter sandsynligvis til barbering af sidelokkerne eller hele hovedbunden blandt hedenske folkeslag, hvilket ofte blev gjort i afgudsdyrkende helligdomme eller som tegn på indvielse til en afguds tjeneste. Det blev derfor forbudt Israel, og den strenge overholdelse af dette gav anledning til den særlige jødiske skik at bære lange sidelokker (se HAIR). »At salve hovedet« (Sl 23,5; Sl 92,10; Hebr 1,9) var et tegn på glæde og gæstfrihed, mens »at tildække hovedet« (2 Sam 15,30; Est 6,12; Jer 14,3), »at lægge hånden på hovedet« (2 Sam 13,19) og at lægge jord, støv eller aske på det (Jos 7,6; 1 Sam 4,12; 1 Sam 4,2; 1 Sam 13,19; Klag 2,10; sammenlign Am 2,7) udtrykte bedrøvelse, sorg, dyb skam og klage. I Est 7,8 bliver Hamans ansigt tildækket som en dømt forbryders, eller som en, der er blevet fuldstændig gjort til skamme og ikke har mere at sige til forsvar for sit liv.

I denne forbindelse må Paulus’ påbud om kvinders tilsløring ved de kristnes offentlige sammenkomster (1 Kor 11,5) nævnes, mens mændene blev pålagt at møde med utilsløret hoved. Dette står i direkte modsætning til jødisk skik, ifølge hvilken mænd bar hovedet dækket af tallithen eller bedesjalet, mens kvinder blev anset for tilstrækkeligt dækket af deres lange hår (1 Kor 11,15). Apostlen anbefaler her ganske enkelt en græsk skik for menigheden, der boede blandt græske befolkninger; med andre ord anbefaler han lydighed mod lokale normer for sømmelighed og god orden.

»At knuse hovedet« (1 Mos 3,15) betyder at såre alvorligt; »at slå igennem hovedet« (Sl 68,21) er ensbetydende med fuldstændig ødelæggelse. »At ryste eller vrikke med hovedet« (Sl 22,7; Sl 44,14; Sl 64,8; Jer 18,16; Jer 48,27; Klag 2,15; Matt 27,39; Mark 15,29) udtrykker åbenlys spot og foragt. »At bøje hovedet« (Es 58,5) betegner ydmyghed, bedrøvelse og sorg, men det kan også blot være et skin af fromhed (Sirak 19,26).

H. L. E. Luering