Hoseas' profetier

Denne bog står først i rækken blandt de “Små Profeter”. “Den sandsynlige årsag til Hoseas' placering kan være hans profetord grundigt nationale karakter, deres længde, deres alvorlige tone og levende fremstillinger.” Dette var den længste af de profetiske bøger, der blev skrevet før fangenskabet. Hoseas profeterede i en mørk og tungsindig periode af Israels historie, perioden med Israels tilbagegang og fald. Deres synder havde bragt store nationale ulykker over dem. “Deres drab og utugt, deres mened og tyveri, deres afgudsdyrkelse og ugudelighed irettesættes og spottes med trofast strenghed.” Han var samtidig med Esajas. Bogen kan deles i to dele; den første omfatter kapitel 1-3 og fremstiller symbolsk Israels afgudsdyrkelse med billeder hentet fra ægteskabsforholdet. Billederne af ægteskab og ægteskabsbrud er almindelige i Det Gamle Testamentes skrifter som fremstilling af de åndelige relationer mellem Jehova og Israels folk. Her ser vi Israels frafald og deres straf, sammen med deres fremtidige omvendelse, tilgivelse og genoprettelse.

Den anden del, som omfatter 4-14, er et sammendrag af Hoseas' taler, fyldt med fordømmelser, trusler, formaninger, løfter og åbenbaringer af barmhjertighed.

Citater fra Hoseas findes i Matt 2,15; 9,15; 12,7; Rom 9,25, 26. Dertil kommer forskellige hentydninger til den andre steder (Luk 23,30; Åb 6,16, jf. Hos 10,8; Rom 9,25, 26; 1 Pet 2,10, jf. Hos 1,10, osv.).

Om denne forfatters stil er det blevet sagt, at “hvert vers danner en helhed for sig selv, som ét tungt slag i en dødsklokke.” “Inversioner (7,8; 9,11.13; 12,8), anakoluter (9,6; 12,8 osv.), ellipser (9,4; 13,9 osv.), paronomasier og ordspil er meget karakteristiske for Hoseas (8,7; 9,15; 10,5; 11,5; 12,11).”