Krone

Betegner guldpladen foran på ypperstepræstens turban (2 Mos 29,6; 39,30). Det samme hebraiske ord, der gengives sådan (ne’zer), betegner det diadem, Saul bar i kamp (2 Sam 1,10), og også det, der blev brugt ved Joashs kroning (2 Kong 11,12).

Det mere almindelige hebraiske navn for en krone er ’atarah, som betyder en “ring” eller “krans.” Det bruges om kroner og hovedprydelser af forskellig slags, herunder kongelige kroner. Sådan var den krone, David tog fra Ammons konge (2 Sam 12,30). Den krone, de assyriske konger bar, var en høj turban, undertiden prydet med blomster. Der findes også skulpturer, som viser de kroner, de tidlige egyptiske og persiske konger bar. Undertiden omgav et diadem den kongelige hovedbeklædning med to eller tre bånd. Dette betød sandsynligvis, at bæreren havde herredømme over to eller tre lande. I Åb 12,3; 13,1 læser vi om “mange kroner,” et tegn på vidtstrakt herredømme.

Den gamle persiske krone (Est 1,11; 2,17; 6,8) blev kaldt kether, dvs. “en krans,” en høj hue eller tiara. Kroner blev undertiden båret som udtryk for ære og magt (Ez 23,42). De blev båret ved bryllupper (Højs 3,11; Es 61,10, “prydelser;” RV: “en krans”) og ved fester og offentlige højtider.

Hos romerne og grækerne var kronen et symbol på sejr og belønning. Den krone eller krans, som sejrherrerne i de olympiske lege bar, var lavet af blade fra det vilde oliventræ; i de pythiske lege af laurbær; i de nemeiske lege af persille; og i de isthmiske lege af fyr. Romerne tildelte “borgerkronen” til den, der reddede en borgers liv. Den var lavet af egeblade. Som modsætning til alle disse visnende kroner taler apostlene om den uforgængelige krone, livets krone (Jak 1,12; Åb 2,10), “som ikke visner” (1 Pet 5,4, gr. amarantinos; jf. 1,4). Sandsynligvis blev ordet “amaranth” brugt om blomster, vi kalder “evighedsblomster,” den “udødelige amarant.”