Hår

har (se`ar, sa`ar, aramæisk se`ar, og deres afledninger; thrix, genitiv trichos, kome):

1. Hårmoder:

Håret blev båret på forskellige måder af orientalerne i bibelsk tid, og ikke altid på samme måde hos det samme folk i forskellige epoker. Vi ved dette tydeligt fra egyptisk litteratur og monumenter samt fra græske forfatteres skrifter (især Herodot), at beboerne ved Nilen fik hovedet barberet i den tidlige barndom, idet man kun lod en sidelok blive tilbage, indtil moden alder var nået; da blev dette barndomstegn fjernet. Præster og krigere holdt hovedet tætbarberet; kun de krav, som hård krigsførelse stillede, fik lov at gribe ind i denne skik. På den anden side satte det hebraiske folk, ligesom deres babyloniske naboer (Herod. i.195), pris på langt, velplejet og fyldigt krøllet hår som tegn på mandlig skønhed. Beviser på dette er ikke sjældne i Skriften og andre steder. Samsons (Dom 16,13; Dom 16,19) og Absaloms (2 Sam 14,26) lange, rige hår omtales særligt, og shulamitten synger om sin elskedes lokker, som er »fyldige (Revised Version, randnote: »krøllede«), og sorte som en ravn« (Højs 5,11). Josefus (Ant., VIII, vii, 3 (185)) beretter, at Salomos livvagt udmærkede sig ved ungdommelig skønhed og »yppige hårpragter«. I beretningen om Samson læser vi om »de syv lokker på hans hoved« (Dom 16,19). Det er sandsynligt, at udtrykket betegner de hårfletninger, som endnu ofte bæres af den unge beduinkriger i ørkenen.

2. Hår i afgudsdyrkelse:

Det er velkendt, at blandt de omgivende hedenske folkeslag blev barndommens eller ungdommens hår ofte barberet af og indviet ved afgudstempler (sammenlign Herod. ii.65 om Egypten). Ofte markerede denne skik en indvielsesrite til tjeneste for en guddom (f.eks. Orotals (Bacchus’) i Arabien, Herod. iii.8). Den var derfor en vederstyggelighed fra folkene i jødens øjne, hvilket der henvises til i 3 Mos 19,27; Jer 9,26; Jer 25,23; Jer 49,32. Den syriske version af det sidstnævnte sted gengiver: »I må ikke lade jeres hår vokse langt« (dvs. for at klippe det som en religiøs rite til ære for en afgud). Det er dog sandsynligt, at blandt jøderne, ligesom nu blandt mange grupper af muhammedanere, var den periodiske klipning af håret, når det var blevet for besværligt, forbundet med en lille festlighed, hvor hårets vægt blev fastslået, og dets vægt i sølv blev givet som almisse til de fattige. I det mindste kan vejningen af Absaloms hår (2 Sam 14,26) henføres til en sådan skik, som ikke er uden paralleller i andre lande. Brugen af vægte i forbindelse med afbarberingen af håret i Ez 5,1 er bestemt usædvanlig. Se illustrationen »Votive Offering« på s. 1302.

3. Nasiræerløftet:

Vi kan også sammenligne barberingen af nasiræerens hoved med disse hedenske skikke, skønt ligheden blot er overfladisk. Den mand, som aflagde et løfte til Gud, stod til ansvar over for ham med hele sit legeme og væsen. Ikke engang et hår måtte med vilje beskadiges i hele løftets periode, for alt tilhørte Gud. Afslutningen på nasiræerløftet blev markeret ved ofre og barbering af hovedet ved helligdommens indgang (4 Mos 6,1-21), som tegn på en ny begyndelse i livet. Det lange, urørte hår blev derfor betragtet som symbolet på personlig hengivelse (eller indviethed) til al styrkes Gud. Derfra var der et let skridt til tanken om, at styrken hos en Samson havde sit sæde i håret (Dom 16,17; Dom 16,20). Gud har talt selve hårene på hovedet (Matt 10,30; Luk 12,7), hvilket for mennesker udtrykker tanken om det utallige (Sl 40,12; Sl 69,4). Hvad Gud kan tælle, kan han også beskytte, så at ikke engang et hår på hovedet skulle »falde til jorden« eller »gå tabt«. Disse vendinger udtrykker fuldkommen sikkerhed (1 Sam 14,45; 2 Sam 14,11; 1 Kong 1,52; Luk 21,18; ApG 27,34).

4. Senere moder:

På Det Nye Testamentes tid, især i diasporaen, antog jøderne ofte romernes mode med at klippe håret kort (1 Kor 11,14); alligevel var frygten for at blive besmittet af hedningernes afguderiske praksis, som særligt forbydes i 3 Mos 21,5, så stor, at sidelokkerne blev ladt urørte og fik lov at vokse ad libitum. Dette er stadig skik blandt jøderne i Østeuropa og Orienten.

Se også HEAD.

5. Kvindens hår:

Hvis hebraiske mænd lagde stor vægt på deres hår, gjaldt det endnu mere blandt hebraiske kvinder. Lange sorte lokker var den jødiske piges og gifte kvindes stolthed (Højs 7,5; Joh 11,2; 1 Kor 11,5; 1 Kor 11,6; 1 Kor 11,15), men mange af de udtryk, der bruges i forbindelse med kvinders »coiffurer«, giver os ikke mere end en vag forestilling. »Lokkerne« i King James Version i Højs 4,1; Højs 4,3; Højs 6,7; Es 47,2 (tsemmah) henviser sandsynligvis ikke til håret, men bør oversættes (som Revised Version (British and American), der følger Septuaginta, gør) med »slør«. dallah (Højs 7,5) betegner de fine tråde, som udgør det ufærdige væv i væven (sammenlign Es 38,12), og derfra kvinders bølgende hår (Revised Version (British and American): »hår«). rehaTim (Revised Version (British and American): »fletninger«), i samme vers i Højsangen, betyder bogstaveligt de »render«, hvor hjordene blev vandet (sammenlign 1 Mos 30,38; 1 Mos 30,41), og dermed pigens lange fletninger, som elskeren leger med, og hvori han holdes fanget. Fletning eller opsætning af kvindens hår udtrykkes i 2 Kong 9,30 og Judith 10,3. På Det Nye Testamentes tid advares kristne kvinder mod at følge den modeprægede verden i kunstfærdig hårfrisering (1 Tim 2,9; 1 Pet 3,3).

6. Barberer:

Plejen af håret, især den periodiske klipning af det samme, nødvendiggjorde tidligt frisørhandværket. Det hebraiske ord gallabh findes i Ez 5,1, og pluralformen af det samme ord optræder i en indskrift fra Citium (Cypern) (CIS, 1586), hvor de personer, der således beskrives, klart tilhørte præsterne eller tjenerne ved et tempel.

Se FRISØR.

7. Salveolie:

Talrige var de kosmetiske midler og salveolie, der blev påført håret (Præd 9,8; Matt 6,17; måske Ruth 3,3), men nogle, forbeholdt sakramentale formål, var forbudt til verdslig brug (2 Mos 30,32; Sl 133,2). En sådan sondring finder vi også i Egypten, hvor tempelets laboratorievægge var indskrevet med omfattende recepter for sådanne hellige olier, mens de medicinske papyri (se især Papyrus Ebers, plader 64-67) indeholder talrige salveolie til håret, hvis sammensætning nogle af dem tilskrives en berømt dronning fra oldtiden. Selv græske og romerske medicinalforfattere har overleveret os kendskabet til nogle sådanne recepter, som efter sigende blev sammensat af Dronning Kleopatra VI af Egypten, Cæsar og Antonius' letsindet veninde (se min afhandling, Die über die medicinischen Kenntnisse der alten Aegypter berichtenden Papyri, ere, Leipzig, 1888, 121-32). Vi ved fra Josephus (Ant., XVI, viii, 1 (233)), at Herodes den Store i sin høje alder farvede sit hår sort, en skik, som dog ikke synes at være specifikt jødisk, da hårfarver samt midler til at blege håret var velkendte i Grækenland og Rom. Det er sikkert, at ytringen Matt 5,36 ikke ville være blevet udtalt, hvis dette havde været en almindelig skik i Herrens tid. En særlig luksus nævnes af Josephus (Ant., VIII, vii, 3 (185)), som fortæller, at de unge mænd, der udgjorde Dronning Salomos livgarde, havde for vane på festlige lejligheder at strø deres lange hår med guldstøv (psegma chrusou).

For jøderne var salvingen af hovedet ensbetydende med glæde og velstand (jf. Sl 23,5; Sl 92,10; Hebr 1,9; jf. også "glædens olie," Es 61,3, og "lykkeolie," Sl 45,7). Det var også, ligesom føddernes vask, et tegn på gæstfrihed (Sl 23,5; Luk 7,46).

Omvendt var det skik i tider med personlig eller national elendighed og sorg at bære håret uden salve og usoigneret, eller at dække hovedet med støv og aske (2 Sam 14,2; Jos 7,6; Job 2,12), eller at rykke håret ud eller klippe det af (Ezra 9,3; Neh 13,25; Jer 7,29).

8. Symbolsk brug af ordet:

Vi har henvist til hårets tykkelse, som gav hebraeren et passende udtryk for forestillingen om "utallige." Hår er også udtryk for finhed; således kunne de 700 venstrehendte mænd fra Benjamin "slynge sten ved en hårbreadth og ikke fejle" (Dom 20,16). Gråt hår og alderdoms hvide farve blev højt æret af jøderne (Ordsp 16,31; Ordsp 20,29; /APC 2Macc 6,23). Ud over at udtrykke alderdom (Es 46,4), står de for visdom (Salomos Visdom 4,9 (10)). Nogle gange er hvidt hår sindet for en glørrig, hvis ikke guddommelig, tilstedeværelse (Dan 7,9; /APC 2Macc 15,13; Åb 1,14). Ulykke, der ramte de gråhårede, var dobbelt forfærdelig (1 Mos 42,38; 1 Mos 44,29). "Kødsens hår" siges at "rejse sig" (Job 4,15; /APC Sirach 27,14) når pludselig skræk eller frygt tager fat på en person. Det symbolske sprog i Es 7,20 bruger "føddernes hår" (se FØDDER) og "skægget" som synonym med "de ydmyge" og "folkets mægtige."

Kamelehår (Matt 3,4; Mark 1,6) nævnes i forbindelse med beskrivelsen af Døberen Johannes' beklædning. Det repræsenterer, ifølge Hieronymus, en ru skjorte båret under frakken eller kappen, selvom der produceres et ret blødt stof i Arabien fra kamelens finere uld.

Gedehår var materialet til et stof, der brugtes til klæder og til mere eller mindre vandtæt dækning af telte og pakker. Det er Kedars sorte teltklud (Højs 1,5; 2 Mos 26,7; 2 Mos 36,14). I Nye Testamentes tid var det det særlige produkt af Paulus' hjemland Kilikien, hvorfra det har sit navn cilicium, og dets fremstilling udgjorde apostlens eget håndværk (ApG 18,3). Det omtales også som materiale til at stoppe puder (1 Sam 19,13).

Se også VÆVNING.

H. L. E. Luering