Hår

Egypterne lod håret på hovedet og skægget vokse kun, når de sørgede; ellers barberede de det af. “Så nøje var de på dette punkt, at det at forsømme det var genstand for bebrejdelse og latterliggørelse; og når kunstnerne ville give indtryk af en mand af lav stand eller en sjusket person, fremstillede de ham med skæg.” Josef barberede sig, før han gik ind til Farao (1 Mos 41,14). Kvinderne i Egypten bar håret langt og flettet. Parykker blev båret af præster og lægfolk for at dække den barberede isse, og falske skæg var almindelige. De store hårmasser, man ser på portrætter og statuer af konger og præster, er således helt kunstige.

En helt modsat praksis, hvad mænd angår, gjaldt blandt assyrerne. I assyriske relieffer fremstår håret altid langt og kæmmet tæt ned over hovedet. Også skægget fik lov at vokse til sin fulde længde.

Blandt grækerne varierede skikken på dette punkt til forskellige tider, ligesom den også gjorde blandt romerne. På apostlens tid bar mændene blandt grækerne kort hår, mens kvindernes hår var langt (1 Kor 11,14, 15). Paulus irettesætter korintherne for at følge en skik, der i den grad udviskede forskellen mellem kønnene og var skadelig for god moral. (Se dog 1 Tim 2,9 og 1 Pet 3,3, hvad kvinder angår.)

Blandt hebræerne blev den naturlige forskel mellem kønnene bevaret ved, at kvinderne bar langt hår (Luk 7,38; Joh 11,2; 1 Kor 11,6), mens mændene som regel holdt deres hår i moderat længde ved hyppig klipning.

Skaldethed gjorde en person uegnet til præsteembedet (3 Mos 21).

Elias kaldes en “håret mand” (2 Kong 1,8) på grund af sine bølgende lokker, eller snarere på grund af den lodne kappe af hår, som han bar. Hans klædning var af kamelhår.

Langt hår bemærkes især i beskrivelsen af Absaloms person (2 Sam 14,26); men det at bære langt hår var usædvanligt og blev kun praktiseret som en religiøs handling af naziræere (4 Mos 6,5; Dom 13,5) og andre som tegn på særlige barmhjertighedsbeviser (ApG 18,18).

I trængselstider blev håret klippet af (Es 3,17, 24; 15,2; 22,12; Jer 7,29; Am 8,10). At rive håret ud og lade det hænge uredt var også tegn på sorg (Ezra 9,3). “At klippe håret af” er et billede på et folks fuldstændige ødelæggelse (Es 7,20). Hebræerne salvede håret rigeligt med vellugtende salver (Ruth 3,3; 2 Sam 14,2; Sl 23,5; 45,7 osv.), især i glædestider (Matt 6,17; Luk 7,46).