Gilead

gil'-e-ad (ha-gil`adh, "Gilead"): Navnet forklares i 1 Mos 31,46 ff,51 som afledt af hebraisk gal, "en stenrøse," og `edh, "vidne," hvilket i betydning stemmer overens med det aramæiske yegharsahadhutha'. Det arabiske jilead betyder "ujævn," "knudret."

(1) En by nævnt i Hos 6,8; Hos 12,11, muligvis at identificere med Gilead nær Mispa (Dom 10,17). Hvis dette er rigtigt, kan den gamle by være repræsenteret ved det moderne Jil`ad, en ruin omkring 5 miles nord for es-Salt.

(2) Et bjerg nævnt i Dom 7,3. Gideon, som fik ordre til at reducere antallet af mænd, der var med ham, befalede alle, som var "bange og skælvende," at "vende om og drage bort fra Gileads bjerg." Revised Version, randnote, har: "vend om og gå rundt fra Gileads bjerg." Gideon og hans hær lå syd for Jizre'els slette på Gilboas nedre skråninger. Det er blevet foreslået (Studer, Comm., ad loc.), at eftersom midjanitterne lå mellem mændene fra de nordlige stammer og deres hjem, fik de besked på at krydse Jordan, tage en omvej gennem Gilead og således undgå fjenden. Muligvis bør vi dog læse Gilboa i stedet for Gilead; eller en del af bjerget kan have båret navnet Gilead. Det sidste forslag støttes af tilstedeværelsen af en kraftig kilde under Gilboas nordlige skråning, næsten 2 miles fra Zer`in, muligvis at identificere med Harods kilde. I det moderne navn, `Ain Jalud, kan der være et ekko af det gamle Gilead.

(3) Navnet anvendes generelt om bjergmassen, der ligger mellem Yarmuk i nord og Wady Chesban i syd; Jordan var grænsen mod vest, mens den mod øst stødte op til ørkenen.

1. Gileads land:

Gileads bjerg — bogstaveligt "Gileads bjerg" — kan henvise til en bestemt højde, som vi nu ikke har nogen mulighed for at identificere (1 Mos 31,23). Navnet Jebel Jil`ad bruges ganske vist stadig om et bjerg syd for Nahr ez-Zerqa og nord for es-Salt; men dette opfylder ikke kravene i passagen, som den står. Det samme udtryk i 5 Mos 3,12 står åbenbart for hele landet. Dette er sandsynligvis også tilfældet i Højs 4,1. Navnet Gilead bruges undertiden til at betegne hele landet øst for Jordan (1 Mos 37,25; Jos 22,9; 2 Sam 2,9 osv.). Sammen med Bashan betegner det desuden landet øst for Jordan, til forskel fra Moabs højslette (5 Mos 3,10; Jos 13,11; 2 Kong 10,33).

2. Bashan:

I nord grænsede Gilead op til Geshur og Ma'aka (Jos 13,11; Jos 13,13); og her ville den naturlige grænse være dannet af Yarmuks dybe kløft og Wady esh-Shellaleh. I førisraelitisk tid delte Jabbok (Nahr ez-Zerqa), som skærer landet i to, Sihons kongerige fra Ogs (5 Mos 3,16; Jos 12,2). Grænserne mellem Rubens, Gads og Manasses stammer kan ikke angives med nogen sikkerhed. Sandsynligvis varierede de til forskellige tider (sammenlign Jos 13,24 ff; 1 Krøn 5,8; 1 Krøn 5,9; 1 Krøn 5,11; 1 Krøn 5,16). Det øger vanskeligheden betydeligt, at så mange af de nævnte byer stadig er uidentificerede. Men under alle omstændigheder er det klart, at størstedelen af Gilead tilfaldt Gad, så Gilead kunne stå for Gad (Dom 5,17). HAVVOTH-JAIR (se denne), "Jairs landsbyer," lå i Gilead (Dom 10,4). Den moderne inddeling af landet følger de naturlige forhold. Fra Yarmuk til Nahr ez-Zerqa ligger distriktet `Ajlun; og fra Zerqa til Arnon ligger el-Belqa.

3. Geologi:

Den geologiske formation er den samme som i det vestlige Israels land, men den underliggende sandsten, som ikke forekommer vest for Jordan, danner de nederste skråninger af Moabs og Gileads kæde og kan spores så langt som til Jabbok. Den er delvis dækket af de nyere hvide mergellag, som danner de ejendommelige toppe på forbjergene umiddelbart over Jordandalen; men den rækker op over dem til en højde af 1.000 fod over Middelhavet mod syd og danner bunden af Buqei`a-bækkenet længere mod øst og 1.000 fod højere. Oven over dette ligger den hårde, uigennemtrængelige dolomitkalksten, som ses i "de ujævne bakker omkring" Jabbok og i Jebel `Ajlun, og som i gennemsnit hæver sig 1.500 fod over sandstenen og danner underlaget for de rigelige kilder. Den hælder også ned mod Jordandalen, og vandet fra højslettens overflade, som synker ned til overfladen af deres formation, bryder frem af bakkeskråningerne mod vest i stadige bække. Det var på grund af denne hårde kalkstens ujævnhed, at Gilead fik sit navn. Oven over dette igen ligger ørkenhøjslettens hvide kridt, det samme som findes i Samaria og Nedre Galilæa, med bånd af flint eller hornsten i forvredne lag eller strøet som småsten på overfladen. Hvor denne formation er dyb, er landet bart og tørt, forsynet med cisterner og dybe brønde. Således bliver højsletten til ørken, mens bakkeskråningerne er rige på vandløb og kilder; og af denne grund er det vestlige Gilead et frugtbart land, mens det østlige Gilead er en ødemark (Conder, DB, under ordet).

4. Bjerge:

Gileads højland kan beskrives som den store østlige højslettes kant, der folder sig, før den styrter ned i Ghor. Bjergkædens gennemsnitlige højde er omkring 4.000 fod over Jordandalen eller 3.000 fod over Middelhavet. Den største højde findes mod syd, hvor den kulminerer i Jebel Osh`a (3.597 fod), nord for es-Salt. Dette bjerg giver en meget vid udsigt. Øst for det ligger sænkningen (en gammel søbund) el-Buqei`a, fuldt 1.500 fod lavere. I nord har vi Jebel Hakart (3.408 fod) vest for Reimun. Næsten lige så højt (3.430 fod) er Jebei Kafkafah, omkring 12 miles mod nordøst. Et markant punkt (2.700 fod) godt 2 miles nordvest for `Ajlun er kronet af Qal`at er-Rabad, hvorfra man igen får en udsigt af usædvanlig udstrækning.

5. Vandløb og produkter:

Yarmuk og Zerqa (se {{JABBOK}}) er hovedstrømmene, men næsten hver dal har sin permanente bæk. Jordarten i Gilead er, skønt ikke så rig som den vulkanske jord i Nord og Syd, rigelig til at give vederlaget for landmandens arbejde. Blandt blomster er de mest talrige phloxa, cistus og narcissen. Hagtorn, mastix og jordbærtræ trives yppigt, mens mange dale og skråninger er skyggefulde af tæt egebevoksning, og på de højere strækninger med furer. Strømmene er kantede med oleander. Græsslettens monotone karakter brydes af tuer med det hårdfør hvide gynst. På lavere område findes tamarisk og lotos, med mange bølgende rorhegn. Landskabet er smukkere og mere malerisk end nogen anden del af Israels land. Jorden dyrkes nu ikke i større omfang; men den giver rigeligt beite til mange kreaturgeder og hjorde (Højs 6,5).

Ismaelitterne fra Gilead (1 Mos 37,25) var ved at transportere "krydderi og balsam og myrra." Fra arilds tid var Gilead berømt for sin {{BALM|balsam}} (se der). LoT, oversat "myrra" i ovenstående passage, var sandsynligvis den gummi, som blev frembragt af Cistus ladaniferus, en blomst som stadig trives i Gilead.

6. Historie:

Efter erobringen gik Gilead, som vi har set, hovedsagelig over i Gads hænder. Et ammonitisk angreb blev afvist af Jeftaks heltemod (Dom 11,1) og efraimitternes modvillighed blev frygtelig strafet (Dom 12,1). Gilead var i første omgang for Isbosets sag (2 Sam 2,9), men efter mordet på denne fyrste kom gilead-folket med resten af Israel til David (2 Sam 5,1). Ved erobringen af fæstningen Rabba, som ammoniterne havde fortsat med at holde, kom landet endelig under Davids magt (2 Sam 12,26). David flygtede til Mahanaim fra Absalom, og denne oprørske fyrste døde i en af Gileads skove (2 Sam 17,24; 2 Sam 18,6). Joabs folketal omfattede Gilead (2 Sam 24,6). Salomo havde to forsyningsdistrikter i Gilead (1 Kong 4,13; 1 Kong 4,19). Foran Ramoth-gilead, som han søgte at genvinde fra syrerne, der havde erobret det, modtog Ahab sin dødsmodsåring (1 Kong 22,1) Syrerne påtvang deres overhøjhed i Gilead (2 Kong 10,32) hvor Moab og Israel havde kæmpet med vekslende held (M S). Til sidst overrendte Tiglat-Pileser landet og bortførte mange af beboerne (2 Kong 15,29) Dette synes at have ført til at hedenskabet erobrede landet tilbage, og tilbagekommen til Gilead blev lovet til Israel (Zak 10,10).

På et senere tidspunkt var de jødiske indbyggere i Gilead truet fra deres hedenske naboer. På deres vegne invaderede Judas Makkabæus landet og opnåede iøjnefaldende succes (1 Macc 5,9 ff). Alexander Janneus, som havde undertvunget Gilead, blev tvunget til at afgive det igen til Arabiens konge (Ant., XIII, xiv, 2; BJ, I, iv, 3). I den romerske periode, især i 2. og 3. århundrede e.Kr., nød landet stor velstand. Da blev sådanne byer som Gadara og Gerasa bygget, som stadig er imponerende selv som ruiner. Fremkomsten af de muhammedanske hære var signalet for dets forfald. Bestræbelser blev gjort for at genvinde det for kristendommen af Baldwin I (1118 e.Kr.) og Baldwin II (1121 e.Kr.); og korstogene satte deres præg på sådan fæstninger som Kal`at er-Rabad og borgen ved es-Salt. Med genafsertionen af muhammedansk overhøjhed sænkes et tæppe over distriktets historie; og først i forholdsvis nyere tid er det blevet kendt igen for rejsende. De landmålinger, som Palestine Exploration Fund ledede, i det omfang de er blevet udført, er uvurderlige. Nord for Jabbok er der mange landsbyer og en rimelig mængde dyrkning. Es-Salt er den eneste landsby af nogen betydning i Syd. Den er berømt for sine rosiner. Dens rummelige højsletter, dens skovbevoksede og velforsynede dale har i århundreder været nomadernes græsland.

LITERATUR.

Brugbar information findes i Merrill, East of the Jordan; Oliphant, Land of Gilead; Thomson, LB; og især i Conder, Heth and Moab, og i Memoirs of the Survey of Eastern Palestine

W. Ewing

(gil`adh):

(1) En søn af Makir, Manasses sønnesøn (4 Mos 26,29; 4 Mos 26,30).

(2) Jeftas far (Dom 11,1; Dom 11,2).

(3) En gadit, søn af Mikael (1 Krøn 5,14).