Ammon; ammonitter

am'-on, am'-on-its (`ammon; `ammonim):

Den hebraiske tradition gør denne stamme til efterkommere af Lot og dermed beslægtet med israelitterne (1 Mos 19,38). Dette afspejles i det navn, der sædvanligvis bruges i Det Gamle Testamente til at betegne dem, Ben `Ammi, Bene `Ammon, "min slægts søn", "min slægts børn", dvs. slægtninge. Derfor finder vi, at israelitterne får befaling om at undgå konflikt med dem på deres vandring til det forjættede land (5 Mos 2,19). Deres bosted lå øst for Det Døde Hav og Jordan, mellem Arnon og Jabbok, men før hebræernes fremrykning var de blevet fordrevet fra en del af deres land af amoritterne, som langs østsiden af Jordan og Det Døde Hav grundlagde Sihons kongerige (4 Mos 21,21-31).

Fra Egyptens optegnelser, især Tell el-Amarna-brevene, kender vi den omtrentlige dato for den amoritiske invasion (14. og 13. århundrede f.Kr.). De blev presset mod nord af hittitterne, som tvang dem ned over stammerne i syd, og nogle af dem bosatte sig øst for Jordan. Således hjalp Israel ammonitterne ved at ødelægge deres gamle fjender, og dette gør deres optræden i en senere periode desto mere dadelværdig. På Jeftas tid undertrykte de israelitterne øst for Jordan og hævdede, at disse havde berøvet dem deres territorium, da de kom fra Egypten, skønt det var amoritternes ejendomme, de havde taget (Dom 11,1-28). De blev besejret, men deres fjendtlighed ophørte ikke, og deres optræden over for israelitterne var særlig skammelig, som på Sauls tid (1 Sam 1) og på Davids tid (2 Sam 2). Dette kan forklare den grusomme behandling, de fik i den krig, der fulgte (2 Sam 12,26-31).

De synes at være blevet fuldstændig undertvunget af David, og deres hovedstad blev indtaget; senere finder vi en bedre ånd vist, for Nahash fra Rabba viste ham venlighed, da han var flygtning (2 Sam 17,27-29). Deres land kom i Jeroboams besiddelse ved rigets deling, og da aramæerne fra Damaskus berøvede Israels rige dets besiddelser øst for Jordan, blev ammonitterne undersåtter under Benhadad, og vi finder en styrke på 1.000 af dem, der tjente som allierede for denne konge i aramæernes store slag mod assyrerne ved Qarqar (854 f.Kr.) under Shalmaneser II. De kan have genvundet deres gamle territorium, da Tiglat-Pileser førte israelitterne øst for Jordan bort i fangenskab (2 Kong 15,29; 1 Krøn 5,26). Deres fjendtlighed mod begge riger, Juda og Israel, viste sig ofte. På Joshafats tid sluttede de sig sammen med moabitterne i et angreb på ham, men det endte med ulykke for dem (2 Krøn 2). De betalte tribut til Jotam (2 Krøn 27,5). Efter at have underkastet sig Tiglat-Pileser var de i almindelighed tributpligtige over for Assyrien, men vi har omtale af, at de sluttede sig til den almindelige opstand, der fandt sted under Sankerib; dog underkastede de sig, og vi finder dem tributpligtige under Esarhaddons regering.

Deres fjendtlighed mod Juda ses i, at de sluttede sig til kaldæerne for at ødelægge det (2 Kong 24,2). Deres grusomhed fordømmes af profeten Am 1,13, og deres ødelæggelse af Jer 49,1-6; Ez 21,28-32; Zak 2,8; Zak 2,9. Deres mord på Gedalja (2 Kong 25,22-26; Jer 40,14) var en ussel handling. Ammonitten Tobija sluttede sig til Sanballat for at modarbejde Nehemias (Neh 4), og deres modstand mod jøderne ophørte ikke med disses etablering i Judæa.

De sluttede sig til aramæerne i deres krige mod makkabæerne og blev besejret af Judas (1 Makk 5,6). Deres religion var en nedværdigende og grusom overtro. Deres hovedgud var Molek, eller Molok, som de ofrede mennesker til (1 Kong 11,7), noget Israel særligt blev advaret imod (3 Mos 20,2-5). Denne dyrkelse var fælles for andre stammer, for vi finder den omtalt blandt fønikerne.

H. Porter