Jordan

Hebr. Yarden, “den, der stiger ned”; arab. Nahr-esh-Sheriah, “vandingsstedet”, den vigtigste flod i Israels land. Den løber fra nord mod syd ned gennem en dyb dal i landets midte. Navnet “den, der stiger ned” er betegnende for den kendsgerning, at der langs hele dens løb er en nedstigning til dens bredder; eller det kan ganske enkelt betegne den hastighed, hvormed den “stiger ned” til Det Døde Hav.

Den har sit udspring i Hermons sne, som forsyner dens stadigt rindende kilder. Man taler almindeligvis om to kilder.

Fra den vestlige fod af en høj, hvor byen Dan, Israels lands nordlige grænseby, engang lå, vælder en betydelig kilde frem, kaldet Leddan; den er den største kilde i Syrien og Jordans hovedkilde.

Ved ruinerne af Banias, det gamle Cæsarea Filippi og det endnu ældre Panium, står en høj kalkstensklippe, ved hvis fod der er en kilde. Dette er Jordans anden kilde og er altid af jøderne blevet regnet for dens egentlige kilde. Den styrter ned mod sletten i en skummende strøm og forener sig med Leddan omkring 5 miles syd for Dan (Tell-el-Kady).

Men foruden disse to historiske kilder er der en tredje, kaldet Hasbany, som udspringer i bunden af en dal ved Hermons vestlige fod, 12 miles nord for Tell-el-Kady. Den forener sig med hovedstrømmen omkring en mile neden for sammenløbet mellem Leddan og Banias. Den flod, der således dannes, er på dette sted omkring 45 fod bred og løber i et leje 12 til 20 fod under sletten. Derefter løber den “med en hastig strøm og et meget bugtet løb” gennem en sumpet slette i omkring 6 miles, indtil den falder ud i Huleh-søen, “Meroms vande” (se dette opslag).

Under denne del af sit løb er Jordan faldet omkring 1.100 fod. Ved Banias ligger den 1.080 fod over havets overflade. Fra den sydlige ende af Huleh-søen, her næsten i niveau med havet, løber den i 2 miles “gennem et øde område af småøer og papyrus” og derefter i 9 miles gennem en snæver kløft som en skummende strøm videre til Galilæas Sø (se dette opslag).

“I hele Jordandalen fra Huleh-søen til Galilæas Sø findes ikke en eneste fastboende indbygger. Langs hele flodens og søernes østlige bred, fra Hermons fod til Hieromax’ slugt, et område med stor frugtbarhed, 30 miles langt og 7 eller 8 bredt, findes der kun omtrent tre beboede landsbyer. Den vestlige bred er næsten lige så øde. Ruiner er der rigeligt af. For hver mile eller to ligger et gammelt sted, hvor der har været en by eller landsby, nu næsten skjult under et tæt vildnis af torne og tidsler. Skriftens ord vender her tilbage til os med særlig kraft: ‘Jeg vil gøre jeres byer øde og lægge jeres helligdomme øde...Og jeg vil lægge landet øde, så jeres fjender, der bor i det, skal forfærdes over det...Og jeres land skal blive øde, og jeres byer ligge øde. Da skal landet nyde sine sabbatter, så længe det ligger øde’ (3 Mos 26,31-34).”, Dr. Porters Handbook.

Fra Galilæas Sø, i en højde af 682 fod under Middelhavet, løber floden gennem en lang, lav slette kaldet “Jordanegnen” (Matt 3,5), og af de moderne arabere Ghor, eller “den nedsænkede slette.” Denne strækning er egentlig Skriftens Jordan. Ned gennem midten af “Jordansletten” snor der sig en kløft, som varierer i bredde fra 200 yards til en halv mile og i dybde fra 40 til 150 fod. Gennem den løber Jordan i et hurtigt, ujævnt og bugtet løb ned til Det Døde Hav. Hele afstanden fra Galilæas Søs sydlige ende til Det Døde Hav er i lige linje omkring 65 miles, men følger man flodens slyngninger, omkring 200 miles; på denne strækning falder den 618 fod. Jordans samlede længde fra Banias er omkring 104 miles i lige linje, og på den strækning falder den 2.380 fod.

Der er to betydelige bifloder, som løber ind i floden mellem Galilæas Sø og Det Døde Hav, begge fra øst.

Wady Mandhur, kaldet Yarmuk af rabbinerne og Hieromax af grækerne. Den dannede grænsen mellem Bashan og Gilead. Den afvander Haurans højslette.

Jabbok eller Wady Zerka, tidligere Ammons nordlige grænse. Den løber ud i Jordan omkring 20 miles nord for Jeriko.

Den første historiske omtale af Jordan findes i beretningen om adskillelsen mellem Abraham og Lot (1 Mos 13,10). “Lot så Jordansletten som Herrens have.” Jakob gik over og tilbage over “denne Jordan” (32,10). Israelitterne gik over den som “på tør jord” (Jos 3,17; Sl 114,3). To gange senere blev dens vande mirakuløst delt på samme sted af Elias og Elisa (2 Kong 2,8, 14).

Jordan nævnes i Det Gamle Testamente omkring hundrede og firs gange og i Det Nye Testamente femten gange. De vigtigste begivenheder i evangeliehistorien, som er knyttet til den, er (1) Johannes Døbers tjeneste, da “Jerusalem og hele Judæa gik ud til ham og blev døbt af ham i Jordan” (Matt 3,6).

Også Jesus “blev døbt af Johannes i Jordan” (Mark 1,9).