Jehoash; Joash

je-ho'-ash, den ikke-sammentrukne form af (yeho'ash, yo'ash, "Jahve har skænket"; jf. 2 Kong 11,2; 2 Kong 11,21; 2 Kong 12,1; 2 Kong 12,19; 2 Krøn 24,1 osv.; Ioas):

(1) Den 9. konge af Juda; søn af Ahazja og Zibja, en kvinde fra Be'ersheba (2 Krøn 2; 2 Krøn 22,10-24). Jehoash var 7 år gammel, da han kom på tronen, og regerede i 40 år. Hans tronbestigelse kan sættes til 852 f.Kr. Nogle medregner Ataljas 6 års tronran i hans regeringsår.

I. Judas niende konge

1. Hans tidlige bevarelse:

Da Atalja ved sin tilranelse af tronen lod de kongelige prinser nedslagte, blev Jehoash reddet fra hendes unaturlige raseri ved sin tante Jehoshebas handling; hun var gift med ypperstepræsten Jojada (2 Kong 11,1; 2 Kong 11,2; 2 Krøn 22,10; 2 Krøn 22,11). I 6 år blev han skjult i Jojadas hus, som stødte op til templet; derfor siges han at have været "skjult i Jahves hus" — en helt legitim brug af udtrykket efter tidens sprogbrug.

2. Modrevolutionen:

I disse formative år af Jehoashs tidlige liv stod han under Jojadas moralske og åndelige indflydelse — en mand med ophøjet karakter og from ånd. Ved udgangen af 6 år planlagde Jojada en modrevolution, og den blev med held gennemført på en sabbat, ved en af de store højtider. Beretningerne om denne revolution i Kongebøgerne og Krønikebøgerne supplerer hinanden, men selv om Krønikeskriverens levitiske interesse er tydelig i de detaljer, han fremhæver, behøver fortællingerne ikke at kollidere, sådan som det ofte er blevet fremstillet. Begivenheden blev forberedt ved, at den unge konge i hemmelighed blev fremvist for de 5 høvedsmænd over "livvagten" (Revised Version (British and American) "kariterne") og "løberne" (2 Kong 11,4; 2 Krøn 23,1). Disse indgik pagt med Jojada og tilkaldte efter hans anvisning levitterne fra Juda (2 Krøn 23,2) og traf de nødvendige foranstaltninger til at bevogte paladset og kongens person. I disse dispositioner synes både den kongelige livvagt og levitterne at have haft deres roller. Jehoash viser sig dernæst stående på en forhøjning foran templet, vidnesbyrdets lov i hånden og kronen på hovedet. Under jubelråb bliver han salvet til konge. Atalja, som styrter ind på scenen med råb om "forræderi" (se ATHALIAH), drives ud og dræbes. En ny pagt sluttes mellem Jahve og kongen og folket, og ved ceremoniens afslutning dannes et stort optog, og kongen føres med ære til kongehuset (2 Kong 11,19; 2 Krøn 23,20). Så lykkebringende begyndte den nye regering.

3. Istandsættelse af templet:

Da Jehoash var blevet voksen (jf. hans søn Amazjas alder, 2 Kong 14,25), giftede han sig med to hustruer og fik sønner og døtre med dem (2 Krøn 24,3). Hans store anliggende i denne periode var dog istandsættelsen af templet — "Jahves hus" — som under Ataljas regering var blevet brudt op mange steder, plyndret og havde fået lov at forfalde (2 Kong 12,5; 2 Kong 12,12; 2 Krøn 24,7). For at dække udgiften til dets genoprettelse gav kongen ordre til, at alle penge, der kom ind i templet, hvad enten det var afgifter eller frivillige gaver, skulle anvendes til dette formål (2 Kong 12,4), og ud fra beretningen i Krønikebøgerne synes han at have haft for øje at genoptage den halv-shekel-skat, som Moses havde fastsat til opførelsen af tabernaklet (2 Krøn 24,5; 2 Krøn 24,6; jf. 2 Mos 30,11-16; 2 Mos 38,25). At håndhæve denne afgift ville have indebåret en ny folketælling, og mindet om de domme, der ledsagede Davids tidligere forsøg af denne art, kan meget vel have haft en afskrækkende virkning på Jojada og præsteskabet. "Levitterne skyndte sig ikke med det," hedder det (2 Krøn 24,5).

4. En ny udvej:

Tiden gik, og i det 23. år af kongens regering (hans 30. år) viste det sig, at bruddene på huset stadig ikke var blevet repareret. En ny plan blev vedtaget. Man aftalte, at en kiste med et hul boret i låget skulle opstilles på højre side af alteret i tempelgården under opsyn af to personer, den ene kongens skriver, den anden en embedsmand hos ypperstepræsten, og at folket skulle indbydes til frivilligt at komme med deres halv-shekel-skat eller andre gaver og lægge dem i denne kasse (2 Kong 12,9; 2 Krøn 24,8; 2 Krøn 24,9). Gaver fra tilbedere, som ikke besøgte alteret, blev modtaget af præster ved porten og bragt til kassen. Udvejen viste sig at være strålende vellykket. Folket reagerede villigt, store summer blev bidraget, pengene blev ærligt brugt, og templet blev grundigt renoveret. Der blev endda et overskud tilbage, som man brugte til at fremstille eller erstatte guld- og sølvkar til brug i templet. Jojadas lange og nyttige liv synes at være afsluttet kort efter.

5. Kongens forfald:

Ved denne gode mands død blev det snart tydeligt, at statens stærkeste søjle var fjernet. Det fortælles, at "Joash gjorde, hvad der var ret i Jahves øjne, alle de dage præsten Jojada vejledte ham" (2 Kong 12,2), men efter at Jojada var blevet hæderfuldt begravet i kongernes grave (2 Krøn 24,16), blev et sørgeligt frafald åbenbart. Judas stormænd kom til Joash og gav udtryk for deres ønske om større frihed i gudsdyrkelsen, end den gamle præst havde tilladt dem. Med svag eftergivenhed "lyttede" kongen til dem (2 Krøn 24,17). Snart begyndte man at opstille afguder og Ashera-pæle i Jerusalem og de andre byer i Juda. Unavngivne profeter fremførte forgæves deres protester. Ypperstepræsten Zakarias, en værdig søn af Jojada, vidnede på sin plads om, at fordi folket havde forladt Jahve, ville han også forlade det, og at ulykken ville følge (2 Krøn 24,20). Vred over irettesættelsen gav kongen ordre til, at Zakarias skulle stenes med sten i tempelforgården (2 Krøn 24,21). Det blev gjort, og den handling af helligbrøde, mord og utaknemlighed blev begået, som Jesus synes at henvise til i Matt 23,35; Luk 11,51 ("Barakias' søn" i det førstnævnte sted er sandsynligvis en tidlig afskrivers randbemærkning, opstået ved forveksling med profeten Zakarias).

6. Ulykker og mord:

Ypperstepræstens døende ord: "Jahve se til det og kræv det til regnskab," fandt snart et svar. Inden et år efter Zakarias' død hærgede og ødelagde den syriske konge Hazaels hære Juda. Byen Gat faldt, og et slag, hvis sted ikke oplyses, lagde Jerusalem i fjendens vold (2 Kong 12,17; 2 Krøn 24,23; 2 Krøn 24,24). For at skåne hovedstaden for den ydmygelse, som en fremmed besættelse ville være, samlede Joash, der da var alvorligt syg, alle templets hellige ting og alt guldet i paladset og sendte det til Hazael (2 Kong 12,17; 2 Kong 12,18). Dette nederlag for hans politik, både i kirke og stat, vakte en sådan folkelig stemning mod Joash, at der blev dannet en sammensværgelse for at myrde ham. Hans fysiske lidelser skaffede ham ingen medlidenhed, og to af hans egne embedsmænd dræbte ham, mens han sov, i Millo-fæstningen, hvor han var på besøg (2 Kong 12,20). Han blev begravet i Davidsbyen, men ikke i kongegravene, sådan som Jojada var blevet det (2 Krøn 24,25).

Joash nævnes som far til Amasja (2 Kong 14,1; 2 Krøn 25,25). Hans samtidige i Israel var Joakaz (2 Kong 13,1) og Joash (2 Kong 13,10).

(2) Joakaz' søn og Israels 12. konge (2 Kong 13,10-25; 2 Kong 14,8-16; 2 Krøn 25,17-24).

II. Israels tolvte konge

1. Tronbestigelse og regering:

Joash regerede i 16 år. Hans tronbestigelse kan sættes til 813 f.Kr. Der skete næsten samtidige forandringer i herredømmerne i Juda og Assyrien--Amasja efterfulgte tronen i Juda i Joashs 2. år, og Ramman-nirari III kom på Assyriens trone i 811 f.Kr.--hvilket fik vigtige følger for Israels historie under denne regering.

2. Elisa og Joash:

I de tre foregående regeringer, gennem et halvt århundrede, havde Elisa været Jahves profet for Israel. Han var nu gammel og lå på sit dødsleje. Da den unge konge hørte om hans sygdom, kom han til Dotan, hvor profeten var, og havde en rørende samtale med ham. Hans kærlige udbrud: "Min far, min far, Israels vogne og dets ryttere" (2 Kong 13,14; sammenlign 2,12), kaster et tiltalende lys over hans karakter. På hans læber havde ordene en anden betydning end den, de bar, da Elisa selv brugte dem ved Elias' borttagelse. Dengang henviste de til det "syn", der skilte Elisa fra hans herre; nu henviste de til den store tjeneste, profeten havde ydet riget. Ikke blot havde Elisa gentagne gange reddet Israels hære fra de baghold, syrerne havde lagt for dem (2 Kong 6,8-23), men han havde også givet forsikring om hovedstadens undsætning, da den var i den yderste nød (2 Kong 6,24). For Joash var Elisas nærvær virkelig i stedet for vogne og heste. Sandheden blev på ny demonstreret ved det løfte, den døende profet nu gav ham. Idet han ledte Joash i den symbolske handling med at skyde nogle pile, forudsagde han tre sejre over syrerne--den første ved Afek, nu Fik, øst for Galilæas Sø--og flere ville være blevet givet, hvis kongens tro havde hævet sig til den anledning, der da blev ham givet (2 Kong 6,15-19).

3. Assyrien og Damaskus:

Assyriens annaler kaster et interessant lys over de omstændigheder, som kan have gjort disse sejre for Joash mulige. Ramman-nirari III, som kom på tronen i 811 f.Kr., foretog et felttog mod Damaskus, Edom og Filistæa, og i sin beretning om det siger han: "Jeg indesluttede kongen (af Syrien) i hans hovedstad, Damaskus. .... Han greb om mine fødder og overgav sig. .... Hans utallige rigdom og gods tog jeg i Damaskus." Når den syriske magt således var brudt i resten af denne herskers regering på 27 år, kan man forstå, hvordan Joash kunne genvinde, som det siges at han gjorde, de byer, Ben-Hadad havde taget fra hans far Joakaz (2 Kong 13,25). Schrader og andre ser i denne assyriske hersker den "frelser" for Israel, der hentydes til i 2 Kong 13,5; mere almindeligt forstås henvisningen som sigtende til Joash selv og til Jeroboam II (sammenlign 2 Kong 14,27).

4. Krig med Juda:

Sammenfatningen af Joashs regeringstid er meget kort, men det gunstige indtryk, man får af ham ud fra beretningerne om Elisa, styrkes af et andet, der fremgår af historien om Amasja af Juda (2 Kong 14,8-16; 2 Krøn 25,17-24). Med henblik på et felttog mod syd havde Amasja lejet en stor troppekontingent fra Samaria. Da disse lejesoldater blev sendt tilbage uden at være blevet brugt, hærgede de på vejen hjem, og der blev tilsyneladende ikke ydet nogen godtgørelse for det. Ved den første udfordring fra Judas konge afslog Joash storsindet opfordringen til våben, men da Amasja fastholdt den, blev den fred, som næsten 80 år tidligere var blevet etableret af Joshafat (1 Kong 22,44), brudt ved slaget ved Bet-Shemesh, hvor Amasja blev besejret og taget til fange. Jerusalem åbnede sine porte for sejrherren og blev plyndret for alle sine skatte, både i paladset og i templet. En del af muren blev brudt ned, og gidsler som sikkerhed for fremtidig opførsel blev ført til Samaria (2 Kong 14,13; 2 Kong 14,14).

5. Karakter:

Joash overlevede ikke længe sin kronende sejr, men efterlod en genrejst stat og lagde grundlaget for en senere regeringstid, som løftede Israel til højdepunktet af dets magt. Josefus giver Joash et højt skudsmål for gudsfrygt, men ligesom hver af sine forgængere fulgte han i Jeroboam I's fodspor ved at tillade, om ikke ligefrem fremme, dyrkelsen af guldkalvene. Derfor betegnes hans adfærd af historieskriveren som "ond" (2 Kong 13,11). Han blev efterfulgt af sin søn Jeroboam II.

W. Shaw Caldecott