Jehoram; Joram

je-ho'-ram, skrevet også i den forkortede form, (yehoram, yoram, "Jahve er ophøjet"; Revised Version (britisk og amerikansk) beholder "Joram" for hebraisk yehoram i 2 Kong 9,15-24):

(1) Israels niende konge (2 Kong 1,17-9), søn af Akab og Jezabel, efterfølger efter sin bror Ahazja, som døde barnløs. Han begyndte at regere 853 f.Kr. og regerede i 12 år (2 Kong 3,1; 2 Kong 8,16).

Udsagnet i 2 Kong 1,17, "Jehorams andet år," følger et kronologisk system, der er almindeligt i den lucianske gruppe af håndskrifter, hvor Joshafats 1. år falder i Omris 11. år; Joshafats 24. år i Ahazjas 1. år; og Jehorams 1. år i Jehoram af Judas 2. år. Den dobbelte kronologi (2 Kong 1,17 og 2 Kong 3,1) skyldes, at den, der sammenstillede Kongebøgerne, havde til hensigt at henføre alle Elisas gerninger til Jehorams regeringstid og derved forskyde begivenhedernes rækkefølge i denne regeringstid. Elisa overlevede imidlertid Jehoram i mange år, og det er muligt, at nogle af begivenhederne skal henføres til efterfølgende regeringer.

I. Israels niende konge

1. Hans religiøse politik:

Det er vanskeligt at vurdere Jehorams religiøse karakter. Tilsyneladende dukker Jezabels voldsomme fanatisme og Akabs dristighed op igen hos sønnen i form af dobbelthed og overtro. Jezabels forsøg på at erstatte Jahve med Ba'al var slået fejl. Folket stod på Jahves side. Ellers kunne Jehu ikke have gennemført sin blodige reform. Alle Ba'als tilbedere i landet kunne samles i ét Ba'al-tempel (2 Kong 10,18). Jehoram frygtede tydeligvis folket. Derfor optrådte han som reformator ved at fjerne Ba'als søjle (2 Kong 3,2), mens han i hemmelighed dyrkede Ba'al (2 Kong 3,13 a). Ikke desto mindre ventede han, når han kom i vanskeligheder, at få hjælp fra Jahve (2 Kong 3,13 b). Han havde ikke lært, at en delt natur er lige så umulig som en forening af Ba'al og Jahve.

2. Krigen mod Moab:

Straks ved sin tronbestigelse kom Jehoram i konflikt med Mesha, Moabs konge (2 Kong 3,4). Beretningen om konflikten er af særlig interesse på grund af de supplerende oplysninger om Mesha, som gives af Moabitterstenen. Der får vi at vide (ll. 1-8), at Moab blev skatskyldigt under Israel i Omris dage og forblev det i fyrre år, men at det gjorde oprør i Akabs dage. Dette fører os sandsynligvis til udsagnet i 2 Kong 3,4 ff., at Mesha "ydede Israels konge ulden af hundrede tusind lam og af hundrede tusind væddere," og at "da Akab var død, .... gjorde Moabs konge oprør mod Israels konge." Meshas sejre, som forherliges af Moabitterstenen, fandt muligvis sted før begivenhederne i 2 Kong 3,4 ff. Derfor besluttede Jehoram at genvinde moabitternes troskab. Han kaldte sin fars allierede, Joshafat, Judas konge, og dennes vasal, Edoms konge, til hjælp. Jehoram blev modtaget i Jerusalem (Josephus, Ant, IX, ii i, 1). De allierede drog mod Moab ad den længere rute, rundt om den sydlige ende af Det Døde Hav, hvilket viser, at Moab var befæstet mod angreb fra vest, og at Israel var svagt i landet øst for Jordan. Efter at de allierede mirakuløst var blevet reddet fra at omkomme af mangel på vand, ødelagde de landet og plyndrede byerne, og til sidst lykkedes det dem at indeslutte Mesha i Kir-hareset. Drevet til fortvivlelse ofrede Mesha sin ældste søn på muren som brændoffer til Kemosh. Dette synes at have fået strømmen til at vende, for "der kom stor vrede mod Israel," og de allierede vendte tilbage til deres eget land, tilsyneladende uden at have sikret sig en varig fordel.

3. Konflikterne med Syrien:

Hvis man antager, at 2 Kong 2 hører til Jehorams regeringstid, ser det ud til, at syrerne foretog hyppige indfald i Israels land, måske mere som plyndrende røverbander end som invasioner af en regulær hær (2 Kong 2). Til sidst invaderede Ben-Hadad imidlertid landet personligt og belejrede Samaria. Indbyggerne blev bragt i frygtelig nød af hungersnød, da undertrykkerne pludselig flygtede, og Israel blev reddet. I årene 849, 848 og 845 invaderede Shalmaneser II Syrien. Det er sandsynligt, at Jehoram i denne periode generobrede Ramot-Gilead, som var faldet til Syrien under Akab. Hazael efterfulgte Ben-Hadad som hersker over Syrien, og hans første handling, efter at have myrdet sin forgænger, var at generobre Ramot-Gilead. Under forsvaret af byen blev Jehoram, som blev hjulpet af sin nevø Ahazja, såret og vendte tilbage til Jizre'el for at blive helbredt for sine sår.

4. Jehus sammensværgelse:

Jehoram efterlod hæren ved Ramot-Gilead under kommando af Jehu, en populær hærfører. Mens Jehoram var i Jizre'el, sendte Elisa en profet for at salve Jehu til konge over Israel. Jehu havde været vidne til den dramatiske scene, hvor Elias slyngede Jahves forbandelse mod Akab for hans forbrydelse mod Nabot. Jehu så straks i sig selv redskabet til at bringe forbandelsen til opfyldelse. Derfor sammensvor han sig om sin forbrydelse mod Jehoram. Med en skare ryttere drog han til Jizre'el, hvor Ahazja besøgte sin syge onkel, Jehoram. Jehoram anede forræderi og red sammen med Ahazja ud for at møde Jehu. På sit spørgsmål: "Er det fred, Jehu?" fik han et brutalt svar, som ikke længere lod ham være i tvivl om sammensværgerens hensigt. Da Jehoram vendte om for at flygte, spændte Jehu sin bue og skød ham i ryggen, så pilen gennemborede hans hjerte. Hans lig blev kastet på den jordlod, som havde tilhørt Nabot.

(2) Judas konge, søn af Joshafat (2 Kong 8,16-24; 2 Krøn 21,1-20), han begyndte at regere omkring 849 og regerede i 8 år. Med hensyn til den kronologiske vanskelighed, som indføres af 2 Kong 1,17, se (1) ovenfor.

II. Judas konge

1. Hans ægteskab:

I begyndelsen af Ahabs og Joshafats regeringer blev der gjort et forsøg på at afslutte den gamle strid mellem Israel og Juda. På Ahabs forslag forenede de to riger for første gang deres styrker mod den fælles fjende fra nord, aramæerne. For at besegle alliancen blev Atalja, datter af Jezabel og Ahab, gift med Joram, Joshafats søn. Således blev Joram svoger til (1) ovenfor. Uden tvivl blev dette af de interesserede parter betragtet som et mestertræk i forsoningspolitik. Det viste sig dog at blive katastrofalt for Juda. Der kan næppe være tvivl om, at Jezabels uhellige nidkærhed omfattede en baalisering af Juda såvel som af Israel. Dette ægteskab var et skridt i den retning.

2. Hans afgudsdyrkelse:

"En mand skal forlade sin far og sin mor og holde sig til sin hustru." Det gjorde Joram. "Han vandrede på Israels kongers veje, sådan som Ahabs hus gjorde" (2 Kong 8,18). Ifølge 2 Krøn 21,11; 2 Krøn 21,13 antog Joram ikke blot Ataljas religion, men han blev en forfølger, idet han tvang Jerusalems og landets indbyggere til at blive frafaldne.

3. Elias' brev:

På grund af hans grove afgudsdyrkelse og hans ondskab siges det (2 Krøn 21,12), at han modtog et fordømmende brev fra profeten Elias, som dog ikke havde nogen virkning på ham. Men dette fører til en kronologisk vanskelighed. Var Elias stadig i live? Slutningen ud fra 2 Kong 3,11 er, at han ikke var det. Desuden nævner Krønikeskriveren ellers aldrig Elias. Oettli er af den opfattelse, at man enten bør læse "Elisa" i stedet for "Elias", eller også betragte brevet som en senere forfatters forestilling, en forfatter der mente, at Elias måtte have lagt mærke til Jorams og hans hustru Ataljas, Ahabs datters, ondskab. I sidstnævnte tilfælde kunne brevet kaldes en haggadisk Midrash.

4. Hans karakter:

En mands religion kan ikke skilles fra hans karakter. Ba'alsdyrkelsen havde elementer af tyranni og borgerlig uretfærdighed i sig. I overensstemmelse med sin religion og på ægte orientalsk vis begyndte Joram sin regering med at myrde sine brødre og andre fyrster i landet, som Joshafat havde givet værdifulde gaver og betroede stillinger. Den eneste begivenhed fra hans regeringstid, der er optegnet i Kongebøgerne, er Edoms oprør.

5. Edoms oprør:

Edom blev undertvunget af David, og sandsynligvis med undtagelse af et midlertidigt oprør under Salomo (1 Kong 11,14) var det forblevet underlagt det forenede rige eller Juda indtil oprøret under Joram. Teksten er noget dunkel, men begge beretninger viser, at Jorams felttog mod Edom endte med nederlag. I beretningen får vi at vide, at Libna gjorde oprør på samme tid.

6. Angrebet på Juda:

Måske bør Libnas oprør ses i forbindelse med filistrenes og arabernes invasion, som nævnes i 2 Krøn 2. Libna lå ved Judas sydvestlige grænse. Da det var en grænseby, er det muligt, at den, der sammenstillede Kongebøgerne, betragtede den som hørende til Filisterlandet. I beretningen i Krønikebøgerne fremstilles Joram som en, der mistede alle sine ejendele og hele sin familie, undtagen Joakaz, den yngste af hans sønner, da byen blev plyndret og paladset udplyndret af den invaderende styrke af filistre og arabere. Beretningen synes at bygge på pålidelige kilder.

7. Hans død:

I sine sidste dage blev han ramt af en frygtelig sygdom i tarmene. Hans død blev ikke begrædt, og hans begravelse skete uden ære. Sammenlign dog 2 Kong 8,24 med 2 Krøn 21,20. Akazja, også kaldet Joakaz, hans yngre søn, blev da konge i hans sted.

S. K. Mosiman