Jehovas tjener; Herrens tjener; Jahves tjener

|| 1. Historisk situation

2. Forfatterskabet til Esajas, kapitel 40-66

3. Eksilets profet

4. Enheden i Esajas 40-66

5. Hovedtanker i Esajas 40-66

6. Tjener-teksterne

(1) Datering af tjener-teksterne

(2) Drøftelse af teksterne

(3) Hvem mente profeten med tjeneren?

(4) Profetiens psykologi

7. Tjener-teksternes plads i Det Gamle Testamentes profeti

8. Tjener-teksternes store messianske betydning

1. Historisk situation:

Et århundrede og et halvt var gået siden Esajas' store dage i Jerusalem. Verden havde forandret sig vældigt i de lange årtier, hvor politikere havde lagt planer, hære var skyllet frem og tilbage, og stammer og nationer havde tabt eller vundet i kampen for eksistens, plads og magt. Verdens centrum havde ændret sig – for Assyrien var gået til sit lange hjem, og den by, der gjorde krav på forrang, var ikke Nineve, men Babylon.

Måske havde tiden ingen steder lagt en tungere hånd end på byen Jerusalem og landet Juda. For by og land var blevet lagt øde, og landets indbyggere var blevet fortrolige med Babyloniens fremmede syn og lyde, hvortil de var blevet ført bort af deres erobrere. Mange havde fundet grave i eksilets land, og nye generationer var vokset frem, som ikke havde nogen erindring om deres fædres bjergland. Det er disse fangne jøders situation i Babylonien, der afspejles, og det er dem, der ved den lange fangenskabsnats aftagen tiltales af det gribende budskab, som er nedskrevet i Esajas 40-66 (her ses der bort fra omstridte afsnit i Esajas 40-66).

2. Forfatterskabet til Esajas, kapitel 40-66:

Jo mere man studerer problemet om forfatterskabet til disse kapitler, desto mindre sandsynligt synes det, at deres forfatter nedskrev dem 150 år før den tid, som de står i livsnær forbindelse med. Det er åbenbart umuligt at behandle dette problem udførligt her, men man kan sammenfatte argumenterne ved at sige, at de i teologiske tanker, i stil og i ordbrug viser sådanne forskelle fra de sikre frembringelser af Esajas' pen, at de peger på et andet forfatterskab. Og det store argument, det argument, som vejer tungest for denne artikels forfatter, er, at disse sene kapitler er skrevet ud fra eksilets synspunkt. Eksilet forudsættes i det, der siges. Disse kapitler profeterer ikke eksilet, siger ikke, at det skal komme; de taler hele tiden, som om det var kommet. Budskabet er ikke, at der skal være et eksil, men idet det begynder med den kendsgerning, at eksilet allerede er der, forudsiger det udfrielse. Nu er det naturligvis tænkeligt, at Gud kunne inspirere et menneske til at sætte sig 150 år frem i tiden og med et budskab til mennesker, der skulle leve dengang, lade deres omstændigheder være baggrund for det, han sagde; men det er usandsynligt i højeste grad. For at sige det på ligefremt, næsten groft, dansk: Det var ikke sådan, Gud gjorde tingene. Profetens budskab var altid først og fremmest et budskab til hans egen tid. Dernæst er der intet krav i kapitlerne selv om, at Esajas var deres forfatter. Og når de én gang var blevet placeret sådan, at man antog, at de var af Esajas – placeret sådan af årsager, vi ikke kender – er den kendsgerning, at nytestamentlige forfattere, når de talte om afsnit fra disse kapitler, henviste til dem med et navn, som folket ville genkende, ikke et gyldigt argument for, at de mente at lære noget om deres forfatterskab. Problemet var ikke opstået på Det Nye Testamentes tid. Esajas 40-66 har, som professor Davidson har foreslået, en parallel i Jobs Bog; hver af dem er frembragt af et stort intellekt, hver af en forfatter, vi ikke kender.

Sammenlign ISAIAH.

3. Eksilets profet:

Ud af eksilets dybe mørke – da jøden var et menneske uden land, da det syntes, som om nationens synder havde myrdet håbet – ud af denne tid kommer den stemme, der er mest fuld af glæde og overstrømmende håb blandt alle stemmerne fra Det Gamle Testamentes liv. Midt i Babyloniens stolte, selvsikre civilisation, med dens myldrende rigdom og uudtømmelige pragt, kom en mand, som vovede at tale for Jahve – en mand med en sådan evne til at se virkeligheden, at Babylonien for ham allerede var dømt, og han kunne kalde folket til at forberede sig på Guds udfrielse.

4. Enheden i Esajas 40-66:

I nyere kritik, især i Tyskland, har der været en stærk tendens til at tilskrive de sidste kapitler i denne del en anden forfatter end de første. Baggrunden hævdes ikke at være babylonisk; de synder, der irettesættes, er folkets synder, mens det er hjemme i Judæa, og i mindst ét afsnit synes templet i Jerusalem at stå. At disse kapitler frembyder vanskeligheder, behøver ikke bestrides, men det forekommer mig, at man igen og igen i dem kan finde Deutero-Esajas' hånd. Dernæst citerer forfatteren utvivlsomt fra tidligere profetier, som vi kan genkende, og forslaget om, at nogle af de vanskelige afsnit kan være citater fra andre ældre profetier, som ikke er bevaret for os, finder jeg særdeles godt. At citere sådanne afsnit i lyset af udsigten til hjemvenden og profetens følelse af folkets behov ville forekomme mig slet ikke unaturligt. Hvis en senere hånd er ansvarlig for nogle udsagn i den sidste del af afsnittet, forekommer det mig ret klart, at det meste af det stammer fra den store ukendte eksilprofets hånd.

Spørgsmålene vedrørende tjener-teksterne, for så vidt de berører bogens enhed, vil blive behandlet senere.

5. Hovedtanker i Esajas 40-66:

Den første del af dette afsnit stiller på levende vis Jahve og de afguder, der tilbedes med så stor pragt og ceremoni, op over for hinanden. Alle ironiens og satirens virkemidler bruges for at give kontrasten skarphed og virkning. Kyros, den mediske erobrer, er allerede i horisonten, og han erklæres for at være Guds redskab i befrielsen. Afguderne beskrives, mens de fremstilles; de tiltales i hånlig apostrofe, og man ser dem blive båret hjælpeløst bort. På den anden side står Jahve, som med ubegrænset forudseenhed og ukuelig styrke kender og åbenbarer fremtiden. De kender og åbenbarer intet. Han lader det ske, som han har planlagt. De gør intet. Ikke blot afguderne, men Babylonien selv gøres til offer for satire – og profeten slynger en spottevise mod den stolte, men magtesløse by.

Israel – Jahves folk – Guds udvalgte – får profetens budskab. Fortiden kaldes frem som vidne om Jahves handlemåde. Hans retfærdighed – hans troskab mod sit folk – skal ikke svigte. De er uværdige, men af hans egen gavmildhed er frelsen skaffet til veje. Og af glæden over denne frelse fra eksil og fra synd genlyder bogen igen og igen. Det genoprettede Israels Zion skildres med al den farvepragt og billedrigdom, profeten har til rådighed. Og dette genoprettede Israel skal have en verdensmission. Dets lys skal falde over alle lande. Det skal formidle frelse til alle menneskeslægter.

Men bag ved og under disse billeder af stort håb ligger profetens fornemmelse af sit folks synd og deres kamp med den. I bogens sidste del, især Esajas 59 og 64, træder dette tydeligt frem. Og stemningen i disse kapitler udtrykker den følelse, hvoraf noget af det dybe i tjener-passagerne udsprang. Der er ingen grund til at fastholde, at kapitlerne, som de står, følger den rækkefølge, hvori de blev skrevet. Fra andre profetier ved vi, at det ikke altid var tilfældet. Men selv hvis en person var overbevist om, at de kapitler, der nu forekommer efter tjener-passagerne, alle blev skrevet efter dem, kunne han stadig mene, og jeg tror, han ville være berettiget til at mene, at læseren enkelte steder i disse kapitler finder optegnelsen af en tilstand i profetens sind før nedskrivningen af disse passager. Den førstnævnte opfattelse ville efter min mening være den at foretrække. Under alle omstændigheder er synspunktet logisk set det, hvoraf noget af det dybe i tjener-passagerne udsprang.

I betydningens dybde nås bogens højdepunkt i disse passager, hvor befrielsen fra eksilet og befrielsen fra synd forbindes med én stor skikkelse – Jahves tjener.

6. Tjener-passagerne:

Ordet "tjener", anvendt om Guds tjenere, er ikke ukendt for læsere af Det Gamle Testamente. Det anvendes om forskellige enkeltpersoner og af Jeremias om folket (jf. Jer 30,10; Jer 46,27); men dets budskab er i det store og hele så særpræget og fuldstændigt i Anden Esajas, at vi kan studere det uden yderligere henvisning til tidligere brug.

"Tjeneren" optræder første gang i Es 41,8. Her er henvisningen uden tvivl til Israel, udvalgt og kaldet af Gud og bestemt til at blive holdt oppe af ham. Her loves Israel sejr over sine fjender. I levende billeder skildres deres ødelæggelse og Israels fremtidige tillid og herlighed i Gud.

Der er flere tilfældige henvisninger til Israel som Jahves tjener: skabt af Jahve og ikke til at blive glemt (Es 41,8); Kyros siges at være kaldet for hans tjener Jakobs skyld (Es 45,4); Jahve siges at have løskøbt sin tjener Jakob (Es 48,20).

I Es 44,26 synes "tjener" at blive brugt med betydningen profet. Det siges om Jahve, at han "stadfæster sin tjeners ord og fuldbyrder sine sendebuds råd."

I Es 42,19 finder vi Israels svigt og utilstrækkelighed fremstillet med ordene: "Hvem er blind uden min tjener? Eller døv som mit sendebud, som jeg sender?" Denne passage er en forklaring på eksilet. Israel viste sig uværdigt og syndede; deraf dets straf, men selv i eksilet var læren ikke blevet taget til hjerte.

I Es 43,8 ff. stævner Jahve Israel, tjeneren, som trods blindhed og døvhed dog er hans vidne. Det har i det mindste set nok til at kunne vidne for ham i hedningernes nærvær.

I Es 44,1-5, hvor det faktiske Israels uværdighed forlades, kommer der, som det forekommer mig, en indkaldelse i det muliges, det ideales navn. Den underliggende tanke er et kald til den høje fremtid, som Gud er rede til at give.

Dette dækker henvisningen til tjeneren uden for de store tjener-passager, som vi nu kommer til. Der er fire af disse: Es 42,1-9; Es 49,1-9 a; 50,4-11; 52,13-53,12; 61,1-4 repræsenterer måske tjenerens ord, men kan henvise til profetens ord, og da det under alle omstændigheder ikke føjer nye træk til det billede af tjeneren, der allerede er givet i de passager, som uden tvivl henviser til ham, vil vi ikke drøfte det.

(1) Tjener-passagernes datering.

Ewald foreslog for længe siden, at den sidste af tjener-passagerne måtte være lånt fra en tidligere komposition, som han henførte til Manasses tid. "Hvis vi i studiet af passagen finder grund til dens livagtighed, behøver vi ikke at søge dens oprindelse i beskrivelsen af et tidligere martyrium."

Duhm, citeret af Cheyne, mener, at tjener-passagerne er eftereksilske. Tjenerens mildhed og stille virksomhed antyder ifølge Duhm snarere de skriftkloges tid end eksilets. Men kunne en lidelsens tid ikke være en tid til at lære mildhedens lektie? Ifølge Skinner mener Duhm, at passagerne blev indsat næsten på må og få, men Skinner henviser også til Kosters, som viser, at passagerne ikke kan løftes ud uden at tage nogle af de efterfølgende vers med sig. Dette er særlig betydningsfuldt i lyset af den nyere popularitet af andre teorier, som nægter, at tjener-passagerne stammer fra Deutero-Esajas' hånd og tid. Teorien om, at disse passager i sig selv udgør et digt eller en samling digte, som er blevet indsat her, kan bryste sig af fremtrædende navne.

Der synes dog ikke at være meget, der anbefaler den. Hvad angår argumentet ud fra forskel i rytme, er der uenighed, og materialet er sandsynligvis ikke af en sådan art, at det berettiger til, at man tillægger det stor betydning i nogen af retningerne. Det forhold, at passagerne ikke altid er en del af en sammenhængende tankebevægelse, ville anrette stor ødelæggelse, hvis det blev gjort til et universelt princip for at skelne forfatterskab i Det Gamle Testamentes profetier. Hvis det lykkes os at give passagernes grundtanker en plads i forhold til Deutero-Esajas' tanke, vil et argument, som man kunne hævde havde vægt, blive opløst. Men selv når det står stærkest, ville dette argument ikke være afgørende. At nægte en forfatter bestemte ideer, blot fordi han ikke har udtrykt dem i et bestemt stykke skrift, som anerkendes som hans, er en farlig sag. Et håbets budskab udelukker bestemt ikke forståelse for de mørke ting.

Sandheden er, at selv store forskere ikke altid modstår fristelsen til en kritik af ridderlig eventyrlyst. Og jeg tror ikke, vi tager fejl, når vi mener, at dette er tilfældet med forsøget på at så tvivl om Deutero-Esajas' forfatterskab til tjener-passagerne.

(2) Drøftelse af passagerne.

Es 42,1-9: I disse vers er Jahve selv den talende; han beskriver Tjeneren som sin udvalgte, i hvem hans sjæl har behag, og over hvem han har lagt sin ånd. Han skal bringe ret til hedningerne. Hans metoder skal være stille og milde, og selv det helt forladte håb om godhed vil han ikke slukke. Han skal grundfæste ret på jorden, og fjerne lande beskrives som ventende på hans lov. Derefter kommer en erklæring fra profeten om, at Jahve, alles skaber, er den, der taler ord, som erklærer Tjenerens kald i retfærdighed til at være en pagt for folket, et lys for hedningerne, en hjælper for dem, der er i nød – de blinde og fængslede. Jahves herlighed skal ikke gives til nogen anden, ej heller hans pris til udskårne billeder. Tidligere profetier er gået i opfyldelse. Nye ting forkynder han nu. Man må lægge mærke til, at Tjeneren i denne passage skelnes fra Israel. Han skal være en pagt for folket: ifølge Delitzsch »den, i hvem og gennem hvem Jahve slutter en ny pagt med sit folk i stedet for den gamle, som er blevet brudt.«

Es 49,1-9 a; Her taler Tjeneren selv og fortæller om sit kald fra begyndelsen af sit liv, om kraften i sit ord, om sit skjul hos Gud, om en tid med modløshed, hvor han mente, at hans arbejde var forgæves, efterfulgt af en fastholdelse af sin tillid til Gud. Derefter lover Jahve ham en større mission end Israels genoprettelse, nemlig at være et lys for hedningerne. Jahve taler om Tjeneren som en, der er foragtet, men som dog skal sejre, så han bliver æret af konger og fyrster. Han skal føre sit folk ud ved deres genoprettelse, »for at lade dem arve de øde arvelodder; idet han siger til dem, der er bundet: Gå ud; til dem, der er i mørke: Vis jer.«

Det er tydeligt, at Tjeneren i denne passage er forskellig fra folket Israel. Alligevel tiltales han i Es 49,3 som Israel. Ordet Israel her kan være en glosse, hvilket ville løse vanskeligheden, eller Tjeneren kan tiltales som Israel, fordi han i sig selv samler betydningen af det ideale Israel. Hvis det er sandt, at profeten gradvis gik fra forestillingen om Israel som en nation til en person, gennem hvem dets sande bestemmelse skulle virkeliggøres, ville dette sidste forslag vinde i sandsynlighed.

Man lægger her mærke til betoningen af Tjenerens kraft, og i denne passage kommer vi til at forstå, at han skal gennemgå en tid med vanære. Udtrykket »en tjener for herskere« er vanskeligt, men det ville være klart, hvis profeten opfattede ham som en af de landflygtige og som en typisk repræsentant for dem. Tjenerens mission i denne passage synes at være ganske tæt forbundet med genoprettelsen.

Es 50,4-11: I den første del af denne passage nævnes Tjeneren ikke direkte, men det synes klart, at det er ham, der taler. Han undervises til stadighed af Gud, for at han kan bringe et budskab til den trætte. Han har åbnet sit øre, så han fuldt ud kan forstå Jahves budskab. Tjeneren beskriver nu sine lidelser som noget, der kommer over ham på grund af hans lydighed. Han var ikke oprørsk og vendte ikke tilbage fra sin mission. Som flint satte han sit ansigt, og med tillid til Gud mødte han den skam, der kom over ham. Efter et sprog, der er levende præget af følelsen af vanære, udtrykkes hans sikre bevidsthed om sejr og hans tro på Gud, .

I Es 50,10-11 taler Jahve ifølge Delitzsch, først for at opmuntre dem, der lytter til Tjeneren, dernæst henvendt til dem, der foragter hans ord. Cheyne mener, at Tjeneren, der nævnes i 50,10, kan være profeten, men jeg foretrækker Delitzschs opfattelse.

Es 52,13-53: Den nuværende inddeling af 52,13-53,12 er uheldig, for det er tydeligvis alt sammen af ét stykke og burde stå samlet i ét kapitel.

I Es 52,13-15 taler Jahve om tjenerens ydmygelse og senere om hans ophøjelse. Han skal handle klogt--tanken her omfatter den fremgang, der følger af visdom--og han skal ophøjes. Ordene hober sig her op for at udtrykke hans ophøjelse. Men tjenerens ydre er sådan, at det antyder det stik modsatte af hans værdighed, hvilket vil forbløffe folk og konger, når de kommer til at forstå det.

Når vi går ind i Esajas 53, finder vi Israels folk talende, idet de bekender deres tidligere vantro og angiver som grund tjenerens frastødende fremtoning--foragtet, sorgfuld, syg, med et ansigt, der fik mennesker til at vende sig bort fra ham. Han beskrives, som om han havde været spedalsk. De mente, at alt dette var kommet over ham som et slag fra Gud, men de ser nu, hvordan han gik helt i døden, ikke for sin egen overtrædelse, men for deres. Deres fred og helbredelse kom gennem hans lidelse og død. De har været syndige og faret vild; resultatet af det hele har Gud ladet ramme ham.

De ser tilbage med undren på den måde, han bar sine lidelser på--som et lam, der føres til slagtning; ved en falsk retslig procedure blev han ført bort, uden at nogen overvejede hans død eller dens forhold til dem. Selv hans grav var et vidnesbyrd om vanære.

Fra Es 53,10 ophører folket ifølge Delitzsch med at tale, og profetien bliver Guds organ, idet han anerkender sin tjener. Henvisningen til et skyldoffer i 53,10 er bemærkelsesværdig. Intet andet sted er profetien således forbundet med offersystemet (A. B. Davidson). Det behagede Gud at knuse tjeneren--idet hans sjæl var blevet gjort til et skyldoffer; når ydmygelsens tid er forbi, vil ophøjelsens tid komme.

Ved hans kundskab får vi at vide--her sker der en kortvarig tilbagevenden til ydmygelsens tid--ved hans kundskab skal han retfærdiggøre mange og bære deres misgerninger. Så kommer ophøjelsen--delingen af bytte og storhed--udtryk, der antyder kongelig herlighed: alt dette skal være hans på grund af hans lidelse. Den store kendsgerning i Esajas 53 er stedfortrædende lidelse.

(3) Hvem mente profeten med tjeneren?

(a) Åbenbart ikke hele Israel til alle tider, for tjeneren skelnes fra Israel. (b) Ikke den gudfrygtige rest, for han skelnes fra dem. Desuden når den gudfrygtige rest ikke sådanne dimensioner, at den passer til beskrivelsen i Esajas 53. (c) Og man kan ikke acceptere teorien om, at profetstanden er ment. Hele standen er ikke stor nok til at udtømme betydningen af én af et halvt dusin af de største linjer i kapitel 53.

Professor A. B. Davidsons Old Testament Prophecy indeholder en glimrende og overordentlig dygtig drøftelse af spørgsmålet, som han nærmer sig ud fra bibelsk snarere end blot eksegetisk teologis synspunkt. Hans grundlæggende standpunkt er, at genoprettelsen i profetens udsyn er fuldendelsen. I hans sind kan tjeneren og hans værk ikke komme efter genoprettelsen. Hvis tjeneren er en virkelig person, må han være en, hvis værk ligger i fortiden eller nutiden, da der ikke er plads til ham i fremtiden; for genoprettelsen, som står for døren, bringer lykke, og derefter er ingen lidelser for tjeneren tænkelige. Men der er ingen virkelig person i fortiden og ingen i nutiden, som kunne være tjeneren. Derfor kan tjeneren i profetens tanke ikke være en virkelig person.

Se CONIAH.

Davidson sætter naturligvis resultatet i forbindelse med sin større opfattelse af profeti på en sådan måde, at han sikrer stykkernes messianske betydning i forhold til deres opfyldelse i vor Herre. De tanker, de indeholder, virkeliggøres i ham.

Men når vi vender tilbage til profetens tanke--hvis tjeneren ikke var en person for ham, hvilken betydning havde han da? Svaret ifølge Davidson er: Han er en stor personifikation af det ideale Israel. »Han er Israel efter dets idé.« For at citere mere udførligt: »Profeten har ud af de guddommelige bestemmelser, der er pålagt Israel, udvælgelse, skabelse og formning, udrustning med Jahves ord eller ånd, og det guddommelige formål med disse handlinger, skabt et idealt væsen, et indre Israel i hjertet af det fremtrædende eller faktiske Israel, et uforgængeligt væsen, der har disse guddommelige egenskaber eller udrustninger, til stede i det ydre Israel i alle tider, mægtigt og virksomt, fordi det i virkeligheden, hvis jeg må sige det sådan, er sammensat af guddommelige kræfter, som ikke kan slå fejl i Guds hensigt, og som som en indre kraft i Israel ved sin virken får hele Israel til at blive en sand tjener« (sammenlign Davidson, Old Testament Prophecy, 435-36).

Nu forekommer det mig, at Davidson er mere effektiv i sit nedbrydende end i sit opbyggende arbejde. Man må indrømme, at han fremfører virkelige vanskeligheder for at fastholde en personlig tjener som profetens forestilling. Men på den anden side, når han forsøger at erstatte den med en mere dækkende forestilling, synes jeg ikke, at han lykkes iøjnefaldende.

Det største af tjenerstykkerne (forekommer det mig) rummer mere, end der med held kan behandles under forestillingen om tjeneren som det ideale Israel. Den meget stærke vægt på stedfortrædende lidelse i Esajas 53 besvares ganske enkelt ikke af teorien. Ord ville ikke springe frem med en sådan virkelighedens flamme i beskrivelsen af en personifikations lidelse. Syndsbevidstheden bag stykket er ikke noget, hvis problem kunne løses ved en strålende talemåde. Dér bølger den frem--bevægelsen i en vakt samvittighed--og svaret på den kunne aldrig være noget mindre end en virkelig handling ved en virkelig person. Min egen fornemmelse er, at hvis sprog kan udtrykke noget som helst, udtrykker det den kendsgerning, at profeten havde en virkelig personlig tjener for øje.

Men hvad med de vanskeligheder, Davidson peger på? Selv hvis svaret ikke var let at finde, kunne man hvile i det samlede indtryk, som passagerne gør. Man kan ikke opløse en passage i tåge for at anbringe den i et miljø, hvor man mener, den hører hjemme. Som Cheyne i tidligere dage sagde: "I de mest ophøjede beskrivelser af Tjeneren kan jeg ikke modstå indtrykket af, at vi har fremstillingen af et individ, og jeg vover at mene, at vort almindelige syn på Tjeneren bør styres af de passager, hvor forfatterens begejstring er på sit højeste."

Det første, vi må huske, når vi behandler de vanskeligheder, Davidson har fremført, er profetiens tidløshed og den deraf følgende kendsgerning, at enhver profet så fremtiden, som om den lå lige ved horisonten af hans egen tid. Ligesom profeterne så Jahves dag, som om den var nær, sådan forekommer det mig, at Deutero-Esajas så Tjeneren: begge i virkeligheden langt borte, men begge virkelig set i nutidens farver. Dernæst må vi huske, at profeterne ikke satte alle deres forestillinger i indbyrdes sammenhæng. De fremsatte sandheder, hvis mening og sammenføjning de ikke forstod. De var ikke filosoffer med en hegeliansk sult efter et samlet syn på livet, og når vi forsøger at læse dem ud fra dette standpunkt, bedømmer vi dem forkert. Dernæst må vi huske, at profeten her kan være blevet løftet op til en højde af profetisk modtagelighed, hvor han modtog og udtalte det, der gik ud over grænserne for hans egen forståelse. Ganske vist var der et berøringspunkt, men jeg ser ingen indvending mod den tanke, at på et sted af enestående betydning og vigtighed som dette kunne Gud bruge et menneske til at udtale ord, der rakte langt ud over grænserne for hans egen forståelse. I denne forbindelse er nogle ord af professor Hermann Schultz værd at citere: "Hvis det nogetsteds i poesiens og profetiens historie er sandt, er det sandt her, at forfatteren, fyldt af ånden, har sagt mere, end han selv mente at sige, og mere, end han selv forstod."

(4) Profetiens psykologi.

Dette betyder ikke, at der ikke kan siges noget om forbindelsen mellem Tjener-passagerne og profetens egen tanke. Med Delitzschs illustration kan vi se, hvordan profeten, fra at betragte hele Israel som tjeneren, kunne indsnævre det til den gudfrygtige del af Israel, efterhånden som erfaringen lærte ham manges troløshed; og det burde ikke være umuligt for os at se, hvordan alt det, Israel virkelig betød i sin bedste skikkelse, i hans tanke kunne have samlet sig om én person. Trods Davidsons indvending kan jeg ikke se noget kunstigt ved denne bevægelse i profetens sind. Der var sandsynligvis mere udvikling i hans tanke, end professor Davidson er villig til at indrømme. Hvis man spørger: Hvor var den person, som profeten kunne tilskrive en sådan storhed, når han nu forestillede sig, at han skulle komme straks? så ville et lignende spørgsmål sikkert være rimeligt i forhold til Esajas' Messias. Sandheden er, at selv på tærsklen til genoprettelsen var der tid til, at en stor skikkelse pludselig kunne træde frem. Ligesom Johannes Døber ved Jordan spejdede efter den Kommende, som han ikke kendte, men som dog var i live, sådan kan eksilets store profet have spejdet dag for dag efter den kommende Tjener, hvis gerning var blevet åbenbaret for ham.

Men dybt i profetiens psykologi ligger den syndserkendelse, som disse passager udsprang af, og som jeg mener, der findes tegn på i bogens sidste del. Den store, skyldtyngede fortid lå frygteligt bag profeten, og mens han grublede over de retfærdiges lidelser, måske særligt draget mod den hjertesønderrevne Jeremias, kan tanken om forløsende lidelse være brudt frem for ham. Og hvis han i dens lys, og med en personlig syndserkendelse draget af hvilke erfaringer ved vi ikke, kæmper med problemet, kan vi da ikke forstå, kan vi da ikke se, at Gud kunne lade det store begreb om en syndebærer glimte frem for ham?

7. Tjener-passagernes plads i Det Gamle Testamentes profeti:

Omsider var tanken om stedfortrædende lidelse blevet forbundet med de dybe ting i nationens liv, og fra da af var den en del af dens arv. For de dybeste sjæle ville den være en del af nationens fremadrettede blik. Den præstelige idé var blevet uddybet og fyldt med ny moralsk mening. Tjeneren var også en profet--så præst og profet mødtes i én. Og jeg tror, Cheyne havde ret, da han antydede, at i Tjenerens ophøjelse i Esajas 53 bringes tanken om Tjeneren nærmere tanken om konge, end vi undertiden tror. Således mødes, i det mindste antydningsvis, profet, præst og konge i den store skikkelse, den lidende Tjener.

En ny, rig strøm var trådt ind i profetien, fuld af kraft til at befrugte enhver tankens bred, den rørte ved. I tankerne i disse passager syntes profetien med utålmodig iver at trænge frem mod sit mål, og selv om der skulle gå århundreder, før dette mål blev nået, ses dens løfte her, fuldt af vished og af viden om, hvilket slags mål det skulle være.

8. Tjener-passagernes større messianske betydning:

Men hvad end vort syn er på profetens mening, må vi være enige om (sammenlign Matt 8,17; Matt 12,18-21; Matt 26,67; Joh 12,41, m.fl.), at den forestilling, han så dristigt og kraftfuldt satte på sit lærred, fik sin virkeliggørelse, sin opfyldelse i den Ene, som talte til verden fra korset på Golgata. Og i dens dunkelt herlige skygge kan den kristne, med al dens sorg og glæde og undren, med en følelse af, at den løser alle hans problemer og møder hans livs dybeste behov og udstrækninger, føle et mærkeligt fællesskab med eksilprofeten, hvis længsel efter en syndebærer og tro på Hans komme kalder gennem de lange og langsomt fremadskridende år. I lyset og gennemtrængningen fra den time kan man trygt stole på, at han ved, hvad profeten mente. Professor Delitzsch sagde med rette om den passage: "Hvert ord er så at sige skrevet under korset på Golgata."

Lynn Harold Hough