Joakaz

je-ho'-a-haz, je-ho-a'-haz (yeho'achaz, "Jah har grebet"; Ioachas; 2 Kong 13,1-9):

(1) Søn af Jehu og Israels 11. konge. Det oplyses, at han regerede i 17 år.

1. Regeringstidens kronologi:

Josefus var allerede opmærksom på (Ant., IX, viii, 5) den kronologiske vanskelighed, som ligger i krydshenvisningerne i 2 Kong 13,1 og 10. Den første siger, at Joakaz begyndte at regere i Joash af Jerusalems 23. år og regerede i 17 år; mens den anden giver ham en efterfølger i Joashs 37. år, eller 14 år senere. Josefus ændrer tallet i 13,1 til 21; og for at løse den samme vanskelighed ændrer Septuaginta (Aldine-udgaven) 37 til 39 i 13,10. Vanskeligheden kan løses ved at antage, at Joakaz i flere år var knyttet til sin far Jehu i styret af landet før dennes død, og at disse år blev regnet som en del af hans regeringstid. Denne opfattelse støttes af, at Jehu var en gammel mand, da han døde, og kan have været ude af stand til fuldt ud at varetage de administrative pligter, før enden kom. Joakaz’ tiltrædelse som enehersker kan dateres til omkring 825 f.Kr.

2. Rigets svage tilstand:

Da Joakaz kom på tronen, fandt han et modløst og ydmyget folk. Området på den anden side af Jordan, som omfattede 2 1/2 stammer, eller en fjerdedel af hele riget, var gået tabt i krig med den syriske konge Hazael (2 Kong 10,32; 2 Kong 10,33). En tung årlig tribut skulle stadig betales til Assyrien, sådan som hans far Jehu havde gjort. Naboriget Juda var stadig fjendtligt stemt over for ethvert medlem af Jehus hus. Profeten Elisa, som da stod på højden af sin indflydelse, synes ikke at have gjort noget for at sikre Jehus trone.

3. Israel og Syrien:

Israel led især under denne regeringstid på grund af Damaskus’ vedvarende fjendskab (2 Kong 13,3; 2 Kong 13,4; 2 Kong 13,22). Hazael var sammen med Jehu blevet udvalgt som det redskab, hvormed Israels afgudsdyrkelse skulle straffes (1 Kong 19,16). Senere blev hævnens redskaber uenige. Ved Jehus død blev presset fra øst mod Hazael stærkt lettet. Den store erobrer, Salmanassar II, var død, og hans søn Samsi-Ramman IV måtte møde et oprør inden for riget og var optaget af felttog mod Babylon og Medien i de 12 år, han regerede (824-812 f.Kr.). I disse år blev rigerne ved Middelhavets kyst ikke forstyrret. De falder sammen med Joakaz’ år og forklarer den frihed, Hazael havde til at plage denne konges områder.

4. Elisa-episoderne:

Enkeltheder om de forskellige felttog, hvor Damaskus’ tropper plagede Israel, gives ikke. Elisas liv strakte sig gennem de 3 regeringsperioder under Joram (12 år), Jehu (28 år) og Joakaz (12 eller 13 år), ind i Joashs regeringstid (2 Kong 13,1). Det er derfor sandsynligt, at i mindestoffet om hans liv i 2 Kong 2 optræder snart den ene og snart den anden konge af Israel, og at nogle af de episoder, der dér er nedskrevet, hører til Joakaz’ regeringstid. Der er tegn på, at en streng kronologisk orden ikke følges i fortællingen om Elisa; fx optræder Gehazi som tjener hos Israels konge i 8,5 efter beretningen om hans spedalskhed i 5,27. Den frygtelige belejring af Samaria i 2 Kong 2 henføres almindeligvis til Jorams regeringstid; men ingen atmosfære passer så godt til den som Joakaz’ regeringstid, i et af hvis senere år den kan have fundet sted. Udsagnet i 13,7 om, at "Syriens konge ødelagde dem og gjorde dem som støv ved tærskning," og de tal, der dér gives om Joakaz’ svækkede hær, ville svare til den tilstand, som belejringen forudsætter. I så fald ville Ben-Hadad i 2 Kong 6,24 være Hazaels søn (13,3).

5. Hans afgudsdyrkelse:

Joakaz opretholdt ligesom sin far kalvedyrkelsen i Betel og Dan og genoplivede også dyrkelsen af Ashera, en form for kana’anæisk afgudsdyrkelse, som Akab havde indført (1 Kong 16,33). Den samlede sig om et helligt træ eller en hellig pæl og var sandsynligvis forbundet med fallisk dyrkelse (sammenlign 1 Kong 15,13, hvor det siges, at Ma’aka, Asas mor, havde "lavet et afskyeligt billede for en Ashera" i Jerusalem).

6. Delvis reform:

Afslutningen på denne mørke regeringstid lyses dog op af en delvis reform. I sin nød, får vi at vide, "bad Joakaz indtrængende til Jahve, og Jahve hørte ham" (2 Kong 13,4). Hvis belejringen af Samaria i 2 Kong 2 hører til hans regeringstid, kunne vi forbinde dette med, at han bar "sæk på kroppen inderst inde" (6,30) — en ydmygelseshandling, der kun tilfældigt blev opdaget, da han flængede sine klæder. 2 Kong 6,5 fortsætter med at sige, at "Jahve gav Israel en frelser, så de kom ud fra syrernes hånd." "Frelseren" kan henvise til Joash, under hvem befrielsen begyndte (13,25), eller til Jeroboam II, om hvem det erklæres, at Gud ved ham "frelste" Israel (14,27). Andre forstår det som en henvisning til Ramman-nirari III, Assyriens konge, hvis erobring af Damaskus gjorde disse kongers sejre mulige.

Se JEHOASH.

W. Shaw Caldecott

(2) En konge af Juda, søn og efterfølger af Josija; regerede tre måneder og blev afsat, 608 f.Kr. Kaldes "Shallum" i Jer 22,11; jf. 1 Krøn 3,15. Beretningen om hans regering fortælles i 2 Kong 23,30-35, og i en kortere gengivelse i 2 Krøn 36,1-3. Historikeren i 2 Kongebog karakteriserer hans regering som ond; 2 Krønikebog fælder ingen dom over ham. Ved hans fars død i kamp, som kastede riget ud i forvirring, blev han, skønt han var en yngre søn (sammenlign 2 Kong 23,31 med 23,36; 1 Krøn 3,15 gør ham til Josijas fjerde søn), sat på tronen af "landets folk", de samme som havde sikret hans fars tronbestigelse; se under JOSIAH. Måske så de, som fortalere for den gedigne gamle davidiske idé, som hans far havde ført så godt ud i livet, i ham et bedre håb for dens integritet end i hans ældre bror Jojakim (Eljakim), hvis tyranniske tilbøjeligheder allerede kan have været alt for tydelige. Profeterne synes også at have sat pris på ham, hvis vi kan dømme efter de sympatiske omtaler af ham i Jer 22,11 og Ez 1,3; Ez 1,4. Hans løbebane var dog for kort til at gøre noget tydeligt indtryk på Judas historie.

Josijas uoverlagte indblanding i Farao Nekos planer (se under JOSIAH) havde i virkeligheden den uheldige virkning, at Juda igen blev kastet ind i den orientalske politiks malstrøm, som det længe havde været forholdsvis fri for. Den egyptiske konge drog straks den slutning, at en så formastelig stat ikke måtte efterlades ustraffet i hans bagland. Da han var nået til Ribla på sit mesopotamiske felttog, lagde han Joakaz i lænker og førte ham senere som fange til Egypten, hvor han døde; han satte hans bror Jojakim på tronen som vasalkonge; og han pålagde riget en bøde på hundrede talenter sølv og en talent guld. Sådan begyndte den judæiske stats skæbne, så kort efter Josijas gode regering, at tage sin sørgelige vending til det værre.

John Franklin Genung

(3) I 2 Krøn 21,17; 2 Krøn 25,23 = Akazja, konge af Juda (se dette) (2 Kong 8,25; 2 Krøn 22,1).

jo'-a-kaz (Iochaz, Iechonias): Søn af Josija (1 Esdras 1,34). I Matt 1,11 er læsemåden "Jekonja".