Amasja

am-a-si'-a (`amacyah, "Jah bærer"): En af Joshafats høvedsmænd (sammenlign 2 Krøn 17,16).

am-a-zi'-a ('amatsyah, 'amatsyahu, "Jahve er mægtig"; 2 Kong 14,1-20; 2 Kong 14,2). Søn af Joash og Judas tiende konge. Amasja kom fredeligt på tronen i en alder af 25 år. En udtømt statskasse, et plyndret palads og tempel samt et modløst folk var blandt følgerne af hans fars krig med Hazael, kongen af Syrien. Da Amasja havde fået fast sæde på tronen, stillede han de mænd for retten, som havde myrdet hans far. Amasjas ordrette citat af 5 Mos 24,16 i 2 Kong 14,6, som forbyder, at børn straffes for en fars forbrydelse, viser, at lovene i denne bog da var kendt og blev anerkendt som autoritative og i teorien som styrende for nationen. Hans tronbestigelse kan dateres til omkring 812 (nogle sætter den senere).

1. Krigen mod Edom:

Den unge konges plan for at genoprette sit folk var at genskabe rigets militære prestige, som var blevet så alvorligt svækket under hans fars regering. Først blev en milits, sammensat af alle de unge mænd over 20 år, organiseret og sat på krigsfod (2 Krøn 25,5; det angivne tal, 300.000, er ikke pålideligt). Da selv dette ikke blev anset for at være en stor nok styrke til at gennemføre forehavendet, blev der sendt 100 talenter sølv for at hyre lejetropper fra Israel til felttoget. Da disse kom, frarådede en gudsmand kraftigt kongen at stole på dem (2 Krøn 25,7). Da dette blev meddelt soldaterne, og de blev sendt tilbage uden at være taget i brug, vakte det deres "voldsomme vrede" (2 Krøn 25,10).

2. Anledningen til den:

Amasjas formål med at gøre disse omfattende krigsforberedelser i en tid med dyb fred er klart: Sydøst for Juda lå den edomitiske stat med hovedstad i Petra. I mange år havde Edom været underlagt Joshafat, og en hebraisk "statholder" havde styret det (1 Kong 22,47). Under hans søn og efterfølger, Joram, indtog et forbund af filistre, arabere og edomitter Libna og foretog et angreb på Jerusalem. En flok af disse trængte ind i paladset, som de plyndrede, bortførte nogle kvinder og myrdede alle de unge prinser undtagen den yngste (2 Krøn 21,17; 2 Krøn 22,1). Den offentlige ophidselse og nød, som en sådan begivenhed forårsagede, kan ses afspejlet i profeten Obadias' korte orakel, udtalt mod Edom, hvis man, som nogle gør, daterer Obadias så tidligt.

3. Sejren i Saltdalen:

Fra den tid "gjorde Edom .... en konge over sig" (2 Krøn 21,8), og i de følgende halvtreds år var de praktisk talt uafhængige. Det var denne plet på Jerusalem og på Judas gode navn, Amasja besluttede at fjerne. Hævnhæren drog frem, og efter et slag i Saltdalen syd for Det Døde Hav, hvor de sejrede, rykkede den videre mod Petra. Denne by ligger i en sænkning, indesluttet af bjerge, og man kommer kun til den gennem en smal kløft, gennem hvilken en vandstrøm løber. Amasja indtog den "med storm" (sådan gengiver Ewald "ved krig" i 2 Kong 14,7). Der blev foretaget en stor nedslagtning; mange af fangerne blev kastet ned fra klippen, hvis side nu er dækket af klippeudhuggede grave fra den græsk-romerske tid.

4. Frafald og dets straf:

Felttoget var således helt igennem vellykket, men fik onde følger. Beruset af sejren bragte Amasja Edoms guder med tilbage og tilbad dem. For denne frafaldshandling blev han advaret om den kommende ødelæggelse (2 Krøn 25,14-17). Der kom snart urolige nyheder om de tropper, der var sendt tilbage til Samaria. Fra Bet-Horon i syd til grænsen til nordriget havde de plyndret landsbyerne og dræbt nogle af landbefolkningen, som havde forsøgt at forsvare deres ejendom (2 Krøn 25,13). På Amasjas krav om erstatning svarede Joash med den velkendte lignelse om tidslen og cedertræet, fuld af foragt.

5. Slaget ved Bet-Shemesh:

Krig var nu uundgåelig. Kongerne "så hinanden i ansigtet" i Bet-Shemesh-dalen, hvor der er et jævnt område, velegnet til infanteriets bevægelser. Juda blev fuldstændig slået, og kongen selv blev taget til fange. Da der ikke var nogen skatte i den nyligt plyndrede hovedstad, nøjedes Joash med at tage gidsler som sikkerhed for fremtidig god opførsel og med at nedbryde 400 alen (ca. 180 m) af Jerusalems mur ved forsvarsværkets nordvestlige hjørne (2 Kong 14,13; 2 Kong 14,14; 2 Krøn 25,22-24).

6. Sidste år og tragisk endeligt:

Amasjas karriere som soldat var nu afsluttet. Han overlevede Joash af Israel med "femten år" (2 Kong 14,17). Hans senere år blev tilbragt i tilbagetrækning og frygt og fik en tragisk afslutning. Årsagen til hans upopularitet er ikke svær at finde. Ansvaret for krigen mod Joash lægges af den inspirerede forfatter på Amasjas skuldre (2 Kong 14,9-11). Det var ham, der "ikke ville høre." Striden mellem kongerne var en sådan, som det ikke lå uden for diplomatiets magt at afhjælpe, men ingen af kongerne gjorde noget broderligt forsøg på at hele bruddet. Da krigens følger viste sig, kunne det ikke undgås, at krigens ophavsmand måtte stilles til ansvar for dem. Så dyb var hans vanære, og så stærk følelsen af national ydmygelse, at et parti i staten besluttede at fjerne Amasja, så snart der var en anden til at indtage hans plads. Myndighedsalderen blandt de hebraiske konger var 16 år, og da Amasjas søn havde nået denne alder, blev sammensværgelsen mod hans liv så stærk og åbenlys, at han flygtede til Lakish. Her blev han forfulgt og dræbt; hans lig blev hånligt ført til Jerusalem på heste og ikke bragt i en båre eller kiste (2 Kong 14,19; 2 Kong 14,20; 2 Krøn 25,27; 2 Krøn 25,28). Han var 54 år gammel og havde regeret i 29 år. Krønikeskriveren (2 Krøn 26,1) skjuler næppe folkets glæde over herskerskiftet, da Uzzija blev konge.

I 2 Krøn 25,28 er der en afskriverfejl, hvorved vi læser "i Judas by" i stedet for "i Davids by", som i det tilsvarende sted i Kongebøgerne. Den særlige efterskrift til beretningen om Amasja i 2 Kong 14,22 er beregnet til at markere den kendsgerning, at mens havnebyen Elat ved Det Røde Hav faldt for våbenmagten, efter tur, under Amasja og hans søn Uzzija, var det sidstnævnte, der genoprettede den for Juda som en del af dets område. Amasja nævnes i den kongelige slægtsliste i 1 Krøn 3,12, men ikke i den i Matt 1. Her er der et spring fra Joram til Uzzija, idet Akazja, Joash og Amasja udelades.

W. Shaw Caldecott