Mesha

Mellemdistrikt, Vulgata: Messa.

En slette i den del af Arabiens grænseområder, som var beboet af Joktans efterkommere (1 Mos 10,30).

Hebr. meysh’a, “befrielse,” Kalebs ældste søn (1 Krøn 2,42) og Jerakmeels bror.

Hebr. id, en konge i Moab, søn af Kemosh-Gad, en mand med stor rigdom i får, geder og kvæg (2 Kong 3,4). Efter Akabs død ved Ramot-Gilead kastede Mesha Israels åg af sig; men da Joram besteg Israels trone, søgte denne konge hjælp hos Joshafat i et forsøg på igen at bringe moabitterne tilbage til deres tidligere stilling. De to kongers forenede hære kom uventet over moabitternes hær og vandt en let sejr over dem. Hele landet blev ødelagt af de sejrende hære, og Mesha søgte tilflugt i sin sidste fæstning, Kir-Hareshet (q.v.). Drevet til fortvivlelse steg han op på bymuren og ofrede dér, for øjnene af de allierede hære, sin førstefødte søn som offer til Kemosh, moabitternes ildgud. Dette frygtelige syn fyldte tilskuerne med rædsel, og de trak sig tilbage fra den belejrede by og gik igen over Jordan, belæssede med bytte (2 Kong 3,25-27).

Meshas bedrifter er nedskrevet i den fønikiske indskrift på en blok af sort basalt, fundet i Dibon i Moab, almindeligvis kaldet “Moabitterstenen” (q.v.).