Apokryferne

Skjulte, uægte; navnet givet til visse gamle bøger, som fik plads i LXX og den latinske Vulgatas versioner af Det Gamle Testamente, og som blev føjet til alle de store oversættelser, der blev lavet ud fra dem i det sekstende århundrede, men som ikke har noget krav på at blive betragtet som dele af det inspirerede Ord i nogen forstand.

De citeres ikke en eneste gang af Det Nye Testamentes forfattere, som ofte citerer fra LXX. Vor Herre og hans apostle stadfæstede med deres myndighed den almindelige jødiske kanon, som i alle henseender var den samme, som vi har den nu.

Disse bøger blev ikke skrevet på hebraisk, men på græsk, og i »tavshedens periode«, fra Malakias’ tid, hvorefter orakler og direkte åbenbaringer fra Gud ophørte indtil den kristne tidsalder.

Indholdet i bøgerne selv viser, at de ikke var en del af Skriften. Det Gamle Testamentes apokryfer består af fjorten bøger, hvoraf de vigtigste er Makkabæerbøgerne (se dette opslag), Esdrasbøgerne, Visdommens Bog, Baruks Bog, Esters Bog, Ecclesiasticus, Tobit, Judit osv.

Det Nye Testamentes apokryfer består af en meget omfattende litteratur, som bærer tydelige vidnesbyrd om sin ikke-apostolske oprindelse og er ganske uværdig til at blive regnet for noget.