Apokryferne

a-pok'-ri-fa:

I. DEFINITION

II. NAVNET APOKRYFERNE

1. Oprindelige betydninger

(1) Klassisk

(2) Hellenistisk

(3) I Det Nye Testamente

(4) Patristisk

2. »Esoterisk« i græsk filosofi osv.

III. BRUGEN AF BETEGNELSEN APOKRYFERNE

1. Tidlig kristen brug

»Apokalyptisk« litteratur

2. Østkirken

(1) »Esoterisk« litteratur (Klemens af Alexandria osv.)

(2) Ændring til »religiøse« bøger (Origenes osv.)

(3) »Uægte« bøger (Athanasius, Nikeforos osv.)

(4) »Listen over tres«

3. Vestkirken

(1) Decretum Gelasii

(2) »Ikke-kanoniske« bøger

4. Reformatorerne

Adskillelse fra kanoniske bøger

5. Hebraiske ord for »apokryferne«

(1) Findes sådanne?

(2) Zahns, Schürers, Porters m.fl.s synspunkter (ganaz, genuzim)

(3) Grunde til afvisning

6. Sammenfatning

IV. APOKRYFERNES INDHOLD

1. Liste over bøger

2. Klassifikation af bøgerne

V. APOKRYFERNES OPRINDELIGE SPROG

VI. DATERING AF DE APOKRYFE SKRIFTER

LITTERATUR

I. Definition.

Ordet apokryferne betegner, som det sædvanligvis forstås, samlingen af religiøse skrifter, som Septuaginta og Vulgata (med uvæsentlige forskelle) indeholder ud over de skrifter, der udgør den jødiske og protestantiske kanon. Dette er ikke ordets oprindelige eller korrekte betydning, som det vil blive påvist, men det er den betydning, det næsten udelukkende har i moderne sprogbrug. I nutidens kritiske værker er det almindeligt at tale om den samling skrifter, der nu er tale om, som »Det Gamle Testamentes apokryfer«, fordi i hvert fald mange af bøgerne blev skrevet på hebraisk, Det Gamle Testamentes sprog, og fordi de alle står Det Gamle Testamente langt nærmere end Det Nye Testamente. Men der findes både nytestamentlige og gammeltestamentlige apokryfer, bestående af evangelier, breve osv. Desuden anvendes tillægsordet »apokryf« i moderne tid ofte også om det, der nu almindeligvis kaldes »pseudepigrafiske skrifter«, således betegnet, fordi de i titlerne tillægges forfattere, som ikke skrev dem og ikke kunne have skrevet dem (fx Enok, Abraham, Moses osv.). De personer, der således knyttes til disse bøger, hører til blandt de mest fremtrædende i Israels overlevering og historie, og der kan ikke være tvivl om, at hensigten med at bruge sådanne navne har været at give disse skrifter større vægt og autoritet.

Den afdøde professor E. Kautzsch fra Halle redigerede en tysk oversættelse af Det Gamle og Det Nye Testamentes apokryfer og af de pseudepigrafiske skrifter med fortrinlige indledninger og værdifulde noter af de bedste tyske lærde. Dr. Edgar Hennecke har redigeret et lignende værk om Det Nye Testamentes apokryfer. Intet på engelsk kan måle sig med de værker, der er redigeret af Kautzsch og Hennecke, hverken i lærdom eller anvendelighed. (Et lignende engelsk værk som det, Kautzsch redigerede, er nu under trykning på Oxford University Press; dr. R. H. Charles er redaktør, og forfatteren til denne artikel er en af bidragyderne.)

II. Navnet apokryferne.

Den følgende undersøgelse vil vise, at ordet »apokryf«, da det først blev brugt i kirkelige skrifter, havde en betydning, der i praksis var identisk med »esoterisk«; således var »apokryfe skrifter« sådanne, som henvendte sig til en indre kreds og ikke kunne forstås af udenforstående. Begrebets nuværende betydning blev ikke fastlagt, før den protestantiske reformation var begyndt og havde begrænset den bibelske kanon til dens nuværende omfang i protestantiske kirker.

1. Oprindelige betydninger:

(1) Klassisk.

Det græske tillægsord apokruphos betyder strengt taget »skjult«, »gemt«, om en materiel genstand (Euripides, Here. Fur. 1070). Senere kom det til at betegne det, der er dunkelt, svært tilgængeligt, vanskeligt at forstå (Xenofon, Mem. 3.5, 14). Men i klassisk græsk har det aldrig nogen anden betydning.

(2) Hellenistisk.

I hellenistisk græsk, sådan som det foreligger i Septuaginta og Det Nye Testamente, findes der ingen væsentlig afvigelse fra den klassiske brug. I Septuagintas (eller snarere Theodotions oversættelse af) Dan 11,43 står det for »skjult« anvendt om lagre af guld og sølv. Men ordet har i samme tekst også betydningen »det, der er skjult for menneskelig kundskab og forståelse«. Således i Dan 2,20 (Theod.), hvor apokrupha, eller de skjulte ting, er betydningen af Nebukadnesars drøm, åbenbaret for Daniel, men »skjult« for Babylons vise mænd. Ordet har samme betydning i Siraks Bog 14,21; 39,3.7; 42,19; 48,25; 43,32.

(3) I Det Nye Testamente.

I Det Nye Testamente forekommer ordet kun tre gange, nemlig i Mark 4,22 og det parallelle Luk 8,17; Kol 2,3. I det sidste sted mente biskop Lightfoot, at vi i ordet apokruphoi (Kristi skjulte skatte) har en hentydning til falsklærernes pralede esoteriske kundskab, som om Paulus ville sige, at det kun er i Kristus, vi har sand visdom og kundskab, og ikke i disse læreres hemmelige bøger. Hvis dette antages, har vi i dette vers det første eksempel på apokruphos i betydningen »esoterisk«. Men beviserne taler imod en så tidlig brug af udtrykket i denne betydning, som snart skulle blive den fremherskende. Heller ikke eksegesen kræver en sådan betydning her, for der synes ikke at være tænkt på skrifter af nogen art.

(4) Patristisk.

I patristiske skrifter fra en tidlig periode blev tillægsordet apokruphos anvendt om jødiske og kristne skrifter, der indeholdt hemmelig viden om fremtiden osv., forståelig kun for det lille antal disciple, som læste dem, og for hvem de mentes særligt at være bestemt. Til denne klasse af skrifter hører især dem, der betegnes som apokalyptiske (se apokalyptisk litteratur), og det vil ses, at apokruphos, når det bruges således, i praksis har samme betydning som det græske esoterikos.

2. »Esoterisk« i græsk filosofi osv.:

En kort redegørelse for læren i den tidlige græske filosofi vil være nyttig her. Fra ret tidlige tider skelnede oldtidens græske filosoffer mellem de læresætninger og ritualer, som kunne læres til alle deres elever, og dem, som med fordel kun kunne meddeles en udvalgt kreds, der kaldtes de indviede. De to klasser af læresætninger og ritualer -- det var hovedsagelig de sidstnævnte -- blev henholdsvis betegnet som »eksoteriske« og »esoteriske«. Lukian (død 312; se Vit. Auct. 26), fulgt af mange andre, henførte skelnen til Aristoteles, men, som moderne forskere er enige om, med urette, for denne filosofs exoterikoi logoi betegner populære afhandlinger. Pythagoræerne anerkendte og overholdt disse to slags læresætninger og pligter, og der er god grund til at tro, at de skabte en tilsvarende dobbelt litteratur, skønt der desværre ikke er overleveret os nogen udtrykkelige eksempler på en sådan litteratur.

I de græske mysterier (orfiske, dionysiske, eleusinske osv.) forudsættes der hele vejen igennem to klasser af tilhørere og læsere, skønt det er beklageligt, at ikke mere af den litteratur, der vedrører spørgsmålet, er blevet bevaret. Blandt buddhisterne danner Samga et lukket samfund, der oprindelig var åbent for munke eller bhikhus, som først blev optaget efter en yderst streng prøve; men i senere år er også nonner (bhikshunis) blevet optaget, dog også i deres tilfælde først efter omhyggelig prøvelse. Vinaya Pitaka, eller »Disciplinens kurv«, indeholder reglerne for optagelse og de forskrifter, der skal overholdes efter optagelsen. Men denne og beslægtet litteratur blev og bliver stadig betragtet som kaviar for udenforstående. Se oversættelsen i Sacred Books of the East, XI (Rhys Davids og Oldenberg).

III. Brug af ordet apokryfer.

Man må holde sig for øje, at ordet apokryfer egentlig er et græsk tillægsord i intetkøn flertal, der strengt taget betegner »skjulte ting«. Men navneordet biblia er næsten sikkert underforstået, så ordets egentlige betydning er »apokryfe bøger« eller »skrifter«. I denne artikel vil apokryfer blive anvendt i denne sidstnævnte betydning, og apokryf som ækvivalent til det græske apokruphos.

1. Tidlig kristen brug:

»Apokalyptisk« litteratur.

Ordet apokryfer blev først brugt som fagudtryk af tidlige kristne forfattere om de jødiske og kristne skrifter, der almindeligvis henregnes under »apokalyptisk« (se Apokalyptisk litteratur). I denne betydning træder det i stedet for det klassiske græske ord esoterika og har samme almindelige betydning, nemlig skrifter bestemt for en indre kreds og kun forståelige for denne. Disse skrifter giver antydninger om fremtiden, Guds riges endelige sejr osv., som man mente lå uden for menneskelig erkendelse og også uden for de uindviedes forståelse. I denne betydning omtaler Gregor af Nyssa (død 395; De Ordin., II, 44) og Epifanios (død 403; Haeres, 51 3) Johannes' Åbenbaring som »apokryf«.

2. Østkirken:

Kristendommen selv har intet, der svarer til tanken om en lære for de indviede eller en litteratur for nogle få udvalgte. Evangeliet blev i sine første dage prædiket for de fattige og uvidende, og kirkerne har (med enkelte undtagelser) opfordret den brede offentlighed til at læse og studere de hellige Skrifter.

(1) »Esoterisk« litteratur (Klemens af Alexandria osv.).

Det er let at forstå, hvordan denne opfattelse opstod i østkirkens sammenhæng. Når tilhængere af græsk filosofi antog den kristne tro, var det naturligt for dem at betragte den nye religion gennem den gamle filosofis medium. Mange af dem indlæste mystiske betydninger i de kanoniske skrifter og nedlagde disse betydninger i særlige bøger, som derved selv blev esoterisk litteratur; og som i tilfældet med apokalyptiske skrifter blev denne esoteriske litteratur æret mere end selve Bibelen. På lignende måde voksede der blandt jøderne, side om side med den skrevne lov, en mundtlig lov frem, som indeholdt rabbinernes lære og blev anset for mere hellig og autoritativ end de skrifter, den hævdede at udlægge. Man kan finde en vis analogi i det forhold, at den officielle litteratur i det kirkesamfund, som mange kristne tilhører, har større bindende kraft end selve Bibelen. Denne bevægelse blandt græske kristne blev stærkt hjulpet af gnostiske sekter og den esoteriske litteratur, de frembragte. Disse gnostikere var selv blevet dybt påvirket af babylonisk og persisk mystik og den tilsvarende litteratur. Klemens af Alexandria (død 220) nævner udtrykkeligt esoteriske bøger, der hørte til den zoroastriske (mazdæiske) religion.

Orientalsk og især græsk kristendom havde tilbøjelighed til at give filosofien den plads, som Det Nye Testamente og vestlig kristendom tildeler Det Gamle Testamente. Forberedelsen til Jesu religion blev anset for at ligge langt mere i filosofien end i Det Gamle Testamentes religion. Man vil erindre, at Markion (død i slutningen af det 2. århundrede e.Kr.), Thomas Morgan, den walisiske deist fra det 18. århundrede (død 1743), og Friedrich Schleiermacher (død 1834) lærte netop det samme.

Klemens af Alexandria (se ovenfor) anerkendte 4 (2) Esdras (herefter kaldet Ezras Apokalypse), Moses' Himmelfart osv. som fuldt kanoniske. Desuden fastholdt han autoriteten og værdien af esoteriske bøger, jødiske, kristne og endog hedenske. Men han er af størst betydning for vort nuværende formål, fordi han sandsynligvis er den tidligste græske forfatter, der bruger ordet apokryfer som ækvivalent til esoterika, for han beskriver zoroastrismens esoteriske bøger som apokryfe.

Men forestillingen om esoterisk religiøs litteratur fandtes tidligere blandt jøderne og blev lånt fra dem af de kristne. Den læres tydeligt i den apokalyptiske Esdras (2 eller 4 Esdras), kapitel 14, hvor det siges, at Ezra, hjulpet af fem skrivere, under guddommelig inspiration frembragte 94 hellige bøger, efter at Moses' og profeternes skrifter var gået tabt, da Jerusalem og templet blev ødelagt. Af dette store antal hellige bøger skulle 24 udgives åbent, for uværdige såvel som værdige; disse 24 bøger repræsenterer uden tvivl bøgerne i Det Hebraiske Gamle Testamente. De resterende 70 skulle holdes til udelukkende brug for »de vise blandt folket«; dvs. de havde esoterisk karakter. Hvis den græske original til denne bog var blevet bevaret, ville ordet »apokryfer« måske være blevet fundet som en betegnelse knyttet til de 70 bøger. Vore engelske oversættelser er lavet fra en latinsk original EZRA eller den apokalyptiske Esdras. Moderne forskere er enige om, at denne bog i sin nuværende form opstod under Domitians regeringstid 81-96 e.Kr. Forestillingen om esoterisk litteratur fandtes altså blandt jøderne i det 1. århundrede af vor tidsregning, og sandsynligvis endnu tidligere.

Det er betegnende for den oprindelige karakter af Israels religion, at ingen har været i stand til at påvise et hebraisk ord, der svarer til esoterisk (se nedenfor). Da der blandt jøderne opstod en litteratur af mundtlig overlevering, var det naturligt at anvende den græske forestilling om esoterisk på denne, især fordi denne litteraturklasse i mange jødiske kredse blev værdsat højere end selve Det Gamle Testamentes Skrifter.

(2) Ændring til »religiøse« bøger (Origenes osv.).

Det næste skridt i ordet »apokryfernes« historie er det, hvorved det kom til at betegne religiøse bøger, der i autoritet og værdi stod under Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes Skrifter. Denne ændring i holdningen til ikke-kanoniske skrifter fandt sted under indflydelse af to principper: (1) at ingen forfatter kunne være inspireret, hvis han levede efter den apostolske tidsalder; (2) at intet skrift kunne anerkendes som kanonisk, medmindre det blev accepteret som sådant af kirkerne i almindelighed (på latin lød princippet -- quod ubique, quod semper, quod ab omnibus). Nu mente man, at mange, hvis ikke de fleste, af de religiøse skrifter, som mod slutningen af det 2. århundrede kom til at kaldes »apokryfe« i nedsættende betydning, havde deres oprindelse i kætterske sekter som gnostikerne, og at de aldrig havde vundet godkendelse hos hovedparten af kirkerne. Origenes (død 253) mente, at man burde skelne mellem bøger, der kaldes »apokryfe«, idet nogle sådanne burde forkastes bestemt, da de lærer noget, der strider mod Skrifterne. Mere og mere, fra slutningen af det 2. århundrede, kom ordet »apokryfer« til at stå for det, der er uægte og upålideligt, og især for skrifter, der blev tillagt forfattere, som ikke havde skrevet dem: dvs. de såkaldte »pseudepigrafiske bøger«.

Irenæus (død 202) afviser i modsætning til Clemens af Alexandria, at esoteriske skrifter har noget krav på troværdighed eller endog respekt, og han bruger det græske ord for »apokryf« til at beskrive alle jødiske og kristne kanoner. For ham, som senere for Hieronymus (død 420), var »kanonisk« og »apokryf« modsatte betegnelser. Tertullian (død 230) havde samme opfattelse: For ham betød »apokryf« ikke-kanonisk. Men både Irenæus og Tertullian forstod især de apokalyptiske skrifter ved apokryfer. I den nikænske periode, og endog tidligere, inddelte kristne lærere hellige bøger i tre klasser:

(1) bøger, der kunne læses i kirken;

(2) bøger, der kunne læses privat, men ikke offentligt;

(3) bøger, der slet ikke måtte læses. Denne inddeling ligger implicit i skrifterne af Origenes, Clemens af Alexandria, Athanasius (død 373) og i de Muratoriske Fragmenter (omkring 200 e.Kr.).

(3) »Uægte« bøger (Athanasius, Nikeforos osv.).

Athanasius begrænsede imidlertid ordet apokryfer til den tredje klasse og gjorde dermed det tilsvarende adjektiv ensbetydende med »uægte«. Nikeforos, patriark af Konstantinopel (806-15 e.Kr.), inddeler i sin kronografi (som ifølge Zahn i det væsentlige hører til 500 e.Kr.) de hellige bøger således:

(1) Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes kanoniske bøger;

(2) begge Testamenters Antilegomena;

(3) begge Testamenters apokryfer.

Det Nye Testamentes apokryfer opregnes således i detaljer:

(1) Enok;

(2) De 12 patriarker;

(3) Josefs bøn;

(4) Moses' testamente;

(5) Moses' himmelfart;

(6) Abram;

(7) Eldad og Modad;

(8) profeten Elias;

(9) profeten Zefanias;

(10) Zakarias, Johannes' far;

(11) de pseudepigrafiske skrifter af Baruk, Habakkuk, Ezekiel og Daniel.

Bøgerne i Det Nye Testamentes apokryfer angives således:

(1) Paulus' rejseberetning;

(2) Peters rejseberetning;

(3) Johannes' rejseberetning;

(4) Thomas' rejseberetning;

(5) Evangeliet ifølge Thomas;

(6) Apostlenes lære (Didache);

(7) og (8) Clemens' to breve;

(9) breve af Ignatius, Polykarp og Hermas.

Ovenstående lister gentages i den såkaldte Athanasius' Synopsis. Da forfatterne til disse såkaldte apokryfe bøger var ukendte, søgte man at skaffe disse skrifter anseelse ved at hæfte kendte navne på dem, således at »apokryf«, særlig i den vestlige kirke, kom til at blive næsten ensbetydende med »pseudepigrafisk«. Af Det Gamle Testamentes lister ovenfor findes numrene 1, 2, 4 og 5 helt eller delvist bevaret. Numrene 3, 7, 8 og 9 er gået tabt, skønt de citeres som ægte af Origenes og andre østlige kirkefædre. De er alle apokalypser, der betegnes som apokryfer i overensstemmelse med tidlig brug.

(4) »Listen over tres.«

I den anonyme »Liste over tres«, som stammer fra det 7. århundrede, har vi sandsynligvis den østlige kirkes holdning repræsenteret. Den inddeler de hellige bøger i tre klasser:

(1) De tresindstyve kanoniske bøger. Da den protestantiske kanon kun består af 57 bøger, vil det ses, at denne liste omfatter bøger uden for vor kanon.

(2) Bøger, der er udelukket fra de 60, men har større autoritet end dem, der nævnes som apokryfe i den næste klasse. (3) Apokryfe bøger, hvis navne er som følger:

(a) Adam;

(b) Enok;

(c) Lamek;

(d) De 12 patriarker;

(e) Josefs bøn;

(f) Eldad og Medad;

(g) Moses' testamente;

(h) Moses' himmelfart;

(i) Salomos salmer;

(j) Elias' apokalypse;

(k) Esajas' himmelfart;

(l) Zefanias' apokalypse (se nummer 9 blandt Det Gamle Testamentes apokryfe bøger, som nævnes i Nikeforos' kronografi);

(m) Zakarias' apokalypse;

(n) Den apokalyptiske Ezra;

(o) Jakobs historie;

(p) Peters apokalypse;

(q) Apostlenes rejsebeskrivelse og lære;

(r) Barnabas' breve;

(s) Paulus' Gerninger;

(t) Paulus' apokalypse;

(u) Klemens' didaskalia;

(v) Ignatios' didaskalia;

(w) Polykarps didaskalia;

(x) Evangeliet ifølge Barnabas;

(y) Evangeliet ifølge Matthæus.

Størstedelen af disse bøger falder ind under betegnelsen »apokryfe« i den tidlige betydning »apokalyptiske«, men på dette tidspunkt havde ordet fået en ringere betydning, nemlig bøger, som ikke engang egnede sig til privat læsning. Alligevel viser selve det forhold, at disse bøger overhovedet nævnes, at de blev vurderet højere end hedenske og endog kætterske kristne skrifter. De østlige kirker afviser helt frem til nutiden den betydning af »apokryfer«, som er almindelig blandt protestanter (se definitionen ovenfor), og deres bibel omfatter Det Gamle Testamentes apokryfer uden at skelne mellem dem og resten af Bibelen.

3. Den vestlige kirke:

(1) Decretum Gelasii.

I den vestlige kirke havde ordet apokryfer og det tilsvarende adjektiv en noget anderledes historie. I almindelighed kan det siges, at den vestlige kirke ikke overtog den tredeling af hellige bøger, som var udbredt i den østlige kirke. Decretum Gelasii (i sin nuværende form fra det 6. århundrede) har dog en tredelt liste, som næsten med sikkerhed er den romerske synodes liste fra 382 under Damasus, biskop af Rom fra 366 til 384. Den er som følger:

(1) de kanoniske bøger i begge Testamenter;

(2) kirkefædrenes skrifter, godkendt af kirken;

(3) apokryfe bøger, forkastet af kirken.

Derefter tilføjes en liste over forskellige bøger, der fordømmes som kætterske, herunder endog værker af Klemens af Alexandria, Tertullian og Eusebius; alle disse værker stemples som »apokryfe«. På den anden side bruger Gregor af Nyssa og Epifanios, der begge skrev i det 4. århundrede, ordet »apokryfer« i den gamle betydning apokalyptiske, dvs. esoteriske.

(2) »Ikke-kanoniske« bøger.

Hieronymus (død 420) bruger i Prologus Galeatus (så kaldet, fordi den var et forsvar og derfor lignede en kriger med hjelm) eller forordet til sin latinske bibeloversættelse ordet »Apokryfer« i betydningen ikke-kanoniske bøger. Hans ord er: Quidquid extra hos (dvs. de 22 kanoniske bøger) inter Apocrypha ponendum: »Alt, hvad der står uden for disse, må henregnes til apokryferne« (når kirkefædrene og rabbinerne regner Det Gamle Testamente til 22, ikke 24, bøger, er Rut og Klagesangene knyttet henholdsvis til Dommerbogen og Jeremias). I dette blev han fulgt af Rufinus (død omkring 410), snart Hieronymus' ven og snart hans modstander, ligesom Irenæus havde været før ham. Den vestlige kirke som helhed fraveg Hieronymus' teori ved at medtage de omstridte bøger i begge Testamenter blandt de kanoniske skrifter; men den almindelige brug blandt vestlige kristne på denne tid var at lade apokryf betyde ikke-kanonisk. Augustin (død 430; De Civitate Dei, XV, 23) forklarede imidlertid »apokryferne« som betegnende uklarhed med hensyn til oprindelse eller forfatterskab, og denne betydning af ordet blev den fremherskende i Vesten.

4. Reformatorerne:

Adskillelse fra de kanoniske bøger.

Men det er reformatorerne, vi skylder vanen med at bruge Apokryferne om en samling bøger, der er føjet til Det Gamle Testamente og som regel indtil 1827 var føjet til enhver trykt engelsk bibel. Bodenstein fra Carlstadt, almindeligvis kaldet Carlstadt (død 1541), en tidlig reformator, skønt Luthers bitre personlige modstander, var den første moderne lærde, der helt klart definerede »apokryfer« som skrifter, der var udelukket fra kanon, hvad enten bøgernes virkelige forfattere var kendt eller ej; herved vendte han tilbage til Hieronymus' standpunkt. Adjektivet »apokryf« fik blandt protestanter en stadig mere nedsættende betydning. Protestantismen var i sit inderste væsen en bogreligion, og protestanterne ville naturligvis sikre sig, at det hellige bind, som de grundede deres religion på, herunder de reformer, de indførte, ikke indeholdt andre bøger end dem, som efter deres opfattelse havde de stærkeste krav på at betragtes som autoritative.

I de østlige og vestlige kirker udgjorde Apokryfernes bøger under indflydelse af de græske (Septuaginta) og latinske (Vulgata) oversættelser en integreret del af kanon og var spredt ud over hele Det Gamle Testamente; de var som regel placeret nær bøger, som de var beslægtet med. Selv protestantiske bibler frem til 1827 medtog Apokryferne, men som én samling særskilte skrifter ved slutningen af Det Gamle Testamente. Det vil fremgå af det sagte, at vor Apokryfer, trods de østlige og vestlige kirkers velvillige holdning til dem fra de tidligste tider, blev betragtet med større eller mindre mistanke, og mistanken blev styrket af den almindelige modvilje imod dem. I middelalderen begyndte man under indflydelse af Reuchlin (død 1532) – stor lærd og reformator – at studere hebraisk og læse Det Gamle Testamente på originalsproget. Det forhold, at Apokryferne mangler i den hebraiske kanon, må have haft en vis indflydelse på reformatorernes sind.

Desuden findes der i Apokryferne dele, som er uforenelige med protestantiske principper, for eksempel læren om bønner for de døde, de helliges forbøn osv. Jøderne i de første kristne århundreder havde i virkeligheden to bibler: (1) Den hebraiske Bibel, som ikke omfatter Apokryferne, og som var udbredt i Israels land og Babylonien; (2) den græske oversættelse (Septuaginta), som blev brugt af græsktalende jøder overalt. Indtil jøderne ret tidligt, tilskyndet af den brug kristne gjorde af den imod dem, forkastede denne oversættelse og gjorde den hebraiske kanon til deres Bibel, idet de således afviste Apokryfernes bøger fra deres liste over kanoniske skrifter og fraveg de kristne kirkers skik, som fortsat, med enkelte indvendinger, gjorde den græske gammeltestamentlige kanon, som Vulgata næsten helt stemmer overens med, til deres norm. Det vides, at reformatorerne var omhyggelige bibelstudenter, og at de i spørgsmål vedrørende Det Gamle Testamente var elever af jødiske lærde -- der fandtes ingen andre kompetente lærere i hebraisk. Man kunne derfor have ventet, at reformatorernes gammeltestamentlige kanon i omfang ville stemme overens med jødernes og ikke med de græske og latinske kristnes. Til trods for den tvivl, som Ryle (Canon of the Old Testament, 156) rejser om sagen, viser alle beviser, at Septuaginta og derfor også de andre store græske oversættelser omfattede Apokryferne fra begyndelsen af.

Men hvordan kan det være, at det græske Gamle Testamente er mere omfattende end det hebraiske Gamle Testamente? Indtil Jerusalems endelige ødelæggelse i år 71 e.Kr. var templet med dets præsteskab og ritual nationens religiøse tænknings og livs centrum. Men da helligdommen blev ødelagt og dens embedsmænd spredt, blev det nødvendigt at finde en ny samlende og vejledende instans, og den fandtes i samlingen af hellige skrifter, som vi kender som Det Gamle Testamente. Ved en national synode, der blev afholdt i Jamnia nær Jaffa i år 90 e.Kr., blev den gammeltestamentlige kanon i praksis, om end ikke endeligt, lukket, og fra den dato kan man sige, at Det Gamle Testamentes grænser én gang for alle blev fastlagt; ingen skrifter blev optaget undtagen dem, der var skrevet på hebraisk, og det nyeste af disse var så gammelt som 100 f.Kr. Jøderne i diasporaen talte og skrev imidlertid græsk, og de fortsatte med at tænke og skrive længe efter, at deres landsmænd i hjemlandet var ophørt med at frembringe ny original litteratur. Det, de frembragte, var forklarende til det skrevne og praktisk.

Den græske Bibel -- Septuaginta -- er Bibelen for jøderne i Egypten og for dem, der fandtes i andre græsktalende lande. John Wycliffe (død 1384) anbringer Apokryferne samlet ved slutningen af Det Gamle Testamente, og samme fremgangsmåde blev fulgt af Luther (1546) i hans store tyske oversættelse og af Miles Coverdale (død 1568) i hans engelske oversættelse.

5. Hebraiske ord for "Apokryferne":

Er det helt sikkert, at der ikke findes noget hebraisk ord eller udtryk, som nøjagtigt svarer til ordet "apokryfer", sådan som det først blev brugt af kristne forfattere, dvs. i betydningen "esoterisk"? På dette kan man svare bestemt benægtende, hvad angår Det Gamle Testamente og Talmud. Men i middelalderen fik qabbalah (bogstaveligt "overlevering") en nært beslægtet betydning (jf. vores "kabbalistisk").

(1) Findes sådanne?

Findes der på hebraisk et ord eller udtryk, der betegner "ikke-kanonisk", dvs. som har den sekundære betydning, der blev knyttet til "apokryfer"? Dette spørgsmål tillader ikke et så afgjort svar, og faktisk er det blevet besvaret på forskellige måder.

(2) Zahns, Schürers, Porters m.fl. synspunkter (ganaz, genuzim).

Zahn (Gesch. des neutest. Kanons, I, i, 123 ff); Schurer (RE3, I, 623); Porter (HDB, I) og andre hævder, at det græske ord "Apocrypha (Biblia)" er en oversættelse af det hebraiske Cepharim genuzim, bogstaveligt "bøger lagt til opbevaring". Hvis dette synspunkt er korrekt, følger det, at sondringen mellem kanoniske og ikke-kanoniske bøger opstod blandt jøderne, og at kirkefædrene, når de brugte ordet apokryfer i denne betydning, blot efterlignede jøderne ved at erstatte de hebraiske ord med græske tilsvarende ord. Men der er afgørende grunde til at forkaste dette synspunkt.

(3) Grunde til afvisning.

(a) Verbet ganaz, hvis passive participium forekommer i ovenstående udtryk, betyder "at lægge til opbevaring", "at fjerne fra syne" -- om ting, der i sig selv er hellige eller værdifulde. Det betyder aldrig at udelukke, som fra kanon.

(b) Når det anvendes om hellige bøger, gælder det kun dem, der anerkendes som kanoniske. Når eksemplarer af Pentateuken eller af andre dele af den hebraiske Bibel på grund af alder og brug var blevet uegnede til at læse i hjemmet eller i synagogen, blev de således "begravet" i jorden, da de var for hellige til at blive brændt eller skåret i stykker; og verbet for denne begravelse er ganaz. Men de begravede bøger er uden undtagelse kanoniske.

(c) Det pågældende hebraiske udtryk forekommer ikke én eneste gang i hverken den babyloniske eller Jerusalems Talmud, men kun i rabbinske skrifter fra en langt senere tid. Det græske apokryfer kan derfor ikke være en gengivelse af det hebraiske udtryk. Det hebraiske udtryk for bøger, der definitivt var udelukket fra kanon, er Cepharim chitsonim = "ydre" eller "fremmede bøger". Mishnaen (Gemaras tekst; begge udgør det, vi kalder Talmud) eller den mundtlige lov med dens tilføjelser blev på tilsvarende måde opdelt i

(1) den egentlige Mishna;

(2) den ydre (chitsonah) Mishna: på aramæisk kaldet Baraiytha'.

6. Sammenfatning:

Det sagte kan sammenfattes således:

(1) Blandt de protestantiske kirker bruges ordet "Apokryferne" om de bøger, der er med i Septuaginta og Vulgata, men mangler i den hebraiske Bibel. Denne begrænsede betydning af ordet kan ikke spores længere tilbage end til begyndelsen af Reformationen.

(2) I klassisk og hellenistisk græsk betegner adjektivet apokruphos "skjult" om synlige genstande eller dunkelt, vanskeligt at forstå (om bestemte former for viden).

(3) I tidlig patristisk græsk kom dette adjektiv i brug som et synonym for det klassiske græske esoterikos.

(4) I senere patristisk græsk (Irenæus osv.) og i latinske værker fra og med Hieronymus betød græsk apokruphos ikke-kanonisk og indebar, at indholdet var ringere end bøgerne i kanon.

(4) Hos de protestantiske reformatorer kom udtrykket »apokryfer« (idet der underforstås »apokryfe« »bøger«) til at betegne det, der nu kaldes »Det Gamle Testamentes Apokryfer«. Men denne brug er begrænset til protestanter, eftersom Det Gamle Testamentes Apokryfer i den østlige kirke og i den romerske gren af den vestlige kirke er lige så integrerende en del af kanon som Første Mosebog, Kongebøgerne, Salmerne eller Esajas.

(5) Der findes ingen hebraiske ækvivalenter til apokruphos, hverken i betydningen »esoterisk« eller »ikke-kanonisk«.

IV. Apokryfernes indhold.

1. Liste over bøger:

Følgende er en liste over bøgerne i Apokryferne i den rækkefølge, de forekommer i de engelske oversættelser (King James Version og Revised Version (British and American)):

(1) 1 Esdras;

(2) 2 Esdras (herefter kaldet »den apokalyptiske Esdras«);

(3) Tobit;

(4) Judit;

(5) Tillæg til Ester;

(6) Salomos Visdom;

(7) Ecclesiasticus (herefter kaldet »Sirak«);

(8) Baruk med Jeremias' Brev;

(9) Sangen om de tre hellige børn; (10) Historien om Susanna;

(11) Bel og Dragen;

(12) Manasses' Bøn;

(13) 1 Makkabæerbog;

(14) 2 Makkabæerbog.

Nr. 5 ovenfor, »Tillæg til Ester«, som det kan kaldes, udgør størstedelen (107 af 270 vers) af Esters Bog, sådan som den forekommer i de bedste håndskrifter af Septuaginta og i Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) ud over teksten i den hebraiske bibel. Disse tillæg er i Septuaginta spredt ud gennem hele bogen og giver mening i den sammenhæng, de dér indgår i, men ikke når de samles, som de er i de engelske oversættelsers samlede Apokryfer og til en vis grad i Hieronymus' latinske oversættelse og Vulgata (Hieronymus' latinske bibel, 390-405 e.Kr.) (se The Century Bible, Ezra, Nehemiah and Esther, 294f). Nr. 9-11 i ovenstående opregning er tillæg, som i de græske Septuaginta- og Vulgata-oversættelser er føjet til Daniels Bog, sådan som den findes i den masoretiske tekst. Det vil være passende at kalde dem »Tillæg til Daniel«. At Apokryfernes skrifter blev samlet i en særskilt samling, skyldtes i høj grad Hieronymus, som skilte mange af de apokryfe tillæg ud af deres oprindelige sammenhæng, fordi han tvivlede på deres ægthed. Hans oversættelse påvirkede Vulgata, som nøje følger Hieronymus' oversættelse.

Selv om det i almindelighed er rigtigt, at Apokryferne er det overskud, som de græske (Septuaginta) og latinske (Hieronymus, Vulgata) bibler har i forhold til de hebraiske bibler (den masoretiske tekst), kræver udsagnet en præcisering. 2 (4) Esra, dvs. den apokalyptiske Esra (Esdras), mangler i Septuaginta, i Hieronymus' oversættelse og også i Luthers Bibel, men den findes i Vulgata og i de engelske og andre moderne udgaver af Apokryferne. På den anden side findes 3 og 4 Makkabæerbog i de bedste håndskrifter af Septuaginta, men Vulgata, der følger Hieronymus' oversættelse, afviser begge, ligesom moderne udgaver (engelske osv.) af Apokryferne gør. Desuden må det nævnes, at Manasses' Bøn og 1 (3) Esdras og den apokalyptiske Esdras i selve Vulgata er føjet til Det Nye Testamente som apokryfe skrifter.

2. Klassifikation af bøgerne:

(1) Historiske.

Bøgerne i de egentlige Apokryfer kan klassificeres således:

(a) 1 og 2 (dvs. 3) Esdras;

(b) 1 og 2 Makkabæerbog;

(c) Tillæg til Daniel (nr. 9-11 i ovenstående liste);

(d) Tillæg til Ester;

(e) Jeremias' Brev (som sædvanligvis føjes til Baruk);

(f) Manasses' Bøn.

(2) Erotiske fortællinger.

(a) Baruks Bog (undertiden regnet blandt de profetiske bøger, undertiden blandt apokalypserne); (b) Tobit; (c) Judit.

(3) Apokalyptiske.

Den apokalyptiske Esdras eller 2 (4) Esdras.

(4) Belærende.

(a) Salomos Visdom; (b) Sirak (Ecclesiasticus).

R. H. Charles, vor største nulevende autoritet inden for de apokalyptiske og apokryfe skrifter, medtager følgende under overskriften »hellenistisk-jødisk litteratur«, mens resten falder under overskriften »palæstinensisk-jødisk litteratur« (Enc Brit, 11. udgave, II, 177):

(1) Tillæggene til Daniel og Ester

(2) Jeremias' Brev;

(3) 2 Makk;

(4) Salomos Visdom.

V. Apokryfernes oprindelige sprog.

Hovedparten af Apokryferne blev oprindelig skrevet på græsk og fandtes først kun på dette sprog. Følgende bøger blev dog skrevet på hebraisk: Tobit, Judit, Sirak, Baruk (en del sandsynligvis på græsk) og 1 Makkabæerbog. I disse tilfælde foretrækker nogle at betragte aramæisk som originalsproget, i det mindste for dele af de ovennævnte bøger. Se de enkelte bøger for nærmere oplysninger.

VI. Datering af de apokryfe skrifter.

Spørgsmålet om dateringen af de enkelte bøger i Apokryferne vil blive behandlet i forbindelse med artiklerne om de forskellige bøger. Men der kan med sikkerhed fremsættes en almindelig udtalelse om de yderste tidsgrænser, inden for hvilke alle bøgerne blev færdiggjort. Den ældste apokryfe bog er Sirak, som i sin oprindelige hebraiske form hører til perioden 190-170 f.Kr. I sin græske form er de bedste moderne forskere enige om at datere den til 130-120 f.Kr. Ingen af bøgerne kan næppe henføres til en senere tid end 100 e.Kr., skønt nogle (2 Esdras osv.) kan være så sene. Om hele Apokryferne kan det med større end almindelig sikkerhed siges, at de blev skrevet engang mellem 200 f.Kr. og 100 e.Kr. Det vil ses, at det er en unøjagtig antagelse, at Apokryferne i alle deres dele er af senere dato end de seneste dele af Det Gamle Testamente. Den kanoniske Daniels Bog og mange af Salmerne er af senere dato end Sirak og 1 Esdras, og der er tungtvejende grunde til at give den kanoniske Esters Bog en senere datering end nogen af de nævnte bøger og måske også end Judit (se dog Daniel; Ester). Men det er helt sikkert, at langt størstedelen af Apokryferne er af senere dato end Det Gamle Testamente; de er derfor af største betydning, fordi de afspejler jødernes tilstand og deres intellektuelle og religiøse livs karakter i de forskellige repræsenterede perioder. Og i senere år er de blevet anvendt meget.

LITTERATUR.

Den græske tekst til Apokryferne findes i de forskellige udgaver af Septuaginta (bortset fra den apokalyptiske Esdras, som ikke er bevaret på græsk). De bedste udgaver af Septuaginta er dem af Tischendorf, revideret af E. Nestle (1887), og Swete (1895-99 og senere udgaver). Kritiske udgaver af Apokryferne er udgivet af A. Fabricius (Hamburg, 1722-23); Apel (sst. 1804) og en meget værdifuld udgave af O. T. Fritzsche (Leipzig, 1871), som omfatter den latinske oversættelse af den apokalyptiske Esdras -- uden det manglende fragment. Der findes flere moderne oversættelser; langt den bedste er den tyske, redigeret af E. Kautzsch, som indeholder almindelige og særlige indledninger samt værdifulde noter af de bedste tyske forskere. På engelsk findes der, foruden den reviderede oversættelse (britisk og amerikansk), den nyttige Variorum-udgave, redigeret af C. J. Ball. En engelsk kritisk udgave af Apokryferne, redigeret af R. H. Charles med indledende noter, er nu under trykning i Oxford og vil være meget værdifuld.

Den bedste kommentar er den af O. F. Fritsche og C. L. W. Grimm, Kurzgef. Exeg. Handbuch, 1851-60; men kommentaren af Bissell i Lange's Series of Commentaries og den, der er redigeret af Wace i Speaker's Bible Series, er fortjenstfulde.

Indledende stof findes i de forskellige bibelordbøger under dette ord; se især H. E. Ryle i DB (1893), Schurer (RE3), men frem for alt den værdifulde Introduction to the Old Testament in Greek af H. B. Swete (1900), Hastings, Dictionary of the Bible (fem bind) (C. F. Porter) og R. H. Charles (Enc Brit11). Se også Einleitungen af Konig, Budde (A. Bertholet har skrevet den del, der behandler Apokryferne) og Schurer, Geschichte, III, 1898 (engelsk oversættelse, II, iii), hvor meget litteratur er angivet. Hvad angår monografier om de enkelte bøger i Apokryferne eller om særlige spørgsmål, se de særlige artikler.

Thomas Witton Davies