Den samaritanske Pentateuk

Da jøderne vendte tilbage fra eksilet, nægtede de samaritanerne at deltage sammen med dem i gudsdyrkelsen i Jerusalem, og samaritanerne brød al fællesskab med dem og byggede et tempel til sig selv på Garizim-bjerget. Dette tempel blev jævnet med jorden mere end hundrede år f.Kr. Derefter blev der indført en gudstjenesteordning, som lignede den i templet i Jerusalem. Den byggede på Loven, som der var blevet lavet mange afskrifter af både i Israel og i Juda. Sådan blev Pentateuken bevaret blandt samaritanerne, selv om de aldrig kaldte den ved dette navn, men altid “Loven”, som de læste som én bog. Inddelingen i fem bøger, sådan som vi nu har den, blev dog antaget af samaritanerne, ligesom den blev det af jøderne, i alle deres præsters afskrifter af “Loven”, for bekvemmelighedens skyld. Dette var den eneste del af Det Gamle Testamente, som samaritanerne anerkendte som guddommeligt autoritativ.

Bogstavernes form i håndskriftafskrifterne af den samaritanske Pentateuk er forskellig fra den i de hebraiske afskrifter og er sandsynligvis den samme som den, der var i almindelig brug før fangenskabet. Der er andre særegenheder i skrivemåden, som ikke behøver at blive nærmere angivet her.

Der er vigtige forskelle mellem de hebraiske og de samaritanske afskrifter af Pentateuken i læsemåderne af mange sætninger. I omkring to tusind tilfælde, hvor den samaritanske og den jødiske tekst afviger fra hinanden, stemmer LXX. overens med den førstnævnte. Også Det Nye Testamente stemmer som regel overens med den samaritanske tekst, når det citerer fra Det Gamle Testamente, hvor denne afviger fra den jødiske. Således lyder 2 Mos 12,40 i den samaritanske tekst: “Men den tid, Israels børn og deres fædre havde opholdt sig som fremmede i Kanaans land og i Egypten, var fire hundrede og tredive år” (jf. Gal 3,17). Det kan bemærkes, at LXX. har den samme læsemåde af denne tekst.