Guds navne

|| I. INDLEDNING

1. Udtrykket "hans navn"

2. Klassifikation.

II. GUDS PERSONLIGE NAVNE I DET GAMLE TESTAMENTE

1. 'Elohim

2. 'El

3. 'Eloah

4. 'Adhon, 'Adhonay

5. Yahweh (Yahweh)

6. Tsur (klippe)

7. Ka`dhosh

8. Shadday

III. BESKRIVENDE NAVNE FOR GUD I DET GAMLE TESTAMENTE

1. 'Abhir

2. 'El-'Elohe-Yisra'el

3. `Elyon

4. Gibbor

5. 'El-ro'i

6. Tsaddiq

7. Qanna'

8. Yahweh Tsebha'oth

9. "Jeg er den, jeg er"

IV. Guds navne i Det Nye Testamente

1. Gud

2. Herre

3. Beskrivende og billedlige navne

LITTERATUR

I. Indledning:

I et omfang, som moderne og vestlige mennesker vanskeligt kan værdsætte fuldt ud, tillagde folk på bibelsk tid og i de bibelske lande en persons navn stor betydning. De gav det altid en symbolsk betydning eller en karakterbetydning.

Mens vore moderne navne næsten udelukkende er betegnende og blot har til formål at identificere, var de bibelske navne også beskrivende og ofte profetiske. Religiøs betydning lå næsten altid i navnet, idet en forælder satte sit barn i relation til Guddommen eller erklærede dets indvielse til Guddommen ved at forbinde Guddommens navn med den tjeneste, barnet skulle yde, eller måske ved i et navn at mindes Guds velvilje i den nådige gave, som barnet var, f.eks. Nathaniel ("Guds gave"); Samuel ("hørt af Gud"); Adonija ("Yahweh er min Herre") osv. Det forekommer os mærkeligt, at et barns liv og karakter ved dets fødsel skulle forudsiges af dets forældre i et navn; og denne særlige skik er af en usympatisk kritik blevet anset som bevis for, at sådanne navne og de tilhørende fortællinger først er opstået længe efter, at selve livet var afsluttet; det gælder for eksempel navne som Abraham, Sara osv. Men at dette faktisk blev gjort, og at det blev betragtet som en selvfølge, bevises af det navn, der blev givet til vor Herre ved hans fødsel: "Du skal give ham navnet Jesus; for det er ham, der skal frelse sit folk" (Matt 1,21). Det er ikke usandsynligt, at det at give et karakternavn udtrykte forældrenes hensigt og troskab i barnets opdragelse, hvilket nødvendigvis førte til, at barnets liv fik netop den retning, som navnet angav. Et barns navn blev derfor både en bøn og en indvielse, og dets virkeliggørelse i karakteren blev ofte en nødvendig psykologisk virkning. Stor ære eller vanære var knyttet til et navn. Det Gamle Testamentes skrifter indeholder mange og forskelligartede eksempler på dette. Undertiden blev foragt for visse forkastelige mænd udtrykt særligt tydeligt ved en navneændring, f.eks. ændringen af Esh-Ba'al, "Ba'als mand", til Ish-Bosheth, "skammens mand" (2 Sam 2,8), og udeladelsen af Yahweh fra den frafaldne konge Akaz' navn (2 Kong 15,38 osv.). Navnet på den sidste konge af Juda blev meget udtryksfuldt ændret af Nebukadnezar fra Mattanja til Sidkija for at sikre hans troskab mod den overherre, der gjorde ham til konge (2 Kong 24,17).

Se NAMES, PROPER.

1. Udtrykket "hans navn":

Da Skrifterne i Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente i væsentlig grad har åbenbaring som formål, og da hebræerne tillagde navne så stor værdi, må vi med sikkerhed forvente, at de gjorde det guddommelige navn til et åbenbaringsmiddel af første betydning. Folk, der gennem lang tids brug var vant til betydningsfulde karakterangivelser i deres egne navne, ville nødvendigvis opfatte Guddommens navne som udtryk for hans natur. Selve udtrykket "Yahwehs navn" eller "hans navn", anvendt om Guddommen i bibelsk sprogbrug, er yderst interessant og tankevækkende; det udtrykker undertiden samlet hans åbenbaring i naturen (Sl 8,1; jf. 138,2); eller markerer stedet for hans tilbedelse, hvor mennesker vil påkalde hans navn (5 Mos 12,5); eller bruges som synonym for hans forskellige egenskaber, f.eks. trofasthed (Es 48,9), nåde (Sl 23,3), hans ære (Sl 79,9) osv. "Da Guds navn således betegner denne Gud selv, sådan som han er åbenbaret, og sådan som han ønsker at blive kendt af sine skabninger, kan vi let forstå, når det siges, at Gud vil skabe sig et navn ved sine mægtige gerninger, eller at fremtidens nye verden skal være ham til et navn, at Guds navn ofte er synonymt med Guds herlighed, og at udtrykkene for begge kombineres på de mest forskelligartede måder eller bruges skiftevis" (Schultz, Old Testament Theology, engelsk oversættelse, I, 124-25; jf. Sl 72,19; Es 63,14; også Davidson, Old Testament Theol., 37-38).

2. Klassifikation:

Ud fra den vigtige plads, som det guddommelige navn indtager i åbenbaringen, ville vi forvente hyppig forekomst og formmæssig mangfoldighed; og det er netop, hvad vi finder. De mange former eller varianter af navnet vil blive behandlet under følgende overskrifter:

(1) Absolutte eller personlige navne,

(2) attributive eller kvalificerende navne, og

(3) Guds navne i Det Nye Testamente. Naturligt og med tiden tenderer attributive navne til gennem hyppig brug og andægtig respekt at krystallisere sig til personlige navne; f.eks. bliver det attributive adjektiv qadhosh, "hellig", til det personlige, transcendente navn for Guddommen i Job og Esajas. For fyldigere enkeltheder om hvert navn kan der henvises til særskilte artikler.

II. Guds absolutte eller personlige navne i Det Gamle Testamente:

1. 'Elohim:

Den første form af det guddommelige navn i Bibelen er 'Elohim, som almindeligvis oversættes "Gud" (1 Mos 1,1). Dette er det hyppigst anvendte navn i Det Gamle Testamente, ligesom dets ækvivalent theos er det i Det Nye Testamente; alene i Første Mosebog forekommer det omtrent 200 gange. Det hører til en gruppe beslægtede ord, som også omfatter 'El og 'Eloah. (1) Dets form er pluralis, men konstruktionen er ensartet singularis, dvs. det styrer et verbum eller adjektiv i singularis, medmindre det bruges om hedenske guddomme (Sl 96,5; Sl 97,7). Det er karakteristisk for hebraisk, at udstrækning, storhed og værdighed, såvel som egentlig mangfoldighed, udtrykkes ved pluralis. Det er derfor ikke rimeligt at antage, at pluralisformen antyder primitiv semitisk polyteisme. Tværtimod er historisk hebraisk utvivlsomt og konsekvent monoteistisk.

(2) Etymologien er meget usikker. Gesenius, Ewald og andre finder oprindelsen i 'ul, "at være stærk", hvorfra også stammer 'ayil, "væder", og 'elah, "terebinte"; det er da en udvidet pluralform af 'el; andre sporer det til 'alah, "at skræmme", og singularformen findes i det sjældne 'eloah, som forekommer især i poetiske bøger; BDB hælder til etymologien fra 'alah, "at være stærk", som roden til de tre former 'El, 'Eloah og 'Elohim, skønt det indrømmes, at hele spørgsmålet ligger i usikkerhed (se BDB for fuldstændig redegørelse); et noget fantasifuldt forslag er det arabiske ord 'ul, "at være foran", hvorfra kommer betydningen "leder"; og endnu mere fantastisk er den foreslåede forbindelse med præpositionen 'el, der betyder Gud som menneskets "mål" og længsel. Oprindelsen må altid forblive i tvivl, siden etymologien er præhistorisk, og navnet sammen med beslægtede ord 'El og 'Eloah er fælles for semitiske sprog og religioner og ligger uden for hebraisk historieskrivnings område.

(3) Det er en rimelig slutning, at betydningen er "magt" eller "kraft"; at det er fælles for semitiske sprog; at formen er pluralis for at udtrykke majestæt eller "almagt", og at det er et generisk snarere end et specifikt personligt navn for Guddom, som fremgår af dets anvendelse på dem, der repræsenterer Guddom (Dommer 5,8; Sl 82,1) eller som er i Hans nærværelse ({{1.Sam.28.13}}).

2. 'Eloah:

Singularformen af det foregående navn, 'Eloah, er i sin brug næsten udelukkende indskrænket til poesi eller poetisk udtryk, idet det er karakteristisk for Jobs bog, hvor det forekommer oftere end i alle øvrige dele af Det gamle Testamente. Det findes faktisk i Job oftere end det andre steder mere almindelige pluralis 'Elohim. Vedr. etymologi og betydning se ovenfor under 1 (2). Sammenlign også den aramæiske form, 'elah, som findes hyppigt i Ezra og Daniel.

3. 'El:

I gruppen af semitiske sprog er det mest almindelige ord for Guddom El ('el), repræsenteret af det babyloniske ilu og det arabiske 'Allah. Det findes gennem hele Det gamle Testamente, men oftere i Job og Salmerne end i alle de øvrige bøger. Det forekommer sjældent i de historiske bøger og slet ikke i 3.Mosebog. Der tilskrives det den samme mangfoldighed af etymologier som ELOHIM (se der), af hvilke den sandsynligste er 'ul, "at være stærk". BDB tolker 'ul som betydende "at være foran", hvorfra kom 'ayil, "væder", den der går forrest i flokken, og 'elah, den fremtrædende "terebinte", udledende ['El] fra 'alah, "at være stærk". Det forekommer i mange af de ældre navne; og som ['Elohim] bruges det også om hedenske guder. Det kombineres hyppigt med substantiver eller adjektiver for at udtrykke Guds navn med henvisning til særlige egenskaber eller sider af Hans væsen, som 'El 'Elyon, 'El-Ro'i osv. (se nedenfor under III, "Attributive navne").

4. 'Adhon, 'Adhonaj:

Et attributivt navn, som i præhistorisk hebraisk allerede var gået over til et generisk navn for Gud, er 'Adhon, 'Adhonaj, hvor sidstnævnte er dannet fra førstnævnte, idet det er konstruktus pluralis, 'adhone, med 1. person endelsen -aj, som er blevet forlænget til aj og således bevaret som karakteristisk for egennavnet og skelner det fra possessivformen "min Herre". King James Version skelner ikke, men oversætter begge som possessiv, "min Herre" (Dommer 6,15; Dommer 13,8), og som personnavn (Sl 2,4); RV skelner også usikkert i Sl 16,2 mellem "min Herre", possessiv, i teksten og "Herren" i randnoten. 'Adhonaj som navn på Guddom understreger Hans suverænitet (Sl 2,4; Esajas 7,7) og svarer nøje til Kurios i Det nye Testamente. Det kombineres hyppigt med Jahve ({{1.Moseb.15.8}}; Esajas 7,7 osv.) og med 'Elohim (Sl 86,12). Dets vigtigste funktion i Masora-teksten er brugen af dets vokaler til at vokaliser det udtalelig tetragram YHVH, hvilket angiver, at ordet "'Adhonaj" skal udtales i stedet for "Jah-ve". Denne kombination af vokaler og konsonanter giver translitterationen "Jahve", som er vedtaget af American Standard Revised Version, mens andre engelske bibeloversættelser siden Coverdale repræsenterer kombinationen med versalerne HERRE. Septuaginta repræsenterer det med Kurios.

5. Jahve (Jahve):

Det mest karakteristiske navn for Gud som Israels Gud er Jahve, en kombination af tetragrammet (YHVH) med vokalerne fra 'Adhonaj, translittereret som Jehova, men udtalt som 'adhonaj af hebræerne). Mens både afledning og betydning er tabte for os i usikkerheden omkring dets præ-bibliske oprindelse, virker følgende slutninger berettigede ud fra kendsgerningerne:

(1) Dette navn var fælles for andre religioner end Israels, ifølge Friedr. Delitzsch, Hommel, Winckler og Guthe (EB under ordet), idet det er fundet i babyloniske indskrifter. Ammonitiske, arabiske og egyptiske navne synes også at indeholde det (sammenlign Davidson, Old Testament Theology, s. 52 ff); men skønt det ligesom 'Elohim var fælles for primitiv semitisk religion, blev det Israels særegne navn for Guddom.

(2) Det blev derfor ikke først kendt ved Mose kalden ({{2.Moseb.3.13-16}}; {{2.Moseb.6.2-8}}), men blev, idet det allerede var kendt, på det tidspunkt givet en større åbenbaring og fortolkning: Gud, som skulle være kendt af Israel herefter under navnet "Jahve" og i dets fulde betydning, var den, der sendte Mose for at befri Israel; "når jeg kommer til dem og siger: Eders faders Gud har sendt mig til jer, og de spørger mig: Hvad hedder han? Hvad skal jeg så sige til dem? Og Gud sagde ... JEG ER, DER JEG ER ... sig ... JEG ER har sendt mig" ({{2.Moseb.3.13}}; {{2.Moseb.3.14}} randnote). Navnet forudsættes kendt i Genesis-fortællingen; det forekommer også i præmosaiske navne ({{2.Moseb.6.20}}; {{1.Krøn.2.25}}; {{1.Krøn.7.8}}).

(3) Afledningen er fra det arkaiske chawah, "at være," bedre "at blive," på bibelsk hebraisk hayah; denne arkaiske brug af w for y forekommer også i afledninger af det lignende chayah, "at leve," f.eks. chawwah i 1 Mos 3,20.

(4) Det fremgår tydeligt af de fortolkende passager (1 Mos 3; 1 Mos 6), at formen er fremtid af den enkle stamme (Qal) og ikke fremtid af den kausative stamme (Hiph`il) i betydningen "livgiver"--en tanke, som ikke bekræftes af nogen af ordets forekomster. Den fantasifulde teori, at ordet er en kombination af verbets fremtids-, nutids- og perfektumsformer og betyder "den, som vil være, er og var," skal ikke tages alvorligt (Stier, osv., i Oehlers Old Testament Theology, på det anførte sted).

(5) Betydningen kan med en vis sikkerhed udledes af Origenes' translitteration, Iao, formen på samaritanernes sprog, Iabe, formen sådan som den indgår i gammeltestamentlige navne, og den tydelige betydning i 2 Mos 3 og andre passager, nemlig den enkle fremtid: yahweh, "han vil være." Det udtrykker ikke årsagsvirkning, heller ikke eksistens i metafysisk forstand, men pagtens løfte om det guddommelige nærvær, både i den umiddelbare tid og i den fremtidige messianske tidsalder. Og således blev det knyttet til det messianske håb, som i udtrykket "Jahves dag," og følgelig blev både det og Septuagintas oversættelse Kurios anvendt i Det Nye Testamente som titler for Kristus.

(6) Det er Guds personlige navn, til forskel fra sådanne generiske eller væsensbetegnende navne som 'El, 'Elohim, Shadday osv. Karakteristisk for Det Gamle Testamente er dets insisteren på muligheden af at kende Gud som person; og Yahweh er hans navn som person. Det er bestemt ulogisk, at de senere hebræere skulle have veget tilbage for at udtale det, når man tager navnets passende karakter og Det Gamle Testamentes insisteren på Guds personlighed i betragtning, han som i egenskab af person har dette navn. American Standard Revised Version indfører helt korrekt translitterationen "Yahweh" for at understrege dets betydning og formål som Guds åbenbarede personlige navn.

6. Tsur (klippe):

Fem gange i Moses' "sang" (5 Mos 32,4; 5 Mos 32,15; 5 Mos 32,18; 5 Mos 32,30; 5 Mos 32,31) bruges ordet tsur, "klippe," som en titel for Gud. Det forekommer også i Salmerne, Esajas og poetiske passager i andre bøger, og også i egennavne, Elizur, Zuriel osv. Én gang i King James Version (Es 44,8) oversættes det med "Gud," men med "klippe" i American Standard Revised Version og i American Revised Versions randnote. Forsøget på at fortolke denne titel som et tegn på Det Gamle Testamentes religions animistiske oprindelse er unødvendigt og et rent produkt af fantasien. Det er sædvanligt for både gammeltestamentlige og nytestamentlige forfattere at bruge beskrivende navne om Gud: "klippe," "fæstning," "skjold," "lys," "brød" osv., og det stemmer med hele Skriftens rige billedsprog; brugen af artiklen i mange af de anførte tilfælde bekræfter yderligere den opfattelse, at ordet er tænkt som en beskrivende titel, ikke som navnet på en naturguddom. Det fremstiller tanken om Gud som urokkelig: "Betegnelsen af Gud som tsur, `klippe,' `sikkert tilflugtssted,' i Femte Mosebog henviser til dette" (Oehler, Old Testament Theology). Det forekommer ofte, i et meget slående billede, med personligt suffiks som "min klippe," "deres klippe," for at udtrykke tillid (Sl 28,1).

7. Kadhosh:

Navnet (qadhosh, "hellig") findes hyppigt hos Esajas og i Salmerne og lejlighedsvis hos de andre profeter. Det er karakteristisk for Esajas, idet det findes 32 gange i den bog. Det forekommer ofte i udtrykket qedhosh yisra'el, "Israels Hellige." Afledningen og betydningen forbliver usikre, men den sædvanlige og mest sandsynlige afledning er fra qadhash, "at være adskilt," hvilket bedst forklarer brugen både om mennesket og om Guddommen. Når det bruges om Gud, betegner det: (1) hans transcendens, hans ophøjethed adskilt over alle andre væsener, hans eneståenhed i sammenligning med andre guder; (2) hans særlige forhold til sit folk Israel, som han udskilte sig for, sådan som han ikke gjorde for andre nationer. I den første betydning brugte Esajas det om hans ene guddommelighed (40,25), i den anden om hans særlige og uforanderlige pagtsforhold til Israel (43,3; 48,17), markant udtrykt i vendingen "Israels Hellige." Qadhosh var snarere attributivt end personligt, men blev personligt i brugen hos sådanne absolutte teister som Job og Esajas. Det udtrykker væsentlig guddommelighed snarere end personlig åbenbaring.

8. Shadday:

I patriarklitteraturen, og især i Job, hvor det lægges i patriarkernes mund, optræder dette navn undertiden i sammensætningen 'el shadday, undertiden alene. Selv om også dets rodbetydning er usikker, synes den foreslåede afledning fra shadhadh, "at ødelægge," "at skræmme," mest sandsynlig og betegner den Gud, som åbenbares ved sine mægtige gerningers frygtindgydende karakter. "Stormguden," fra shadha', "at udgyde," er blevet foreslået, men er usandsynligt; og endnu mere usandsynligt er det fantasifulde she og day, med betydningen "som er tilstrækkelig." Dets brug i patriarkernes dage markerer et fremskridt fra løsere semitiske forestillinger til den strengere monoteistiske tanke om almagt og stemmer med den tidlige bevidsthed om Guddommen hos race eller individ som en Gud, der vækker ærefrygt, ja endog rædsel. Dets monoteistiske karakter er i harmoni med dets brug på Abrahams tid og bekræftes yderligere af dets parallel i Septuaginta og Det Nye Testamente, pantokrator, "almægtig."

III. Beskrivende navne på Gud i Det Gamle Testamente:

Det er ofte vanskeligt at skelne mellem Guds personlige og attributive navne, da de to grupper nødvendigvis glider over i hinanden. Nogle af de foregående er i virkeligheden attributive, gjort personlige gennem brug. Følgende er de mest fremtrædende beskrivende eller attributive navne.

1. 'Abhir:

4. Gibbor:

De gamle hebraere var i konstant kamp for deres land og deres frihed, en kamp, der var mest intens og patriotisk i de heroiske dage under Saul og David, og hvori der udvikledes et korps af mænd, hvis store bedrifter gjorde dem værdige til det ærefulde navn »mægtige mænd« af duelighed (gibborim). Disse var ridderne ved Davids »Runde Bord«. På samme måde opfattede hebraeren sin Gud som kæmpende for ham, og følgelig blev denne titel let anvendt på Gud som Krigens mægtige Mand, optræder i Davids salme om Arkens triumfale indførelse (Sl 24,8), i alegorierne om Messias-Kongen (Sl 45,3), enten alene eller kombineret med El (Es 9,6; Jer 32,18), og somme tider med Jahve (Es 42,13).

5. El-Ro'i:

Da Hagar flygtede fra Saras forfølgelse, talte Jahve til hende i ørkenen Sjur, ord fulde af løfte og trøst. Derefter »kaldte hun Jahves navn, han der talte til hende, Du er El roi« (1 Mos 16,13, randnote). I teksten oversættes ordet ro'i, der stammer fra ra'ah, »at se«, som »som ser«, ordret »af synet«. Dette er den eneste forekomst af denne titel i Det gamle Testamente.

6. Tsaddiq:

Et af Guds pagtens attributter, Hans retfærdighed, bliver omtalt så ofte, at det går fra adjektiv til substantiv, fra attribut til navn, og Han kaldes »Den Retfærdige« (tsaddiq) eller »den Retfærdige«. Ordet bliver aldrig transskriberet, men altid oversat i engelske bibeloversættelser, selv om det lige så vel kunne betragtes som et guddommeligt navn som `Elyon eller Qadhosh. Roden tsadhaq, »at være lige« eller »ret«, betyder troskab mod en norm, og bruges om Guds troskab mod Hans egen natur og mod Hans pagtesløfte (Es 41,10; Es 42,6; sammenlign Hos 2,19); det optræder alene (Sl 34,17), sammen med El (5 Mos 32,4), sammen med Elohim (Ezra 9,15; Sl 7,9; Sl 116,5), men oftest sammen med Jahve (Sl 129,4, osv.). I 2 Mos 9,27 kalder Farao Ham »Jahve den Retfærdige« ved at anerkende sin synd mod Jahve, idet han bruger artiklen. Den sigende kombination »Jahve vor Retfærdighed« er navnet givet Davids »retfærdige Kvist« (Jer 23,6) og bør med rette opfattes som et egenavn – Messias-Kongens navn.

7. Kanna:

Hyppigt i Pentateuk, hyppigst i de 3 versioner af Budene (2 Mos 20,5; 2 Mos 34,14; 5 Mos 5,9), får Gud betitlingen »Jaloux« (qanna'), mest specifikt i udtrykket »Jahve, hvis navn er Jaloux« (2 Mos 34,14).
Dette ord bar imidlertid ikke den onde betydning, som det nu knytter sig til i vores brug, men betegnede snarere »retfærdig iver«, Jahves iver for Hans eget navn eller ære (sammenlign Es 9,7, »Jahves iver«, qin'ah; også Zak 1,14; Zak 8,2).

8. Jahve Tsebha'-oth:

Forbundet med det personlige og pagtens navn Jahve findes hyppigt ordet Sabaoth (tsebha'oth, »skarer«). Uforandret i Det gamle Testamente oversættes det »skarer« (Es 1,9; Sl 46,7; Sl 46,11, osv.), men i Det nye Testamente transskriberes det to gange, både på græsk og engelsk (Rom 9,29; Jak 5,4).
Passagen i Romerbrevet er et citat fra Es 1,9 gennem Septuaginta, som ikke oversætter, men transskriberer det hebraiske. Oprindelse og betydning er usikre. Det bruges om himmelske legemer og jordiske kræfter (1 Mos 2,1); om Israels hær (2 Sam 8,16); om Himmelske væsener (Sl 103,21; Sl 148,2; Dan 4,35). Det er sandsynligt, at titlen sigter mod at omfatte alle skabte kræfter og væsener, af hvilke Jahve er Skaber og Leder.

9. »Jeg er Den Jeg er«:

Da Gud viste sig for Moses ved Sinaj og gav ham det hverv at befri Israel, spurgte Moses, som var fuldt klar over vanskeligheden ved at gøre indtryk på folket, med hvilket Guds navn han skulle tale til dem: "De vil sige til mig: Hvad er hans navn?" Da "sagde Gud til Moses: JEG ER DEN, JEG ER .... sig .... JEG ER har sendt mig til jer" (2 Mos 3,14). Det navn for Guddommen, der gives her, ligner Jahve, bortset fra at formen ikke er 3. person futurum, som i den sædvanlige form, men 1. person ('ehyeh), eftersom Gud her taler om sig selv. Den alternative læsemåde i American Revised Version, randnote, er langt at foretrække: "JEG VIL VÆRE, HVAD JEG VIL VÆRE," hvilket angiver hans pagtsløfte om at være med og for Israel i alle de kommende tidsaldre. For yderligere forklaring se ovenfor, II, 5.

IV. Guds navne i Det Nye Testamente.

Den mangfoldighed af navne, som kendetegner Det Gamle Testamente, mangler i Det Nye Testamente, hvor vi næsten er begrænset til to navne, som hver svarer til flere i Det Gamle Testamente. Det hyppigste er navnet "Gud" (Theos), som forekommer over 1.000 gange og svarer til El, Elohim osv. i Det Gamle Testamente.

1. Gud:

Det kan, ligesom ['Elohim], bruges lempeligt om hedenske guder; men i sin egentlige betydning udtrykker det væsentlig guddommelighed, og som udtryk for dette anvendes det om Kristus såvel som om Faderen (Joh 20,28; Rom 9,5).

2. Herre:

Fem gange er "Herre" en oversættelse af despotes (Luk 2,29; ApG 4,24; 2 Pet 2,1 KJV; Jud 1,4; Åb 6,10 KJV). I hvert tilfælde er der tydelig vægt på suverænitet og overensstemmelse med Det Gamle Testamentes 'Adhon. Det almindeligste græske ord for Herre er Kurios, som gengiver både Jahve og 'Adhonai i Det Gamle Testamente og forekommer over 600 gange. Dets brug om Jahve var i overensstemmelse både med de hebraiske skriftlærdes ånd, idet de forsynede pagtsnavnets konsonanter med vokalerne fra Adhonay, herredømmets titel, og med Septuaginta, som gengav denne kombination med Kurios. Følgelig gengives citater fra Det Gamle Testamente, hvori Jahve forekommer, med Kurios. Det anvendes om Kristus på lige fod med Faderen og Ånden, hvilket viser, at de messianske håb, som navnet Jahve bar med sig, for Det Nye Testamentes forfattere blev opfyldt i Jesus Kristus; og at Jahves længe ventede tilsynekomst blev virkeliggjort i ham.

3. Beskrivende og billedlige navne:

Som i Det Gamle Testamente findes der også i Det Nye Testamente forskellige attributive, beskrivende eller billedlige navne, ofte svarende til dem i Det Gamle Testamente. Nogle af disse er: Den "Højeste" eller "Allerhøjeste" hupsistos), som i denne betydning kun findes hos Luk (1,32.35.76; 2,14 osv.) og svarer til 'Elyon (se III, 3, ovenfor); "Almægtig," Pantokrator (2 Kor 6,18; Åb 1,8 osv.), svarende til Shadday (se II, 8 ovenfor; se også Almægtig); "Fader," som i Herrens bøn og andre steder (Matt 6,9; Matt 11,25; Joh 17,25; 2 Kor 6,18); "Konge" (1 Tim 1,17); "Kongernes konge" (1 Tim 6,15); "Kongernes konge," "Herrernes Herre" (Åb 17,14; Åb 19,16); "Hersker" (1 Tim 6,15); "Herre" (Kurios, Ef 6,9; 2 Pet 2,1; Åb 6,10); "Hyrde," "Tilsynsmand" (1 Pet 2,25).

LITTERATUR.

Theology of Old Testament af forskellige forfattere: Oehler, Schultz, Davidson; Delitzsch, Psychology of the Old Testament; H.P. Smith, "Theophorous Names of OT" i Old Testament and Semitic Studies; Gray, HPN; "God" i HDB og EB.

Edward Mack