Esajas' Bog

Består af profetier, der blev fremført (Es 1) under Uzzijas regering (1-5), (2) under Jotams (6), (3) Akaz' (7-14,28), (4) den første halvdel af Hizkijas regering (14,28-35), (5) den anden halvdel af Hizkijas regering (36-66). Regnet fra det fjerde år før Uzzijas død (762 f.Kr.) til Hizkijas sidste år (698 f.Kr.) strakte Esajas' tjeneste sig således over en periode på fireogtres år. Han kan dog have overlevet Hizkija og kan være omkommet på den måde, der er angivet ovenfor.

Bogen som helhed er blevet inddelt i tre hoveddele:

De første femogtredive kapitler, næsten helt igennem profetiske, med Assyrien som Israels fjende, fremstiller Messias som en mægtig hersker og konge.

Fire kapitler er historiske (36-39) og handler om Hizkijas tid.

Profetiske (40-66), med Babylon som Israels fjende, beskriver Messias som et lidende offer, sagtmodig og ydmyg.

Ægtheden af afsnittet Es 40-66 er blevet stærkt bestridt af dygtige kritikere. De hævder, at det må være frembragt af en deutero-Esajas, som levede hen imod slutningen af det babyloniske fangenskab. Denne teori blev fremsat af Koppe, en tysk forfatter ved slutningen af det forrige århundrede. Der er også andre dele af bogen (f.eks. kap. 13; 24-27; og visse vers i kap. 14 og 21), som de tilskriver en anden profet end Esajas. Således siger de, at omkring fem eller syv, eller endda flere, ukendte profeter havde del i tilblivelsen af denne bog. De overvejelser, som har ført til et sådant resultat, er forskellige:

De kan, som nogle siger, ikke forestille sig, at Esajas, der levede i 700 f.Kr., kunne forudsige fremkomsten og bedrifterne af en fyrste ved navn Kyros, som hundrede og halvfjerds år senere skulle sætte jøderne fri fra fangenskabet.

Det hævdes, at profeten tager fangenskabets tid som sit standpunkt og taler om det, som om det da var nærværende; og (3) at der er en sådan forskel mellem stil og sprog i det afsluttende afsnit (40-66) og i de foregående kapitler, at det nødvendiggør et andet forfatterskab og fører til den konklusion, at der var mindst to Esajaser. Men selv hvis man indrømmer, at der er en stor forskellighed i stil og sprog, nødvendiggør dette ikke den konklusion, man forsøger at drage deraf. Forskelligheden i de emner, der behandles, og det særlige ved profetens stilling på det tidspunkt, da profetierne blev udtalt, forklarer dette tilstrækkeligt.

Argumenterne til fordel for bogens enhed er ganske afgørende. Da LXX-oversættelsen blev lavet (omkring 250 f.Kr.), blev hele bogens indhold tilskrevet Esajas, Amos' søn. Det betvivles desuden ikke, at bogen på vor Herres tid eksisterede i den form, hvori vi nu har den. Mange profetier i de omstridte dele citeres i Det Nye Testamente som Esajas' ord (Matt 3,3; Luk 3,4-6; 4,16-41; Joh 12,38; ApG 8,28; Rom 10,16-21). En universel og vedholdende tradition har tilskrevet hele bogen én forfatter.

Foruden dette peger det indre vidnesbyrd, ligheden i sprog og stil, i tanker og billeder og retoriske udsmykninger, alt sammen mod den samme konklusion; og dens lokale farve og hentydninger viser, at den tydeligvis har oprindelse i Israels land. Teorien om et dobbelt forfatterskab til bogen, langt mindre om et mangfoldigt forfatterskab, kan derfor ikke opretholdes. Bogen er, med al mangfoldigheden i sit indhold, én, og den er, tror vi, frembragt af den store profet, hvis navn den bærer.