Kind; kindben

chek, chek'-bon:

(1) lechi; siagon, "kæben", "kæbebenet", "siden af ansigtet". Det hebraiske ord betegner oprindeligt kindens friskhed og runde blødhed, et tegn på skønhed hos unge mænd og jomfruer (Højs 1,10; Højs 5,13). Orientaleren vogter med nidkær omhu sin kind mod berøring eller besmittelse; derfor blev et slag på kinden, og bliver den dag i dag, betragtet som en handling af yderst grov opførsel, en dødelig fornærmelse. Vor Frelser lærer os dog i Matt 5,39 og Luk 6,29, at selv denne fornærmelse skal overses og tilgives.

Kæbeben fra dyr er ofte blevet brugt som redskaber og våben blandt primitive folk. Det ser vi tilstrækkeligt bevist ud fra hulefund i mange dele af verden og fra nyere etnologiske undersøgelser, især i Australien. I lyset af dette vidnesbyrd er det interessant at bemærke, at Samson med held brugte et æsels kæbeben mod sine fjender filistrene (Dom 15,15).

(2) malqoach (Sl 22,15), er en dualisform, der betegner de to kæber, som en udtørret tunge synes at klæbe til.

(3) methalle`ah (Job 29,17), bedre "kindtænder" (se dette).

H. L. E. Luering