Kilde

(Hebr. ‘ain; dvs. “øje” i vandørkenen), en naturlig kilde med levende vand. Israels land var et “land med vandbække, med kilder og dyb, der springer frem i dale og på bjerge” (5 Mos 8,7; 11,11).

Disse kilder, ørkenens klart funklende “øjne”, er bemærkelsesværdige ved deres rigdom og skønhed, især vest for Jordan. Alle landets vandførende floder og bække får deres vand fra kilder og er forholdsvis lidt afhængige af overfladevand. “Israels land er et land med bjerge og høje, og det er rigt på vandkilder. Lyden af disse vande høres i hver dalsænkning, og det frodige løv, som omgiver dem, ses på hver slette.” Foruden sit regnvand, sine cisterner og kilder havde Jerusalem også en rigelig vandforsyning i det prægtige reservoir, der kaldes “Salomos damme” (se dette), ved hovedet af Urtas-dalen, hvorfra vandet blev ført til byen gennem underjordiske kanaler, omkring 10 miles lange. Disse er alle for længst blevet ødelagt, så intet vand fra “dammene” nu når Jerusalem. Kun én kilde er blevet fundet i Jerusalem, den såkaldte “Jomfruens kilde”, i Kedrondalen; og kun én brønd (hebr. beer), Bir Eyub, også i Kedrondalen, syd for Kongens haver, som er blevet hugget gennem den faste klippe. Jerusalems indbyggere er nu hovedsageligt afhængige af vinterregnen, som de opbevarer i cisterner.