Samson

Af solen; Manoas søn, født i Zora. Beretningen om hans liv findes i Dom 13-16. Han var en “nasiræer for Gud” fra sin fødsel, den første nasiræer, der nævnes i Skriften (Dom 13,3-5; jf. 4 Mos 6,1-21). Den første begivenhed i hans liv, som er nedskrevet, var hans ægteskab med en filisterkvinde fra Timna (Dom 14,1-5). Et sådant ægteskab var ikke forbudt ved Moseloven, da filistrene ikke udgjorde en af de syv kana’anæiske folk, der var dømt til undergang (2 Mos 34,11-16; 5 Mos 7,1-4). Det var dog et dårligt sammensat og uvelsignet ægteskab. Hans hustru blev snart taget fra ham og givet “til hans ven” (Dom 14,20). For dette tog Samson hævn ved at brænde “filistrenes korn på marken” (15,1-8), og de hævnede sig igen ved at “brænde hende og hendes far med ild.” Hendes død hævnede han frygteligt (15,7-19). I de følgende tyve år dømte han Israel; men vi har ingen beretning om hans liv. Sandsynligvis kan disse tyve år have været samtidige med de sidste tyve år af Elis liv. Derefter har vi en beretning om hans bedrifter i Gaza (16,1-3), om hans blinde forelskelse i Dalila og hendes forræderi (16,4-20), og derpå om hans sørgelige død (16,21-31). Han omkom i den sidste frygtelige ødelæggelse, han bragte over sine fjender. “Så var de døde, som han dræbte ved sin død, flere [i social og politisk betydning = folkets elite] end dem, han dræbte i sit liv.”

“Idet han spændte hver en nerve, bøjede han sig: Som med kraften fra vinde og vandmasser, der holdes inde, når bjerge skælver, trak han i de to mægtige søjler med frygtelig rysten frem og tilbage, han rykkede, han ruskede, indtil de styrtede ned og trak hele taget med sig, med tordenbrag over hovederne på alle, der sad nedenunder, herrer, damer, høvedsmænd, rådgivere eller præster, deres udvalgte adel og blomst.” Miltons Samson Agonistes.