Samson

sam'-sun (shimshon.

1. Navn:

Sandsynligvis afledt af shemesh, "sol", med diminutivendelsen -on, med betydningen "lille sol" eller "solrig", eller måske "sol-mand"; Sampson; latin og engelsk, Samson): Hans hjem lå nær Bet-Shemesh, som betyder "solens hus". Sammenlign den lignende dannelse shimshay (Ezra 4,8; Ezra 4,9; Ezra 4,17; Ezra 4,23).

2. Karakter:

Samson var dommer, måske den sidste før Samuel. Han var nasiræer af Dans stamme (Dom 13,5); en mand med kolossal styrke, en kæmpe og en gymnast – den hebraiske Herkules, en mærkelig forkæmper for Jahve! Han hadede intenst filistrene, som havde undertrykt Israel i omkring 40 år (Dom 13,1), og var villig til at kæmpe mod dem alene. Han synes at have været drevet af ikke meget mindre end personlig hævn, og dog nævnes han i Det Nye Testamente blandt troens helte (Hebr 11,32), og han var i mere end almindelig forstand en værdig skikkelse fra Det Gamle Testamente. Han var godmodig, sarkastisk, fuld af humor og kæmpede med sin kløgt såvel som med sine næver. Milton har levende skildret hans karakter i sit dramatiske digt Samson Agonistes (1671), som Händel byggede sit oratorium Samson (1743) på.

3. Fortællingen om hans liv:

Fortællingen om Samsons liv er enestående blandt Det Gamle Testamentes biografier. Den fortælles i Dommerbogen 13-16. Ligesom Isak, Samuel og Johannes Døber var han et barn, der blev givet som svar på bøn (13,8.12). For Manoas hustru viste Jahves engel sig to gange (13,3.9) og gav anvisning om, at barnet, som skulle fødes dem, skulle være nasiræer fra moderlivet, og at han skulle "begynde at frelse Israel ud af filistrenes hånd" (13,5.7.14). Jahves ånd begyndte først at røre ham i Mahane-Dan, mellem Sora og Eshtaol (13,25). Da han nåede manddomsalderen, berettes der om fem bemærkelsesværdige begivenheder i hans liv.

(1) Hans ægteskab med en filisterkvinde fra Timna (Dommerbogen 14). Hans forældre gjorde indvendinger mod forbindelsen (Dom 14,3), men Samsons motiv til at gifte sig med hende var, at han "søgte en anledning mod filistrene". Ved bryllupsfesten stillede Samson sine gæster en gåde og væddede om, at hvis de gættede dens svar, ville han give dem 30 sæt festklæder. Dr. Moore gengiver lykkeligt gådens tekst sådan:

`Af æderen kom noget at æde,

og af den stærke kom noget sødt' (Dom 14,14).

Filistrene truede hans bruds liv, og hun aftvang til gengæld Samson svaret; hvorpå han svarede igen (i Dr. Moores version):

`Hvis I ikke med min kvie havde pløjet,

havde I ikke fundet min gåde, vil jeg mene' (Dom 14,18).

Som hævn gik Samson derfor ned til Ashkelon, dræbte omkring 30 mænd og betalte sin gæld; han gik endda hjem uden sin hustru, og for at frelse hende fra skam gav hendes far hende til Samsons "brudesvend" (Dom 14,20). W. R. Smith (Kinship and Marriage in Early Arabia, 70-76) har foreslået, at Samson fra begyndelsen ikke havde til hensigt at tage sin brud med hjem til sig; hans ægteskab skulle være det, der blandt araberne kaldes en tsadiqat, eller gaveægteskab, hvormed menes, at ægtemanden bliver en del af hustruens stamme. Dette forudsætter, at hebræernes sociale forhold på den tid var matriarkalske, således at hustruen blev hos sin familie – en skik, som der findes andre spor af i Det Gamle Testamente – mens ægtemanden blot besøgte hustruen fra tid til anden. Men dette er ikke så indlysende i Samsons tilfælde i betragtning af hans forbitrelse (Dom 14,19), og især i betragtning af hans forældres indvending mod, at han giftede sig uden for Israel (Dom 14,3). Uvidende om, at hans brud af hendes far var blevet givet til hans ven, gik Samson ned til Timna for at besøge hende, med et gedekid; men da han opdagede, at man havde udnyttet ham, gik han ud og fangede 300 sjakaler, satte brandfakler mellem hvert par haler og brændte filistrenes kornmarker og olivenlunde af. Filistrene viste imidlertid, at de også kunne lege med ild, og brændte hans hustru og hendes far. Derpå slog Samson filistrene som hævn, "hofte og lår" (Dom 15,1-8).

(2) Da han flygtede til Etam, en næsten lodret klippevæg i Juda (af nogle identificeret med `Araq Ismain), ikke langt fra Sora, Samsons hjem, invaderede filistrene Juda, slog lejr ved Lehi oven for Etam og krævede deres ærkefjende udleveret. Judas mænd var villige til at overgive Samson til filistrene og gik derfor ned til klippen Etam, bandt Samson og førte ham op, hvor filistrene havde slået lejr (Dom 15,9-13). Da Samson kom til Lehi, råbte filistrene ham i møde; da kom Jahves ånd mægtigt over ham, så han rev sig løs fra de to nye reb, som de 3.000 mænd fra Juda havde bundet ham med, og han greb et frisk kæbeben af et æsel og slog med det 1.000 filistermænd ihjel, mens han pralede i ordspilsagtig poesi: `Med et æsels kæbeben, m-æsel på m-æsel'; eller, som Dr. Moore oversætter stedet: `Med benet af et æsel overfaldt jeg mine overfaldsmænd' (Dom 15,16). Samtidig gav Samson ærbødigt Jahve æren for sin sejr (Dom 15,18). Da Samson var tørstig, skaffede Jahve vand til ham på et sted kaldet En-Hakkore, eller "Agerhønekilden", eller "råberens kilde" – endnu et navn for agerhøne (Dom 15,17-19).

(3) Samson gik dernæst ned til Gaza, til selve filistrenes fæstning, deres vigtigste by. Der så han en skøge, og da hans lidenskaber ikke var under kontrol, gik han ind til hende. Det rygtedes snart, at Samson, den hebraiske kæmpe, var i byen. Derfor lagde filistrene sig på lur efter ham. Men Samson stod op ved midnat, greb fat i portens døre og deres to stolper og bar dem en hel kvart mil op til toppen af bjerget, der vender mod Hebron (Dom 16,1-3).

(4) Fra Gaza begav Samson sig til Soreks dal, hvor han forelskede sig i en anden filistisk kvinde ved navn Dalila; ved hendes rænker mistede han sin åndelige kraft. Filisternes fyrster bestak hende med en meget stor sum for at udlevere ham i deres hænder. Tre gange narrede Samson hende med hensyn til hemmeligheden bag sin styrke, men til sidst forklarer han, at han er nasiræer, og at hans hår, som aldrig er blevet klippet, er hemmeligheden bag hans vidunderlige kraft. J. G. Frazer (Golden Bough, III, 390 ff) har vist, at troen på, at der bor en eller anden mystisk kraft i håret, stadig er udbredt blandt vilde folk, f.eks. Fiji-øboerne. Således faldt Samson. Ved at røbe denne hemmelighed for Dalila brød han sit pagtsløfte, og Guds Ånd forlod ham (Dom 16,4-20). Filistrene greb ham, stak hans øjne ud, førte ham ned til Gaza, bandt ham med lænker og tvang ham til at male i fængselshuset. At male korn var kvindearbejde! Det er på dette punkt, Milton fanger billedet og skriver:

"Øjenløs i Gaza, ved møllen med slaver."

Imidlertid begyndte håret på hans hoved at vokse igen; men hans øjne gjorde ikke! (Dom 16,21; Dom 16,22).

(5) Den sidste begivenhed, der er nedskrevet om Samson, står i forbindelse med en stor offerfest, som filisternes fyrster holdt til ære for Dagon, deres gud. I deres glade fejring sang de i landlig rytme:

`Vor gud har givet os i vor hånd

fjenden af vort land,

som selv vor mægtigste flok

aldrig kunne holde stand imod' (Dom 16,24).

Denne sang blev sandsynligvis, som hr. Macalister foreslår, ledsaget af håndklap (Gezer, 129). Da de blev endnu mere lystige, kaldte de på Samson, for at han skulle spille nar og ved sine løjer underholde den forsamlede mængde. Dagons hus var fuldt af mennesker; omkring 3.000 var på taget og så til, mens Samson optrådte. Med den nye vækst af hans hår var hans styrke vendt tilbage til ham. Den nedbrudte kæmpe længtes efter at hævne sig på sine modstandere for i det mindste det ene af sine to øjne (Dom 16,28). Han bad, og Jahve hørte hans bøn. Vejledt af sin ledsager greb han fat i træstolperne i de to midterste søjler, som husets forhal hvilede på, og da han fik dem til at glide af deres fodstykker, faldt huset ned over fyrsterne og over hele folket, som var derinde. "Så var de døde, som han dræbte ved sin død, flere end dem, han dræbte i sit liv" (Dom 16,29; Dom 16,30). Hans slægtninge kom og bar ham op og begravede ham nær hans barndomshjem, mellem Zora og Eshtaol, i hans fars families gravsted. "Og han dømte Israel i tyve år" (Dom 16,31).

4. Historisk værdi:

Fortællingen om Samson er et trofast spejl af hans tid: "Enhver gjorde, hvad der var ret i hans egne øjne" (Dom 17,6; Dom 21,25). Der var ingen konge i de dage, dvs. ingen centralregering. Hver stamme var hver for sig optaget af at drive sine egne fjender ud. I 40 år havde filistrene undertrykt Samsons stammefæller. Deres overhøjhed blev også anerkendt af Juda (Dom 14,4; Dom 15,11). Samson var sin stammes helt. Den almindelige historicitet i hans historie kan ikke anfægtes alene på grund af usandsynlighed. Hans gerninger var sådanne, som man mest naturligt ville forvente af en kæmpe, fyldt af en retfærdighedssans. Han fik den lokale popularitet, som en mand med usædvanlig styrke naturligt ville få. Alle folk roser sig af deres helte. Teorien om, at beretningen i Dommerbogen 13-16 bygger på en eller anden "solmyte", er nu almindeligvis opgivet. At der er hændelser i hans liv, som er vanskelige at forklare, indrømmes gerne. For eksempel er det, at han dræbte en løve (14,6), ikke uden parallel; David og Benaja gjorde det samme (1 Sam 17,34-36; 2 Sam 23,20). Gud inspirerer altid et menneske i overensstemmelse med dets naturlige begavelse. At Gud mirakuløst stillede hans tørst (Dom 15,19), er ikke mere underfuldt end det, Gud gjorde for Hagar i ørkenen (1 Mos 21,19). At Samson bar dørene i Gazas byport bort sammen med deres to stolper, bom og det hele, må ikke forvirre os, før vi mere bestemt kender deres størrelse og afstanden fra Gaza til den høj, som han bar dem til. Det faktum, at han rev taget ned, hvor der var 3.000 mænd og kvinder, er slet ikke umuligt, som hr. Macalister har vist. Hvis vi antager, at der til Dagons tempel hørte en vældig forhal, hvad der er ganske muligt, og at den blev båret af to hovedsøjler af træ, som hvilede på stenbaser, ligesom cedertræssøjlerne i Salomos hus (1 Kong 7,2), var alt, hvad Samson derfor nødvendigvis gjorde, at skubbe til træbjælkerne, så deres fødder gled hen over den stenbase, som de hvilede på, og hele forhallen ville styrte sammen. Desuden siges det ikke, at alle de 3.000 på taget blev tilintetgjort (Dom 16,30). Mange af dem, der var i selve templet, omkom sandsynligvis i tallet (R. A. S. Macalister, Bible Side-Lights from the Mound of Gezer, 1906, 127-38).

5. Religiøs værdi:

Ikke så få vigtige og tankevækkende lærdomme kan udledes af heltens liv:

(1) Samson var genstand for forældres omsorg allerede før sin fødsel. En af de mest tankevækkende og smukke bønner i Det Gamle Testamente er Manoas bøn om vejledning i opdragelsen af hans endnu ufødte barn (Dom 13,8). Uanset hvordan vi vurderer hans personlighed, var Samson nært knyttet til pagten.

(2) Han var udrustet med Jahves Ånd--den personlige patriotismes ånd, hævnens ånd over for en fjende, der havde bestået i 40 år (Dom 13,1; Dom 13,25; Dom 14,6; Dom 15,14).

(3) Han bad også, og Jahve svarede ham, dog i dom (Dom 16,30). Men han ødslede med sin styrke. Samson havde åndelig kraft og udførte bedrifter, som et almindeligt menneske næppe ville kunne udføre. Men han var ubevidst om sit høje kald. I et svagt øjeblik gav han efter for Delila og røbede hemmeligheden bag sin styrke. Han var skødesløs med sin personlige gave. Han indså ikke, at fysiske evner ikke mindre end åndelige er gaver fra Gud, og at vi for at bevare dem må være lydige.

(4) Han var lidenskabelig og derfor svag. Det dyriske i hans natur blev aldrig tøjlet, men løb snarere ubundet og frit. Han var tilbøjelig til pludseligt raseri. Samson var en vild, egenrådig mand. Lidenskaben herskede. Han kunne ikke modstå kvinders smiger. Kort sagt var han en forvokset skoledreng uden selvbeherskelse.

(5) Derfor udvirkede han ingen varig befrielse for Israel; han manglede samarbejdets ånd. Han påtog sig en opgave, der var alt for stor, selv for en kæmpe alene. Dog må det indrømmes, at Samson banede vejen for Saul og David. Han begyndte befrielsen af Israel fra filistrene. Han må derfor bedømmes efter sin egen tid. På hans tid var der uhæmmet individuel uafhængighed på alle sider, idet enhver gjorde, som han havde lyst til. Samson adskilte sig fra sine samtidige ved, at han var en troens helt (Hebr 11,32). Han var nasiræer og derfor viet til Gud. Han var hævngerrig, men han var dog rede til at ofre sig selv, for at hans egne og hans folks fjender kunne blive styrtet. Han var villig til at give sit eget liv for sine stammefællers skyld--dog ikke for at frelse sine fjender, men for at dræbe dem. (Jf. Matt 5,43 f; Rom 5,10.)

LITTERATUR.

(1) Kommentarer til Dommerbogen, især dem af G. F. Moore, ICC, 1895; Budde, Kurzer Handkommentar, 1897; Nowack, Handkommentar, 1900; E. L. Curtis, The Bible for Home and School, 1913; Bachmann, 1868; Keil, 1862; Farrar i Ellicott's Commentaries; Watson, Expositor's Bible. (2) Artikler om "Samson" i de forskellige bibelordbøger og encyklopædier; særlig dem af Budde, HDB; C. W. Emmet, i 1-binds HDB; S. A. Cook, New Encyclopedia Brit; Davis, Dict. of the Bible.

George L. Robinson