Kilikien

si-lish'-i-a (he Kilikia): En vigtig provins i det sydøstlige hjørne af Lilleasien, omtrent svarende til det moderne tyrkiske vilayet Adana; indesluttet mellem Taurusbjergene og Middelhavet, med Amanus-bjergkæden mod øst og Pamfylien mod vest; de vigtigste floder var Pyramus, Sarus, Cydnus og Calycadnus. Karakteren af Kilikiens historie er i høj grad blevet bestemt af provinsens fysiske træk. Den er af naturen delt i en bjergrig del mod vest, kaldet Tracheia, og en bred, alluvial slette, varm og frugtbar, mod øst, kaldet Campestris eller Pedias. Kilikien har altid været isoleret fra sine naboer til lands af de omkransende bjerge, bortset fra sine to berømte bjergpas, “De syriske porte”, som giver en let vej til Antiokia og syden, og de vidunderlige “Kilikiske porte”, som åbner en vej til det centrale og vestlige Lilleasien. Gennem disse pas har hære og pilgrimme, handel og rejsende gennem århundreder fundet vej. Alexander var en af de mest berømte ledere af sådanne ekspeditioner, og ved Issos mødte han og knuste det persiske riges magt.

De tidlige bosættere i Kilikien antages at have været semitiske syrere og fønikere, men i endnu tidligere tider må indbyggerne have været hittitter. Selv om få hittitiske levn er kommet for dagen i selve Kilikien, var provinsen så omgivet af hittitter, og så betydelige værker af hittitisk kunst og håndværk findes i udkanten af provinsen, som ved Ivriz, Marash, Sinjirli og Sakche Geuzi, at det mellemliggende område næppe kan have undgået at være dækket af den samme civilisation og kejserlige magt. Se professor John Garstangs The Land of the Hittites.

Kilikien fremstår som uafhængigt under Syennesis, en samtidig med Alyattes af Lydien, 610 f.Kr. Senere kom det under persisk herredømme, men bevarede sin særskilte kongerække. Efter Alexander styrede de seleukidiske herskere Kilikien fra Antiokia. Tidens uroligheder gjorde det muligt for sørøverne at blive så talrige og etablere sig i deres hjemlige base i Kilikien Tracheia, at de blev Middelhavets plage, indtil deres magt blev brudt af Pompejus (67-66 f.Kr.). Kilikien blev gradvis indlemmet i den romerske administration, og taleren Cicero var statholder (51-50 f.Kr.).

Provinsens mest fremtrædende borger var Saul fra Tarsus (ApG 21,39; ApG 22,3; ApG 23,34). Studerende eller pilgrimme fra Kilikien, ligesom han selv, diskuterede med Stefanus (ApG 6,9). Noget af den store apostels tidligste arbejde foregik nær hans hjem, i Syrien og Kilikien (Gal 1,21; ApG 15,23; ApG 15,11). På sin rejse til Rom sejlede han over havet ud for Kilikien (ApG 27,5). Konstantinopel og Antiokia kan betragtes som Lilleasiens for- og bagdør, og da den førstnævnte ikke blev grundlagt før det 4. århundrede, kan Lilleasien i apostolsk tid anses for at have vendt front mod Antiokia. Kilikien var nært forbundet med sin naboprovins mod syd. De første kristne apostle og evangelister fulgte de store landeveje gennem de berømte bjergpas og bragte Jesu religion til Lilleasien med Antiokia som base.

Armeniere, der vandrede ind fra nord, grundlagde et kongerige i Kilikien under Roupen, som fik sin afslutning, da kong Levon, eller Leo, blev styrtet af de erobrende tyrkere i 1393. En rest af dette kongerige lever videre i det særskilte armenske katolikat i Sis, som har jurisdiktion over få bispedømmer, og armeniere hører til blandt de mest livskraftige af provinsens nuværende indbyggere.

G. E. White