Kløvet

klo'-v'-n: I Det Gamle Testamente gengivet ved et participium af shaca, »at spalte«, og brugt om dyr, der har delt hov (3 Mos 11,3; 5 Mos 14,7). Dyr med hove, der var fuldstændig delt i to dele, og som også var drøvtyggere, var tilladt israelitterne som føde; se CUD; HOOF. I Det Nye Testamente, for diamerizomenai, i ApG 2,3 KJV, RV (britisk og amerikansk) »tunger, der skilte sig ad«, dvs. »tvedelte flammer«. En anden forklaring, som findes i RV's randnote, anvender ordet ikke på tungerne, men på skaren: »delende sig iblandt dem« eller »fordelende sig iblandt dem«, idet de satte sig på hver discipels hoved.

H. E. Jacobs