Knæ; knæle

ne nel ("knæ," berekh; aramæisk 'arekhubbah; gonu; "knæle"; barakh; aramæisk berakh; gonupeto): De fleste anvendelser er indlysende, og den billedlige brug af "knæ" som symbol på styrke (Job 4,4; Hebr 12,12 osv.) behøver ingen forklaring. Sygdommen i knæene, som nævnes i 5 Mos 28,35, er måske en form for spedalskhed. I Job 3,12 synes "knæene" at blive brugt om skødet, som det sted hvor et barn får sin første omsorg. Tre gange i 1 Mos optræder knæene i forbindelse med primitive adoptionsskikke. I 30,3 opføres en fiktion, som skal fremstille Rakel som den egentlige mor til Bilhas børn. Ved en noget lignende ritus i 48,12 adopterer Jakob ("knæene" her er Jakobs, ikke Josefs) Efraim og Manasse, så de regnes som to af de tolv patriarker og ikke som medlemmer af én enkelt Josef-stamme. På samme måde adopteres Makirs børn af Josef i 50,23, og dette hænger sikkert sammen med, at Makir (i stedet for Manasse) regnes som en af stammerne i Dom 5,14. Se STAMME; og for den tanke, der ligger bag denne faderlige adoption, sammenlign LÆND. Blandt klassiske eksempler på de samme skikke kan man sammenligne Homer, Odysseen, xix. 401 ff., hvor Autolykos, Odysseus' bedstefar, modtager det nyfødte barnebarn på sine knæ og giver ham hans navn. Sådan må vi også forstå de talrige fremstillinger i egyptisk skulptur, der viser kongen som et spædbarn på knæene eller i skødet på en gudinde.

At knæle var mindre almindeligt som bønsstilling blandt jøderne end at stå, men henvisninger til knælen er naturligvis talrige. Om at knæle (eller kaste sig ned) for en overordnet, se STILLINGER, 2; HILSEN.

Burton Scott Easton