Kvæg

Fandtes i stor mængde i Det Hellige Land. Indbyggerne helligede sig især opdræt og pasning af det (5 Mos 8,13; 12,21; 1 Sam 11,5; 12,3; Sl 144,14; Jer 3,24). Det kan inddeles som følger:

Hornkvæg. Mange hundrede af disse blev hvert år brugt i ofringer eller som føde. De fineste hjorde fandtes i Bashan, på den anden side af Jordan (4 Mos 32,4). Store hjorde græssede også på Sharons brede, frugtbare sletter. De blev spændt for ploven (1 Kong 19,19) og blev brugt til at bære byrder (1 Krøn 12,40). De blev drevet med en spids stav (Dom 3,31) eller pigkæp (se dette).

Ifølge Moseloven måtte man ikke binde munden til på kvæg, der blev brugt på tærskepladsen, så det blev hindret i at spise af foderet, som det trampede hen over (5 Mos 25,4). Den, der stjal en okse og solgte eller slagtede den, skulle give fem som erstatning (2 Mos 22,1); men hvis den blev fundet levende i tyvens besiddelse, skulle han kun give dobbelt erstatning (22,4). Hvis en okse fór vild, skulle den, der fandt den, føre den tilbage til dens ejer (23,4; 5 Mos 22,1, 4). En okse og et æsel måtte ikke spændes sammen for ploven (5 Mos 22,10).

Småkvæg. Næst efter hjorde af hornkvæg udgjorde får den vigtigste del af indbyggernes ejendele i Israels land (1 Mos 12,16; 13,5; 26,14; 21,27; 29,2, 3). De nævnes ofte blandt byttet, der blev taget i krig (4 Mos 31,32; Jos 6,21; 1 Sam 14,32; 15,3). Der var mange, som ejede store flokke (1 Sam 25,2; 2 Sam 12,2, jf. Job 1,3). Også konger havde hyrder “over deres flokke” (1 Krøn 27,31), hvorfra de fik en stor del af deres indtægter (2 Sam 17,29; 1 Krøn 12,40). De egne, der var mest berømte for deres fåreflokke, var Sharonsletten (Es 65: 10), Karmelbjerget (Mika 7,14), Bashan og Gilead (Mika 7,14). I patriarktiden blev fåreflokkene undertiden passet af ejernes døtre. Således vogtede Rakel, Labans datter, sin fars får (1 Mos 29,9); ligesom også Sippora og hendes seks søstre havde ansvar for deres far Jetros flokke (2 Mos 2,16). Undertiden blev de passet af lejede hyrder (Joh 10,12), og undertiden af familiens sønner (1 Sam 16,11; 17,15). Hyrderne gjorde deres får så fortrolige med deres stemmer, at de kendte dem og fulgte dem, når de kaldte. Får, men især væddere og lam, blev ofte bragt som offer. Fåreklipningen var en stor festlig lejlighed (1 Sam 25,4; 2 Sam 13,23). Om natten blev de samlet i en fold og vogtet af deres hyrder mod angreb fra løven (Mika 5,8), bjørnen (1 Sam 17,34) og ulven (Matt 10,16; Joh 10,12). De havde let ved at strejfe omkring på de vidtstrakte græsgange og fare vild (Sl 119,176; Es 53,6; Hos 4,16; Matt 18,12).

Geder udgjorde også en del af hyrderigdommen i Israels land (1 Mos 15,9; 32,14; 37,31). De blev brugt både til ofring og til føde (5 Mos 14,4), især de unge hanner (1 Mos 27,9, 14, 17; Dom 6,19; 13,15; 1 Sam 16,20). Gedehår blev brugt til at fremstille teltdug (2 Mos 26,7; 36,14) og til madrasser og sengetøj (1 Sam 19,13, 16).