Kul

Det er på ingen måde sikkert, at hebræerne kendte til mineralkul, selv om det findes i Syrien. Deres almindelige brændsel var tørret dyregødning og trækul. Der findes to forskellige ord på hebraisk for kul, og begge forekommer i Ordsp 26,21: “Som kul [hebr. peham; dvs. “sort kul”] er for brændende kul [hebr. gehalim].” Det sidstnævnte af disse ord bruges i Job 41,21; Ordsp 6,28; Es 44,19. Ordene “glødende kul” i Es 6,6 er mere korrekt “glødende sten.” I Klag 4,8 gengives udtrykket “sortere end kul” bogstaveligt i randnoten til RV med “mørkere end sorthed.” “Ildkul” (2 Sam 22,9, 13; Sl 18,8, 12, 13 osv.) er et udtryk, der bruges billedligt om lyn, som udgår fra Gud. En falsk tunge sammenlignes med “enekul” (Sl 120,4; Jak 3,6). At “samle ildkul på hovedet” symboliserer at overvinde det onde med det gode. Paulus’ ord (Rom 12,20) svarer til at sige: “Ved kærlighed og venlighed skal du mildne hans fjendskab lige så sikkert, som kul lagt på ilden smelter metallet i diglen.”