Geologien i Israels land

je-ol'-o-ji, Geologien i Israels land kan ikke drøftes fornuftigt uden at tage de omkringliggende områder i betragtning. Det medfølgende kort viser, med betydelig frihed, fordelingen af de overfladenære lag i Syrien, Israels land og Sinai, med dele af Lilleasien, Arabien og Egypten. (Data til dette kort blev hentet fra "Geological Map of Egypt" (1:1.000.000) og fra "Carte geologique internationale de l'Europe" (1:1.500.000).) Man vil bemærke, at krystallinske, eller arkæiske, bjergarter (A) optager store områder i Lilleasien, og at de findes i syd i Sinai, Vestarabien samt det østlige og sydlige Egypten. Relativt små områder med palæozoiske bjergarter (P) støder op til de krystallinske bjergarter i Sinai og Arabien og øst for Kæsarea i Lilleasien. Et bemærkelsesværdigt område med palæozoiske bjergarter forekommer sydøst for Det Døde Hav. Dette ligger også ved siden af krystallinske bjergarter, som ikke kunne angives på kortet på grund af deres ringe udstrækning i overfladen. Langs enten de krystallinske eller de palæozoiske bjergarter i Egypten, Sinai og Arabien findes store områder med nubisk sandsten (N). Den nubiske sandsten afgrænses igen som regel af øvre kridt-kalksten (C), og denne sidste af tertiære aflejringer (T). De kvartære, eller recente, aflejringer (R) og også de eruptive bjergarter (E) står ikke i noget fast forhold til nogen bestemte af de andre formationer. Kvartæret følger de store floder og havkysterne. De eruptive bjergarter ligger sædvanligvis oven på de andre. De optager store områder i Lilleasien, Syrien og Arabien.

Hvis vi samler opmærksomheden om de krystallinske, kridttidens og tertiære formationer, som er de mest udbredte, finder vi, at de krystallinske bjergarter er talrige i syd og i nord, at kridttidens bjergarter er mest udbredte i Israels land og det sydlige Syrien, og de tertiære i det nordlige Syrien og Egypten. Vi kan antage, at de krystallinske områder i nord og syd har været land siden slutningen af den arkæiske tidsalder, og at det, som nu er Syrien, Israels land og størstedelen af Egypten, forblev hav i lang tid derefter. De palæozoiske områder blev hævet over havet og føjet til de nordlige og sydlige landområder under eller ved slutningen af den palæozoiske æra. De egne, hvor vi finder nubisk sandsten eller øvre kridt-kalksten, blev til land ved slutningen af den mesozoiske æra. Til sidst blev de tertiære områder hævet op af havet. I den kvartære periode har Nilen og floderne i Mesopotamien føjet store områder til landoverfladen.

1. Krystallinske bjergarter (A):

De krystallinske bjergarter består hovedsagelig af granit og krystallinske skifre, ofte afbrudt af gange af porfyr, diorit og andre eruptiver. Det vil ses af kortet, at de krystallinske bjergarter ingen steder støder op til Middelhavet, men at de berører Nilen ved Assuan, hvor floden, idet den strømmer hen over disse bjergarter, danner den Første Katarakt, eller rettere gjorde det før opførelsen af den store dæmning. Granit brudt ved Assuan kunne læsses på både og føres til enhver by ved Middelhavets kyster, og det er Assuans granit, som ikke blot mange af Egyptens monumenter består af, men også de søjler, der prydede mange templer i Syrien og Israels land.

2. Palæozoiske bjergarter (P):

De palæozoiske bjergarter i Sinai og Arabien er fra kultiden, men omfatter ikke nogen kullag. Dem øst for Kæsarea er devoniske. Dem sydøst for Det Døde Hav er de ældste af alle, idet de er fra kambrium.

3. Trias- og jurabjergarter (Jahwist):

Flere formationer, som er veludviklede på De Britiske Øer, findes ikke i Israels land, men et lille triasområde findes nær Alexandretta-bugten, mens juralag findes i området ved Hermon og i Libanon og Anti-Libanon. Det medfølgende korts lille målestok gør det umuligt nøjagtigt at gengive disse bjergarters udstrækning.

4. Nubisk sandsten (N):

Dette navn blev givet af Russegger, som i midten af det 19. århundrede fulgte og studerede denne formation fra Sudan til Syrien. Overalt hvor den nubiske sandsten findes i kontakt med den øvre kridt-kalksten, ligger den konkordant under denne. I Libanon, Anti-Libanon og Hermon (men ikke længere sydpå) ligger den konkordant oven på jurakalksten. Det følger derfor, at dens øvre lag (de eneste, der findes i nord) må være fra nedre eller mellemste kridttid. I syd mangler jurakalkstenen imidlertid helt. I Vest-Sinai hviler den nubiske sandsten konkordant på karbonkalksten, og ved Det Døde Hav på kambrisk kalksten, mens den ved Petra og mange andre steder hviler diskordant på krystallinske bjergarter. Mens overvejelsen af den nubiske sandstens alder ikke frembyder nogen vanskelighed i Libanon, Anti-Libanon og Hermon, er det en ganske anden sag i Vest-Sinai og ved Det Døde Hav. Sandsten antages almindeligvis at dannes hurtigere end de fleste andre bjergarter. Det er derfor temmelig overvældende at forsøge at forestille sig selv de 2.000 fod (ca. 610 m) sandsten ved den sydøstlige ende af Det Døde Hav som noget, der har været under dannelse fra kambrium til kridttiden. Den nubiske sandsten er almindeligvis brun eller rødlig, men viser stedvis stor farvevariation. Petras templer og grave blev alle udhugget i denne bjergart. Den er nogle steder meget smuldrende og andre steder kompakt og hård. Sandet i de arabiske ørkener stammer i hovedsagen fra den, idet det er blevet ført bort af de fremherskende vestenvinde. Hvor den er dækket af et lag eruptiv bjergart (charrah), beskyttes den mod erosion, med det resultat at landet mod øst ikke omdannes til en sandørken (Hogarth, Penetration of Arabia). Den indeholder ofte lag af ler og skifer og tynde sømme af kul eller brunkul og må være blevet aflejret i have, som på den tid var forholdsvis lavvandede.

5. Øvre kridt-kalksten (C):

8. Israels land:

Det kan udledes af ovenstående, at Israels lands klippeformationer hovedsagelig er kridtkridt. Det jurassiske kalksten, som i Libanon og Anti-Libanon ligger under Nubisk Sandsten, mangler i Israels land, men mindst i Øst-Israels land, som i Libanon, finder vi det Øvre Kridtkridt kalksten underlaget af Nubisk Sandsten. Et karakteristisk træk ved Israels lands geologi er Jordandalens forskydning. På et tidspunkt, sandsynligvis ved begyndelsen af Tertiærperioden, da Libanon, Anti-Libanon og Judæas bjerge blev løftet op af havet, blev jordskorpen spaltet i mindst flere hundrede miles langs en linje næsten nord-syd, eller mere præcist fra lidt vest for syd til lidt øst for nord. Denne linje løber gennem Golfen ved `Aqabah, Wadi-`Arabah, Det Døde Hav, Jordandalen, Tiberiasøen, Chuleh og dalen mellem Hermon og Anti-Libanon på den ene side og Libanon på den anden. Den resulterende forstyrrelse af lagene er mest tydelig i området omkring Det Døde Hav. Der er ingen tegn på, at spalteluftens to vægge adskilte sig fra hinanden, men den østlige væg skred op og den vestlige væg ned måske 2.000 fod, så at på Det Døde Havs østkyst og i dalene, der løber ind i Jordanfloden, Det Døde Hav og `Arabah fra øst, er Nubisk Sandsten blottet, som underletter det Øvre Kridtkridt kalksten, mens på vestsiden, selv ned til Det Døde Havs niveau, 1.290 fod under Middelhavet, Nubisk Sandsten er ingensteds synlig, skønt det må antages også at findes der under det øvre kalksten. (Se det medfølgende idealiserede snit gennem Judæa, Det Døde Hav og Moab efter Lartet.) Den store forskydning og de underordnede forskydninger, som ledsager den, foranledigede udstrømninger af magmatisk bjergarter, som er talrige langs forskydningslinjen. De talrige varme kilder (f.eks. Tiberias, Wadi-Yarmuk, Wadi-Zarqa-Ma`in (Callirrhoe), Wadi-ul-Chisa) kan skyldes underjordiske vandstrømme, som kommer i kontakt med dybt begravede og stadig opvarmede masser af magmatisk bjergarter.

Alfred Ely Day