Kulde

kold (qor; psuchros (adj.), psuchos (substantiv)): Israels land er i det væsentlige et land med solskin og varme.

1. Temperaturen i Israels land:

Den ekstreme kulde på nordlige breddegrader er ukendt. Januar er den koldeste måned; men kuldegraden på et bestemt sted afhænger i høj grad af højden over havet. Ved havkysten og på sletten falder der aldrig sne; og temperaturen når måske frysepunktet én gang på tredive år. I Jerusalem, 2.500 fod over havet, er middeltemperaturen i januar omkring 45 grader F., men minimum kan være helt nede på 25 grader F. Sne falder af og til, men bliver kun liggende i kort tid. På Hermonbjerget og i Libanonbjergene kan der findes sne hele året, og kulden er meget intens, selv om sommeren. I Jeriko og omkring Det Døde Hav, 1.292 fod under havets overflade, er det tilsvarende varmere, og kulde kendes ikke.

2. Forholdsregler mod kulde:

Kulden varer så kort tid, at folk ikke træffer tilstrækkelige forholdsregler for at beskytte sig mod den. Solen er altid klar og varm, og den skinner næsten altid en del af dagen, selv om vinteren. Efter solnedgang pakker folk sig ind og går i seng. De foretrækker at svøbe hovedet ind snarere end fødderne for at holde varmen. Det eneste middel til at opvarme husene er kulbækkenet, som så mange som muligt samles omkring for at få lidt varme. Det er blot et lag gløder i et jernkar. Peter var glad for at kunne gøre brug af den smule varme fra gløderne så sent som i begyndelsen af april, hvor nætterne ofte er kølige i Jerusalem: “Da de havde lavet et kulbål, for det var koldt: .... og Peter var også hos dem, stod der og varmede sig” (Joh 18,18). Der gøres intet forsøg på at opvarme hele huset. I de kolde vintermåneder går bjergfolkene næsten i vinterhi. De svøber hovedet ind i sjaler og tæpper, og kun de mest energiske vover sig ud: “Den dovne vil ikke pløje på grund af vinteren” (Ordsp 20,4, KJV “kulde”). Bønderne og ørkenens mere primitive folk tænder ofte bål i det fri eller i delvist læ, som på Malta, hvor Paulus blev kastet i land efter skibbrud: “Barbarerne .... tændte et bål .... på grund af kulden” (ApG 28,2).

3. Frygt for kulde:

Kulden frygtes meget, fordi den forårsager så megen virkelig lidelse: “Hvem kan bestå for hans kulde?” (Sl 147,17). Den yderste grad af fornedrelse er at have “intet dække i kulden” (Job 24,7).

4. Kulde velkommen om sommeren:

I den lange sommers hede er skyggen fra en klippe eller aftenens kølighed højst velkommen, og værdsættelsen af et bæger koldt vand kan let forstås af enhver, der har oplevet den syriske sols brændende hede: “Som koldt vand for en tørstig sjæl, sådan er gode nyheder fra et fjernt land” (Ordsp 25,25); “snes kulde i høsttiden” (Ordsp 25,13), sandsynligvis med henvisning til brugen af sne (revet is) i Østen til at afkøle en drik.

Billedlig brug: “Kærligheden hos de mange skal blive kold” (Matt 24,12); “Jeg kender dine gerninger, at du hverken er kold eller varm” (Åb 3,15).

Alfred H. Joy