Lem

mem'-ber

(1) yatsur; melos;

(2) shaphekhah, "membrum virile" (5 Mos 23,1)):

Det første hebraiske ord er afledt af en rod, der betyder "at ælte", "at forme i ler", "at skabe". Det betegner derfor ethvert træk eller enhver del af legemet. "Sådan er også tungen et lille lem, og den praler af store ting" (Jak 3,5). "Lemmerne" svarer til "legemet" (se dette; jf. Sl 139,16 KJV). Lemmerne styrer ikke sig selv, men udfører sindets ordrer, idet de enten adlyder den lavere natur i udøvelsen af synd eller uret, uretfærdighed og urenhed (Rom 6,13; Rom 6,19), eller følger den højere natur, de guddommelige impulser, i opfyldelsen af Kristi lov (6,19).

Af natur er "loven i mine lemmer" (Rom 7,23) i modstrid med den bedre natur (Jak 4,1), indtil denne tilstand ændres ved "genfødelse" (se dette), når Kristi Ånd bliver den styrende magt, som bruger vore lemmer, dvs. alle vore evner, til at udføre hans planer. Dette sker ikke, mens vi forbliver passive, men kun når vi aktivt har stillet eller overgivet vore lemmer til hans tjeneste (Rom 6,19). Derfor må vore legemer ikke vanhelliges ved ringere brug (1 Kor 6,15; 1 Kor 6,19; 1 Kor 6,20). Herren Jesus illustrerer den strenge disciplin, som er nødvendig for at undertvinge selv de genfødtes lemmer til fuldkommen underkastelse under Åndens højere lov, med billedet af det højre øje, som skal rives ud, og den højre hånd, som skal hugges af (Matt 5,29; Matt 5,30), og Paulus taler om at lade "de lemmer, som er på jorden", dø (KJV "mortifying") (Kol 3,5).

Det er forskellen i karakter og gaver hos de enkelte kristne, der får Paulus til at tale om mangfoldigheden af lemmer, som, selv om de har mangeartede funktioner, er lige vigtige for legemets fuldstændighed. Sådan er det i den mangeartede mangfoldighed i Kristi legeme (1 Kor 12,12-27; Ef 4,16), og idet kristne er lemmer på Kristus, som er hovedet (Ef 1,22; Ef 4,15; Ef 5,23), er de hinandens lemmer (Rom 12,5; Ef 4,25).

I 5 Mos 23,1 henvises der til den israelitiske lov imod kastration, og der angives en religiøs udelukkelse for eunukken. Hedenske semitter og andre naboer til Israel kastrerede ofte af religiøse grunde i tempeltjenesten for forskellige guddomme og til funktioner i fyrstelige paladser og haremer. Hedenske monarker havde næsten altid store antal af disse ulykkelige, som ofte nåede stillinger med stor magt og ansvar. Herodot nævner, at de ofte forekom blandt perserne (Hist. vi.32), og i lyset af 2 Kong 20,18 og Dan 1,3 synes det ikke umuligt, at Daniel og hans venner hørte til denne klasse. I senere år er deres eksistens sikker i Israel (1 Sam 8,15 RV randnote; Jer 38,7; Matt 19,12).

Se også CONCISION; EUNUCH.

H. L. E. Luering